Somalisk dream team i køkkenet i Vækstpark for socialøkonomi

 

SomaliFood er en aarhusiansk succeshistorie, og nu er kvinderne klar til at stå for kantinedriften i Vækstpark for socialøkonomi

 

I januar 2017 slog SUF dørene op for Danmarks første vækstpark for socialøkonomi. Et socialøkonomisk kraftcenter, hvor virksomheder, som er drevet af såvel en økonomisk som social bundlinje lejer sig ind.

Vækstparken har et mål om på alle måder at bidrage til, at det socialøkonomiske felt får endnu stærkere muskler og til at mennesker, som har haft vanskeligt ved at få en plads på det ordinære arbejdsmarked, finder vej til job og uddannelse.

Disse ambitioner bliver nu indfriet i vækstparkens kantine. Fem somaliske kvinder, som har deltaget i det succesfulde projekt SomaliFood, skal fra 1. august stå for køkken- og kantinedrift.

36-årige Kaltuma Guraa, der har været ledig i fem år, lægger ikke skjul på, at det er en drøm, som er ved at blive til virkelighed.

- Jeg har ligesom de andre kvinder drømt om at lave mad i rigtig mange år. Jeg er så enormt glad for, at der var nogle i kommunen, som greb vores ide og har været med til at gøre den mulig, siger Kaltuma Guraa, der sammen med de øvrige kvinder har gennemført hygiejnekursus og er blevet oplært i at arbejde i storkøkken i Kaffe Fair.

Hun er fuld af tiltro til, at de kan skabe en succes.

- Om et halvt år skal vi selv tjene penge uafhængig af støtte fra kommunen. Vi vil lykkes, og vi kommer både til at lave traditionelt dansk mad og introducere spændende somaliske retter, siger Kaltuma Guraa.

 

En begejstret kommune

I Aarhus Kommune ser man med stor begejstring på projektet, som har bestået af 14 somaliske kvinder, hvor alle var på kontanthjælp og har gået ledige i årevis. Efter blot et halvt år i projektet er syv af de somaliske kvinder i jobforløb, og nu starter fem kvinder altså et iværksætterprojekt op i Vækstpark for socialøkonomi.

- Det enestående ved det her projekt er, at det er båret af drømme. Kvinderne kom med en drøm, og den drøm fører nu til et iværksætterprojekt. Kvinderne kan blive vigtige forbilleder for andre, og som kommune kan vi af det her projekt lære, at det er vigtigt at understøtte drømme, når vi skal bevæge borgere fra ledighed mod beskæftigelse, siger Thomas Medom (SF), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune.   

De fem kvinder, som er klar til at drive kantine i Vækstpark for Socialøkonomi, modtager i det første halve år stadig støtte fra Aarhus Kommune, bl.a. i form af en projektleder, som skal hjælpe kvinderne med alle facetter af kantinedrift.

 

Vækstpark er værdifuld

Både SomaliFood og Aarhus Kommune glæder sig over, at der er kommet en socialøkonomisk vækstpark, som formår at gribe den slags muligheder.

Rådmand Thomas Medom:

- For borgere på kanten af arbejdsmarkedet er det ekstremt værdifuldt, at vi har fået Vækstpark for socialøkonomi. SomaliFood er et glimrende eksempel på, hvad stedet kan. Vækstparken ser muligheder, og her et sted og et netværk, hvor kvinderne kan få lige nøjagtig det rygstød, som de har brug for.

I det hele taget bemærker rådmanden, at den nye Vækstpark for socialøkonomi har en ambition om at tiltrække virksomheder med en social profil, som også er optaget af at skabe kommerciel succes.

- For megen socialøkonomi har bygget på penge fra beskæftigelsesforvaltningen. Det er vigtigt, at virksomhederne også er orienteret mod at skabe en sund forretning, som på sigt kan blive bæredygtig.

 

Vi skal se potentialer

I Vækstpark for socialøkonomi er man selv sagt glade for, at det er lykkedes at lande en aftale med SomaliFood. For vækstparkens daglige leder, Allan Petersen, som også er direktør i en af vækstparkens store virksomheder, SpecialMinds, er SomaliFood et mønstereksempel på, hvad den nye væktspark kan være med til at realisere.

- Jeg har mødt fem somaliske kvinder, som kommer med et meget stærkt iværksætterdrive. I vækstparken har de gode rammer at starte op i – både fordi de træder direkte ind i et etableret storkøkken og fordi de får den støtte og de rammer, som de skal bruge for at lykkes, siger Allan Petersen og fortsætter:

- Det er vores klare ambition, at vækstparken bliver et kraftcenter, som vil medvirke til at skabe nye virksomheder og arbejdspladser – også for dem, som ellers har stået uden for arbejdsmarkedet, og som har manglet nogen, som kan støtte op om deres drømme og kompetencer. 

Læs artiklen og se indslaget fra DR.dk: 

http://www.dr.dk/nyheder/indland/somaliske-kvinder-havde-over-100-aars-arbejdsloeshed-tilsammen-nu-tjener-de-deres

https://www.dr.dk/tv/se/tv-avisen/tv-avisen-19/tv-avisen-2017-08-22-21-29#!/00:22:12