Hver en stol var besat. Flere stod udenfor teltet og lyttede intenst med, da Dorthe Birkmose tog plads ved siden af Margrethe Langer, regionsdirektør i Den Sociale Udviklingsfond.

– Der er brug for kritik. Og der er brug for meget mere kritik. Men den skal være kollektiv, siger Dorthe Birkmose, psykolog og forfatter.

Velfærdsområdet er trængt til sit yderste. Dorthe Birkmose oplever, at mange medarbejdere og ledere i velfærdsfagene står alene med deres frustrationer. De siger fra overfor presset på personalemøder, over frokosten eller hjemme ved spisebordet. Men alt for ofte bliver kritikken individualiseret.

– Så kommer problemet til at handle om den enkelte frem for de vilkår, som mange kæmper med. Når mange mennesker oplever det samme, er det ikke et individuelt problem. Så er det et fælles problem, som kræver et fælles kor af stemmer, pointerer Birkmose.

Ram plet med kritikken

Gennem mange år har hun været en af de skarpeste stemmer i debatten om forråelse og moralsk stress. Men denne eftermiddag var hendes budskab først og fremmest en opfordring.

– Vi skal blive bedre til at kritisere. Det er ikke hinanden, vi skal kritisere, og heller ikke de enkelte ledere, eller de enkelte politikere. Men de strukturer og systemer, som gør det sværere at levere den hjælp, som børn, unge og voksne har brug for, siger Dorthe Birkmose.

Hvis ikke kritikken bliver samlet og omsat til handling, risikerer vi ifølge Dorthe Birkmose at stå med et langt større problem end pressede og frustrerede medarbejdere og ledere.

– Vi risikerer at miste nogle af de mennesker, som velfærden har allermest brug for.

Risiko for masseflugt

Hun peger på undersøgelser, der viser, at flere medarbejdere og ledere overvejer at forlade velfærdsfagene, end der er medarbejdere og ledere, som overvejer at blive.

– Det er dybt bekymrende. Her er ikke tale om mennesker, der har mistet interessen for deres fag. Det er mennesker, der elsker deres fag. Men de kan ikke holde ud, at de ikke får lov til at udføre det fagligt forsvarligt.

Når håbet om forbedringer forsvinder, begynder mennesker at trække sig, pointerer hun.

– Ikke fordi de er ligeglade, men fordi de ikke længere kan se en vej frem. Det er de ambitiøse. Det er de erfarne. Det er dem, vi har allermest brug for, som vi risikerer at miste.

Jagt ikke syndebukke

Dorthe Birkmose advarer samtidig mod den polarisering, som præger debatten om velfærd. For selv om mange er vrede og frustrerede, mener hun ikke, at løsningen findes i jagten på syndebukke.

– Der er ikke nogen, der har ønsket, at det skulle være sådan her. Politikere ønsker ikke at skabe dårlig velfærd. Ledere ønsker ikke at slide medarbejdere ned. Medarbejdere ønsker ikke at skuffe borgere og pårørende. De fleste ønsker grundlæggende det samme. Nemlig at mennesker får den hjælp, de har brug for, siger Birkmose.

Derfor opfordrede hun til, at fagprofessionelle, ledere, borgere og politikere i højere grad samler sig om at identificere de barrierer, der står i vejen for kerneopgaven.

– Vi skal blive bedre til at spørge: Hvad er det konkret, der forhindrer os i at gøre det, vi ved virker?

Den fælles kraft

Selv om Dorthe Birkmose beskrev situationen som alvorlig, var det ikke håbløsheden, hun efterlod tilhørerne med.

– Håb er ikke noget passivt. Håb er ikke at vente på, at nogen andre løser problemerne. Håbet ligger i erkendelsen af, at fremtiden ikke er skrevet endnu. At medarbejdere, ledere, organisationer, borgere og politikere stadig kan påvirke udviklingen.

Dorthe Birkmose tror på, at kritik kan omsættes til handling. Og at fælles stemmer kan flytte noget.

– Vi ved ikke, hvordan det ser ud om tre eller fem år. Derfor giver det mening – for hver og en af os – at kæmpe for, at det bliver bedre, sluttede hun.