Evaluering og dokumentation, der giver merværdi i hverdagen

I SUF arbejder vi for at skabe konkrete og synlige resultater for de unge inden for syv områder. For at målrette og kvalificere arbejdet dokumenterer vi løbende de unges udvikling på de syv områder. Områderne er:

  • Praktiske opgaver i hjemmet

  • Samfundsliv (f.eks. bolig, privatøkonomi og beskæftigelse)

  • Evner til dialog og kommunikation

  • Socialt liv

  • Psykisk og fysisk sundhed

  • Identitet og adfærd

  • Misbrug og risikoadfærd

Vores dokumentationsindsats skal leve og skabe værdi i hverdagen. Derfor inddrager vi alle ledere og medarbejdere i at fastlægge, hvad der skal dokumenteres og i at udvikle de værktøjer, vi evaluerer med. Samtidig inddrager vi de unge i at sætte mål og følge op på, om de bliver nået. Det bidrager til at skabe motivation og ejerskab hos de unge og give medarbejderne feedback på, hvordan deres arbejde virker. Det kalder vi merværdi.

 

Værktøjer i evalueringsindsatsen

Metoderne i vores evalueringssarbejde er udviklet af analysevirksomheden SocialRespons i samarbejde med ledere og medarbejdere i SUF. Vi bruger en fælles dokumentationssystematik, som vi kalder SUF Bosted. Det er et it-system, hvor vi sammen med den unge opstiller mål og delmål for en indsats og følger sammen op på, om målene bliver nået.

Samtidig har vi udvalgt forskellige ambassadører (f.eks. superbrugere) fra de enkelte afdelinger, som kvalitetssikrer dokumentationsarbejdet på tværs af SUF. Til at hjælpe os med implementeringen har vi udviklet tre værktøjer:

  • Implementeringsbarometeret er et værktøj til kollegial sparring og udvikling, som tager temperaturen på, hvor langt vi er med at implementere dokumentationsarbejdet, og hvad vi mangler at gøre.

  • SUF Bosted-guiden vejleder alle i SUF om brugen af SUF Bosted.

  • Superbruger-guiden er udviklet til superbrugerne, som er afdelingernes Bosted-administratorer. De hjælper med den tekniske brug af systemet og bidrager til at sikre vores halvårlige progressionsmåling.

 

Et målesystem, der afspejler SUF's værdier

De syv områder, eller indikatorer, som vi måler vores indsatser på, er bl.a. inspireret af VUM (Voksenudredningsmetoden) og ICS (Integrated Childrens System). Det er de to metoder, de fleste af SUF’s samarbejdskommuner laver deres sagsbehandling ud fra. VUM bruges på voksenområdet, og ICS  bruges på børneområdet. SUF’s primære målgruppe befinder sig et sted mellem de to sagsbehandlende systemer (16-35 år). Enkelte afdelinger arbejder målrettet med børneområdet og andre kun med voksenområdet.

På trods af denne forskel har SUF de samme værdier og metoder til fælles, som vi ønsker at tydeliggøre gennem dokumentationen. Derfor imødekommer det fælles indikatorsystem behovene på både voksen- og børneområdet samtidig med, at det afspejler de værdier, der særligt karakteriserer SUF: Selvstændighed, relation og inddragelse