”Sammen – også når det er svært.” 

Sådan lød titlen, da Mads Engholm, formand, Bedre Psykiatri – Landsforeningen for pårørende, tog ordet på den seneste personaledag i SUF. Han var inviteret til at holde et oplæg om det gode pårørendesamarbejde, som var omdrejningspunkt gennem hele personaledagen for de knap 100 SUF-medarbejdere.  

Mads Engholm lagde ikke skjul på, at der er tale om et område fyldt med udfordringer.  

– Når bosteds-pårørende sætter ord på deres oplevelser, så fortæller de blandt andet, at de finder, at for mange bosteder er for passive eller har udfordringer med misbrug og vold. Hver tredje pårørende, vi har spurgt, fortæller, at beboeren har fået det værre, efter at vedkommende kom på bostedet, mens halvdelen ikke mener, at der er tilstrækkeligt med personale til at yde tilfredsstillende hjælp, indledte Mads Engholm og tilføjede: 

– Det går ud over tilliden, og uden den er det svært at lave de alliancer mellem tilbud og pårørende, som skal bære igennem – også når det er svært. 

Rygsækken er fyldt  

I de 30 afdelinger i Den Sociale Udviklingsfond er der et stort fokus på pårørendesamarbejde. På at skabe en lydhør, inviterende og samarbejdende ramme. Derfor var Bedre Psykiatri også inviteret til at udlægge pårørendeerfaringer bredt set over hele landet. Han fremhævede, at pårørende mærker presset fra en overbelastet psykiatri, lange ventetider i kommunerne, afbrudte forløb i overgangene osv. 

– Man kan sige, at pårørende-rygsækken i mange tilfælde er fyldt, og sammenholdt med det systemsprog, som mange pårørende oplever, så betyder det, at de på forhånd kommer med en stor mistillid, når de møder et nyt bosted, sagde Mads Engholm, der på vegne af Bedre Psykiatri fremsatte en række ønsker: 

– Når en borger visiteres til et bosted, så ønsker vi, at kommunen og bostedet forpligtes til at se på, hvordan de pårørende systematisk kan inddrages, støttes, vejledes og aflastes bedst muligt i overensstemmelse med deres evner og behov, sagde Mads Engholm, der i forlængelse heraf efterlyste, at kommunens pårørendeinddragelse beskrives i kommunens aftale med bostedet, så der kan måles på, om det enkelte bosted opfylder målsætninger om god pårørendeinddragelse.  

Fælles løsninger 

Herefter bevægede Mads Engholm sig over i en dialog med de godt 100 SUF-medarbejdere, som han udfordrede med en række spørgsmål med det formål at finde fælles løsninger. Spørgsmålene var blandt andet:    

”Hvem skal have inddragelse og støtte af pårørende som integreret del af sin kerneopgave?”  

”Er det hver pårørende for sig selv, eller bygger vi fællesskaber, hvor delte erfaringer også er en del af den pårørendes læringsrum?” 

”Kan vi sammen fokusere på håb, selvbestemmelse og recovery, selv om udgangspunktet er konflikt?” 

Bedre alliancer 

Spørgsmålene affødte adskillige kommentarer: 

”Hos os genkender vi ikke konflikterne med pårørende som et problem, der ikke kan løses. Til gengæld konstaterer vi, at der er en udfordring i forhold til rammer og lovgivning. Vi kan sagtens have hensigtserklæringer om at inddrage pårørende, men det kræver, at der er en lovgivning, som understøtter, at de pårørende må og skal inddrages.” 

”Der er kommuner, som siger, at det er fint med vores pårørendesamarbejde, men at det ikke er det, som kommunen betaler for.”  

”De pårørende er en kæmpe del af løsningen. Bag meget af det, som vi arbejder med i vores indsatser, står en familie, som er en del af nøglen til at forstå eksempelvis den unges situation.” 

”Mange af de unge synes, at det er ’nice’, at deres forældre er holdt udenfor, hvorimod forældrene har et behov for at have nogen at kunne tale med om deres frustrationer.”