INDDRAGELSE: Unge fra pilotprojektet HØRT delte ud af deres livserfaringer og møder med sagsbehandlersystemet. Blandt oplægsholderne var tre unge fra SUF Eremitterne

 

Af Peter Borberg, journalist

 

”Du kan ikke bare slippe unge, fordi de er blevet 18. De er så gode til at hjælpe dig, men så bliver du 18, så er du voksen, og så må du klare dig selv. Der skal de lige lave en bedre udslusning eller sådan noget.”

”Hvis man har en svaghed i samfundet, bliver man hurtigt placeret i en kasse. Jeg synes, det er rigtig synd at stemple folk og lægge vægt på, at det er dét, de er – det er dét, de kan blive til.”

Ordene står skrevet på de plakater, som til lejligheden er hængt op i salon 20 på Hotel Nyborg Strand. Vi er til Socialrådgiverdage, og ordene stammer fra pilotprojektet HØRT, hvor unge med særlige behov har delt deres livserfaringer og deres møder med et sagsbehandlersystem, der ifølge dem selv ikke altid fungerer lige hensigtsmæssigt.

HØRT er over de sidste to år gennemført af SPUK i samarbejde med bl.a. Københavns Kommunes Pigegruppen og Vilde Liv, Morgencafeen for Hjemløse og SUF Eremitterne.

58 sagsbehandlere har taget plads i lokalet for at lytte til, hvad de unge har at sige.

 

Lyt mere!

Kritikken fra de unge er indledningsvist kontant. Den udbredte opfattelse blandt de unge i panelet er, at de har svært ved at trænge igennem i offentligheden med deres buskaber, og når de sidder ansigt til ansigt med en sagsbehandler, er det ofte med en oplevelse af, at sagsbehandleren ikke lytter. De unge beretter om sagsbehandlere, som løber fra deres aftaler, og det kan i det hele taget være svært at få hul igennem til selve systemet, når der kræves svar.       

En for en rejser de unge sig og fortæller deres historie. Tre af dem har været indskrevet hos SUF Eremitterne i København.

– Jeg har været anbragt 11 forskellige steder. I dag er jeg 19 år, og jeg har i mit korte liv boet på 20 forskellige adresser. I skal gøre jer mere umage med at få sendt børnene de rigtige steder hen første gange, siger Rikke, da det er blevet hendes tur til at fortælle sin historie. Hendes budskab er, at sagsbehandleren skal blive bedre til at lytte.  

– Jeg fortalte engang min sagsbehandler, at jeg ikke ønskede at bo hos en bestemt plejefamilie, men alligevel blev jeg anbragt der. Det gik helt galt. På et tidspunkt flygtede jeg derfra og flyttede hjem til min kæreste, men sagsbehandleren anbragte mig der igen. Jeg fik aldrig noget socialt liv. Sagsbehandleren skulle have lyttet til, at jeg ikke ønskede at være der. På samme måde skulle sagsbehandleren også have været opmærksom på, at jeg havde nogle problemer med mig på grund af min opvækst. Når jeg reagerede mærkeligt, var det mig, der var problemet, men i virkeligheden havde jeg brug for hjælp. I dag har jeg angst for rigtig mange ting, fordi jeg ikke fik hjælp i tide.

 

Journaler skal tale sandt

Den næste unge fra SUF Eremitterne, der tager ordet, er Pia. Hun fortæller, at hun flere gange har siddet og læst de rapporter, sagsbehandlere har skrevet om hende, men hun har ikke kunnet genkende fremstillingen. Hendes holdning er klar:  

– Hvis der skal skrives rapporter om os, så skal vi være med. Vi skal inddrages i skrivningen, for det er vores liv, det drejer sig om, siger hun og nævner, at hun hos SUF Eremitterne altid har været inddraget i processen, når hendes kontaktperson har skullet skrive en indberetning til kommunen. Pia er i det hele taget optaget af, at der er en klar mening med alt det, som sagsbehandlersystemet står for. I den sammenhæng slår hun konkret ned på den dag, hvor den unge ikke længere er en del af systemet og skal klare sig selv. Et skifte, som kan opleves brat og som ikke er uden risici, betoner hun.     

– Ind imellem kan jeg godt tænke, at vi har et system, som bruger en masser resurser på at hjælpe sårbare unge for så nærmest at give slip fra den ene dag til den anden. Efterværn kan være godt nok, men der skal være en plan B efter efterværn. Simpelthen fordi meget af det, som måske er lykkedes, risikerer at gå til spilde, når man pludselig bliver kastet ud.

 

Grundighed lønner sig

Der er stille blandt de lyttende sagsbehandlere i salon 20 på Hotel Nyborg Strand, og det er der også, da den tredje unge fra SUF Eremitterne, Mette, fortæller om sit liv, der startede med en anbringelse som 6-årig. 

– I skal huske, at I har med små børn at gøre, og I har med liv at gøre. Jeg forstår godt, at I har nogle budgetter, som I er nødt til at forholde jer til, når I træffer beslutninger om, hvad der er bedst for et barn. Men det understreger blot vigtigheden af, at I er grundige fra dag ét. Hvis ikke I er det, så kommer det til at koste endnu mere på længere sigt.   

Efter en time, hvor ikke bare pigerne fra SUF Eremitterne har talt, men også pigerne fra Pigegruppen fra København har ført ordet, kommer sagsbehandlerne med deres umiddelbare respons på alt det, de har hørt. Udbyttet er stort, er meldingen.

– Jeg er blevet meget ramt af det, I har fortalt her i dag, og der er helt sikkert mange af jeres budskaber, som jeg vil have i baghovedet, når jeg næste gang sidder sammen med en ung, som har brug for hjælp, lyder det fra en sagsbehandler.

En anden siger direkte henvendt til pigerne:

– Jeg synes, at I er utrolig modige, at I deler jeres livserfaringer, og det er så vigtigt, at vi hører jeres stemmer, for ellers bliver vi ikke bedre som fagfolk. Jeg er glad for at være blevet rusket af jer. For Trine Egholm, afdelingsleder hos SUF Eremitterne, bidrager Projekt HØRT med et helt essentielt budskab:

–  I forhold til de unges stemmer har HØRT bidraget til endnu mere stoppen op og aktiv lytning fra min og mine kollegaers side. Vi må aldrig glemme, at de unge er hovedpersonerne i deres liv, og vi kan have mange meninger og holdninger, men uden tillid, fælles refleksion og fælles pagt, når vi ingen vegne. Jeg har oplevet pigerne vokse i processen og er stolt af deres mod og styrke i forhold til at stille sig op og dele ud af deres erfaringer, siger Trine Egholm.

 

Fakta

Foruden SUF Eremitterne medvirker følgende aktører i pilotprojektet HØRT: Værestedet Garagen og Joker på Amager, Pigegruppen og Vilde Liv i København samt Morgencafeen for hjemløse. Projektet, der er støttet af Velux Fonden, har i første omgang kørt som et pilotprojekt i Københavns Kommune. Meningen er nu, at det skal bredes ud til flere kommuner i landet. 

 

Navnene Rikke, Pia og Mette er opdigtede af personlige hensyn. Pigernes rigtige navne er redaktionen bekendt