”Gå med mig mod livet"

I syv år var depressionen og tanker om selvmord en fast følgesvend i Michaels liv. Hos BOAS Frederiksberg har han fået støtte til at ikke blive slugt af mørket. Det handler blandt andet om at skabe en daglig rytme med tid til at lade op

Den første billedmontage er fra 2012. Den sidste har han lavet aftenen før, vi mødes. For Michael er montagerne et øjebliksbillede, en sindsstemning, han forsøger at fange ind. Montagernes melankolske musik slår stemningen an, billederne er silhuetter af mennesker, der er knuget, forsøger at rejse sig, rækker ud. Mod livet.

Over de seneste tre år har Michael lavet tre montager. De er lavet på stort set samme tidspunkt hvert år, nemlig om foråret, hvor lyset kommer tilbage, og det er netop lyset, der er omdrejningspunktet i Michaels montager. Efter syv år med depressionen som en mørk følgesvend drømmer Michael om lyset og om at leve et liv uden frygt og selvmordstanker. Den sidste montage handler om at turde smide masken og bare være sig selv – eller mere præcist at turde være den, man bliver efter syv år med depression og seriøse, tilbagevendende tanker om selvmord.

”Når du har haft det så skidt så længe, som jeg har, er det svært at tro på, at det virkelig bliver bedre. Jeg føler, jeg er ude på den anden side, men jeg føler også, at det hele er meget skrøbeligt,” siger Michael. 

Syv år med selvmordstanker. Tårerne løber ned over Michaels kind, mens vi ser den første montage. Han husker præcis, hvordan han havde det dengang i 2011, hvor lyset langsomt begyndte at vende tilbage. Hvor han begyndte at tro på fremtiden. Det er et bevægende og befriende øjeblik at tænke tilbage på, fortæller han.

Michael fik diagnosen Aspergers Syndrom, da han var otte. For nylig er han yderligere blevet udredt for ADHD. Det er udfordringerne ved at leve med de to diagnoser i kombination med en langvarig depression, der får alvor slog benene væk under Michael.

Selv nu, syv år senere, er det svært at sætte ord på det mørke, der næsten uden varsel kan lægge sig over Michaels liv. Ud ad til har han fart på. Han er i gang med en uddannelse og fritiden bruger han på frivilligt arbejde. Han har gode venner og en familie, han er tæt knyttet til.

”Jeg var bare så træt,” siger han i dag om den følelse, der jævnligt overmandede ham under depressionen. ”Til hverdag kunne jeg godt undertrykke det. Når nogen spurgte, hvordan jeg havde det, var det ligesom om jeg tog en maske på og så sagde jeg bare: ”Jeg har det fint nok.” Men når jeg kom hjem, havde jeg det slet ikke fint nok.”

Michaels depression er impulsstyret, hvilket betyder, at han pludselig kan få det dårligt. Fra det ene øjeblik til det næste kan mørket overmande ham. Derfor havde han for to år siden sin far med, da han skulle på lejr med en større gruppe venner. For at have en støtte i baghånden, som kunne samle ham op, hvis det pludselig blev for meget.

Michael flytter hjemmefra. Michael indskrevet i BOAS Frederiksberg, fordi han var klar til at flytte hjemmefra, men samtidig havde han brug for støtte til at få hverdagen til at fungere. På de værste dage er det næsten uoverstigeligt  at finde overskuddet til at stå ud af sengen.

Michaels 1-værelses lejlighed i BOAS Frederiksbergs villa ligger på 1. Ligesom de andre lejligheder i afdelingen har Michael eget bad og et lille køkken. Muligheden for både at være en del af et fællesskab og have mulighed for at trække sig tilbage og lukke døren er noget af det, der betyder mest for Michael. Samtidig ved han, at personalet i afdelingen aldrig er mere end en etage væk.

Særligt i de perioder, hvor Michael har været selvmordstruet, har det været trygt for Michael at vide, at personalet står til rådighed døgnet rundt.

”Da jeg havde det allerdårligst, gik der ikke en dag, hvor jeg ikke overvejede at gå op til Valby Station og hoppe ud foran et tog. Jeg havde hele tiden den der følelse af, at hvis det her er mit liv, så kan det hele være lige meget. Det var en meget sort periode,” fortæller Michael.

Sammen med sin kontaktperson hos BOAS Frederiksberg har Michael arbejdet på at blive bedre til at mærke efter, hvordan han har det – og til at reagere på det, han mærker. Michael har brug for hvile, tid til at lade op og regelmæssige måltider for at holde de dystre tanker i skak. Det kan være en udfordring med et højt energiniveau og den rastløshed, som ADHD’en pumper rundt i kroppen.

”Jeg bliver rimelig hidsig, når jeg er i underskud. Jeg føler, at alle er imod mig, og den følelse gør mig både vred og frustreret. Derfor er det så vigtigt, at jeg får ro og har dage, hvor jeg bare kan sidde i min sofa og se film,” siger Michael.

Michael er glad for at bo i sin 1-værelseslejlighed hos BOAS Frederiksberg, særligt de daglige fællesspisninger sætter han pris på. Når hovedet let bliver fyldt med tanker, og der er brug for jævnligt at trække stikket og koble af, er det en lettelse ikke at skulle tænke på morgen- og aftensmad.

Lyset sejrer. Michael lægger ikke skjul på, at der også har været perioder, hvor han har haft svært ved at være en del af huset på Frederiksberg. Henover efteråret 2012 fik Michael det gradvist dårligere. På lærepladsen forstod hans mester ikke, at Michael på grund af sin Asperger havde særlige behov, og hans ugentlige fridag blev konverteret til sygedage. Til sidst meldte Michael sig syg, fordi han ikke længere kunne klare presset. Efter jul blev Michael indlagt på psykiatrisk afdeling to gange og i en periode var han så selvmordstruet, at han var skærmet 24 timer i døgnet. Samtidig blev han koblet til distriktspsykiatrien og hans ADHD-udredning begyndte. Det betød mange ugentlige møder, hvor Michael var i centrum og igen og igen skulle sætte ord på, hvordan han havde det. Det sled på hans i forvejen sårbare psyke.

”Det blev bare for meget. Jeg følte, at jeg konstant sad til møder, hvor jeg fortalte den samme historie om og om igen – og hele tiden til nye mennesker, jeg ikke kendte. Der var mennesker omkring mig hele tiden. Jeg kunne slet ikke håndtere det,” siger Michael.

Det var i den periode, Michael besluttede sig for at spise sig ihjel, fordi de var det eneste, han følte, de mange mennesker omkring ham ikke kunne kontrollere.   

I Michaels fotomontage fra foråret 2013 står der blandt andet Lyset vil sejre til sidst, og det er det, der ser ud til at ske for Michael nu. Skoleforløbet presser ham, men udsigten til, at han snart kan få papir på sin uddannelse, motiverer ham.

”Indimellem har jeg stadig tanker om selvmord, men de bider sig ikke fast på samme måde som før. Jeg kan godt være bange for at få det dårligt igen, men nu ved jeg, at jeg har nogle redskaber til at håndtere tankerne. Og jeg kan altid tale med nogen her om, hvordan jeg har det. Det giver ro,” siger Michael.

Michael vil gerne være anonym. Han ønsker ikke, at hans omgangskreds skal kende hans historie i detaljer.

 

Interview med leder af BOAS Frederiksberg Krista Naver

Negative tankemønstre og lav selvværdsfølelse fylder hos flere af beboerne i BOAS Frederiksberg. Hos nogle kan de mørke følelser udvikle sig til tanker om selvmord. Derfor arbejder afdelingen målrettet med at forebygge selvmord blandt andet gennem et samarbejde med Psykiatrisk Center Frederiksberg

BOAS Frederiksberg ligger på af de små sideveje til Frederiksberg Allé. Her er der plads til ni unge med Aspergers Syndrom og forskellige følgetilstande som depression, angst og OCD. For mange af dem er villaen første skridt på vejen mod et selvstændigt voksent liv. For andre er BOAS Frederiksberg et alternativ til en institution eller et botilbud, hvor de ikke har kunnet finde sig til rette.

”De unge flytter selvfølgelig ind her, fordi der er noget, der ikke har fungeret. Enten derhjemme eller i det tilbud, de kommer fra. De har typisk meget nære familierelation og en stærk opbakning hjemmefra, men det betyder ikke, at det er ukompliceret for den nærmeste familie at støtte den unge i udviklingen fra ung til voksen,” siger Krista Naver, leder af BOAS Frederiksberg.

Når de unge flytter ind i villaen på Frederiksberg, er de ikke nødvendigvis færdigudredt, og dem, der er indskrevet i afdelingen, er unge, der har brug for massiv støtte og voksenkontakt, også uden for normal arbejdstid. Derfor er der også vågne nattevagter og personale tilstede i huset i langt de fleste timer i døgnet.

Krista Naver oplever, at de unge er psykisk skrøbelige, og tanker om selvmord er ikke usædvanligt. Hos nogle unge er det første og fremmest negative tanker om ikke at føle sig noget værd. For andre, som fx Michael, bliver tankerne konkrete. Det betyder, at tankerne kan føre til handlinger, som er skadelig eller decideret livsfarlige. Det er grunden til, at afdelingen bevidst arbejder med at forebygge selvmord, konkret fx gennem målrettet støtte til beboere, der er plaget af tanker om selvmord.

Personlig kriseplan. Beboere, som vurderes at være selvmordstruet i større eller mindre grad, udarbejder sammen med personalet en kriseplan, som beskriver, hvad den unge kan og skal  gøre, når tanker om selvmord dukker op. Det er konkrete handlinger som fx at tage kontakt til det personale, der er til stede i huset. Det kan også være at kontakte forældre eller den faste kontaktperson i BOAS Frederiksberg, eller det kan være personlige strategier, der kan aflede eller omstrukturere tankerne. Kriseplanerne bliver gennemgået løbende for at sikre, at de imødekommer den unges behov.

”Det er selvfølgelig ikke alle vores beboere, der er selvmordstruet eller har tanker om selvmord, men flertallet har et lavt selvværd til fælles. Deraf kan følge negative tankemønstre, som kan udvikle sig til tanker om selvmord, hvis vi ikke hele tiden har fokus på at styrke deres selvværd og udfordre deres selvforståelse,” siger Krista Naver.

Et liv udenfor. Fælles for de unge er, at de ofte ikke føler, de hører til nogen steder. De falder oftere uden for end ind i fællesskaber, for selvom de typisk er normalt eller højtbegavede, betyder deres diagnose, at de har svært ved at forstå de sociale spilleregler, der normalt gælder. Small-talk falder fx de færreste med en Asperger-diagnose let eller meningsfuldt.

”Uanset om du har fået din diagnose sent eller tidligt i livet, er det ofte meget sorgfuldt at have anderledes forudsætninger som et handicap kan være. Det kan særligt ramme, når de træder ind i voksenlivet, hvor det for alvor bliver tydeligt, at der er døre, der ikke er åbne og måske aldrig bliver det, fordi de har en diagnose,” siger Krista Naver.

Hvem er jeg? For de unge, som er indskrevet i BOAS Frederiksberg, gælder det, at de formentlig ikke vil kunne få et arbejdsliv uden støtte eller særlige vilkår. En almindelig 37 timers arbejdsuge er simpelthen ikke en mulighed på grund af den særlige stress-sårbarhed som følger med diagnosen.

”Spørgsmål som Hvem er jeg, og hvad kan jeg? bliver nemt tilbagevendende temaer, og det kan føre til en frustration, som de unge vender indad. For når jeg alligevel ikke kan få det liv, jeg har forestillet mig, hvem har så alligevel glæde af, at jeg er her,” siger Krista Naver.

For personalet i BOAS Frederiksberg er opgaven blandet andet hele tiden at have fingeren på pulsen med de unges humør og sindstilstand. Erfaringen viser, at den daglige kontakt og løbende samtaler, formelle og uformelle, med henblik på at omstrukturere tankemønstre, kan være med til at spore den unge væk fra en negativ spiral af tanker.

Samarbejde med hospitalspsykiatrien. I nogle tilfælde kan beboeren i løbet af meget kort tid gå fra begyndende tanker til at være decideret selvmordstruet, og så kan det være nødvendigt at overveje, om den unge skal indlægges. Over det seneste år har BOAS Frederiksberg arbejdet på at skabe en tættere kontakt til Psykiatrisk Center Frederiksberg, en del af Frederiksberg Hospital. Målet har været at skabe mere ro omkring beboeren i forbindelse med en eventuel indlæggelse.

”Hvis vi ikke kan flytte beboeren, og vi oplever, at beboeren bliver tiltagende mere fokuseret på tanker om selvmord, er det ikke ansvarligt, at beboeren er hos os. I de situationer er en indlæggelse en måde at beskytte beboeren på, men for at skabe et trygt forløb for den enkelte er der behov for at udvikle nye samarbejdsformer i sektorovergangen mellem vores tilbud og hospitalspsykiatrien.”

BOAS Frederiksberg har lavet en informationsfolder med billeder fra den psykiatriske afdeling til den unge, og sideløbende har både socialkonsulenter fra BOAS Frederiksberg og den ledende psykiater og afdelingssygeplejersker på Psykiatrisk Center Frederiksberg været på studiebesøg hos hinanden.

”Vi kommer jo ofte sammen med beboeren, men vi er ikke med som pårørende, sådan som det gælder ved mange andre indlæggelser. Vi kan fungere som professionelle samarbejdspartnere for psykiatrien blandt andet, fordi vi har adgang til viden om beboeren, som kan være vigtig i forhold til psykiatriens indsats. Derfor har vi blandt andet forsøgt at afklare, hvilke forventninger vi har til hinanden, og vi har lavet aftaler om, hvordan vi kan gøre kommunikationen mere smidig i forbindelse med indlæggelser,” siger Krista Naver.

Efter studiebesøgene oplever personalet, at kommunikationen mellem de to institutioner i højere grad kan foregå mellem to ligeværdige parter. Gennemsigtigheden i det praktiske forløb omkring en indlæggelse vil give et andet overskud til at skabe ro omkring beboeren i en situation, hvor beboeren i sagens natur er meget skrøbelig. Samarbejdet er endnu i sin vorden, men det er første skridt på vejen mod et samarbejde, som kan styrke den faglige støtte til beboeren både op til, under og efter indlæggelsen.