Naturen ind i indsatsen

 

I SUF Nord arbejder vi målrettet med inddragelse af naturen som et aktivitets- og samværstilbud, der fremmer den enkelte borgers personlige trivsel, udvikling og evne til at træde ud i verden.

I 2020 har vi etableret en sansehave som en integreret miljøterapeutisk indsats. Haven er indrettet med forskellige rum, som inviterer til stilhed, afslapning og dialog. Her er fx hængekøje, et afskærmet drivhus og et ’strandområde’ med liggestole og mulighed for sandstrand mellem tæerne.

 

I sansehaven kan beboerne arbejde roligt med at fjerne ukrudt og vande planter. Hver borger har også mulighed for egen plantekasser med fx jordbær, chiliplanter, blomster eller grøntsager. Plantekasserne skaber ejerskab og inddragelse.

 

Haven som pædagogisk værktøj

Sansehaven hjælper vores beboere til frivilligt at bevæge sig udenfor, hvor de ellers ofte søger at skærme sig fra verden. På den måde kan vi gennem sansehaven gradvist arbejde med at få vores borgere til at træde ud i den verden, som de ellers kan have svært ved at færdes i.

 

Vi arbejder bl.a. med tilgangen Low Arousal, hvor vi bruger sansehaven til at komme helt ned i gear og give mulighed for, at medarbejderne i SUF Nord gennem egen adfærd og aktiviteter i sansehaven motiverer og støtter den enkelte borger til at gå med og til at tage del i haven. På den måde inviterer sansehaven til at være sammen om et fælles tredje, fx at være sammen om at passe og pleje haven, lave bålmad, bruge haven som sanseterapeutisk oplevelsesrum. Sansehaven giver ligeledes mulighed for motorisk stimulation, fx ved balancetræning på trædesten.