SUF Nyheder

Dorthe Birkmose: Vi må rotte os sammen

jun 18, 2026

Det er ikke nok, at den enkelte medarbejder siger fra. Kritik skal samles og lyde højere. Det var budskabet, da psykolog Dorthe Birkmose fyldte Velfærdsteltet på Folkemødet og appellerede til handling nu

Margrethe Langer og Dorthe Birkmose

Hver en stol var besat. Flere stod udenfor teltet og lyttede intenst med, da Dorthe Birkmose tog plads ved siden af Margrethe Langer, regionsdirektør i Den Sociale Udviklingsfond.

 

– Der er brug for kritik. Og der er brug for meget mere kritik. Men den skal være kollektiv, siger Dorthe Birkmose, psykolog og forfatter.

Velfærdsområdet er trængt til sit yderste. Dorthe Birkmose oplever, at mange medarbejdere og ledere i velfærdsfagene står alene med deres frustrationer. De siger fra overfor presset på personalemøder, over frokosten eller hjemme ved spisebordet. Men alt for ofte bliver kritikken individualiseret.

– Så kommer problemet til at handle om den enkelte frem for de vilkår, som mange kæmper med. Når mange mennesker oplever det samme, er det ikke et individuelt problem. Så er det et fælles problem, som kræver et fælles kor af stemmer, pointerer Birkmose.

Ram plet med kritikken

Gennem mange år har hun været en af de skarpeste stemmer i debatten om forråelse og moralsk stress. Men denne eftermiddag var hendes budskab først og fremmest en opfordring.

– Vi skal blive bedre til at kritisere. Det er ikke hinanden, vi skal kritisere, og heller ikke de enkelte ledere, eller de enkelte politikere. Men de strukturer og systemer, som gør det sværere at levere den hjælp, som børn, unge og voksne har brug for, siger Dorthe Birkmose.

Hvis ikke kritikken bliver samlet og omsat til handling, risikerer vi ifølge Dorthe Birkmose at stå med et langt større problem end pressede og frustrerede medarbejdere og ledere.

– Vi risikerer at miste nogle af de mennesker, som velfærden har allermest brug for.

Risiko for masseflugt

Hun peger på undersøgelser, der viser, at flere medarbejdere og ledere overvejer at forlade velfærdsfagene, end der er medarbejdere og ledere, som overvejer at blive.

– Det er dybt bekymrende. Her er ikke tale om mennesker, der har mistet interessen for deres fag. Det er mennesker, der elsker deres fag. Men de kan ikke holde ud, at de ikke får lov til at udføre det fagligt forsvarligt.

Når håbet om forbedringer forsvinder, begynder mennesker at trække sig, pointerer hun.

– Ikke fordi de er ligeglade, men fordi de ikke længere kan se en vej frem. Det er de ambitiøse. Det er de erfarne. Det er dem, vi har allermest brug for, som vi risikerer at miste.

Jagt ikke syndebukke

Dorthe Birkmose advarer samtidig mod den polarisering, som præger debatten om velfærd. For selv om mange er vrede og frustrerede, mener hun ikke, at løsningen findes i jagten på syndebukke.

– Der er ikke nogen, der har ønsket, at det skulle være sådan her. Politikere ønsker ikke at skabe dårlig velfærd. Ledere ønsker ikke at slide medarbejdere ned. Medarbejdere ønsker ikke at skuffe borgere og pårørende. De fleste ønsker grundlæggende det samme. Nemlig at mennesker får den hjælp, de har brug for, siger Birkmose.

Derfor opfordrede hun til, at fagprofessionelle, ledere, borgere og politikere i højere grad samler sig om at identificere de barrierer, der står i vejen for kerneopgaven.

– Vi skal blive bedre til at spørge: Hvad er det konkret, der forhindrer os i at gøre det, vi ved virker?

Den fælles kraft

Selv om Dorthe Birkmose beskrev situationen som alvorlig, var det ikke håbløsheden, hun efterlod tilhørerne med.

– Håb er ikke noget passivt. Håb er ikke at vente på, at nogen andre løser problemerne. Håbet ligger i erkendelsen af, at fremtiden ikke er skrevet endnu. At medarbejdere, ledere, organisationer, borgere og politikere stadig kan påvirke udviklingen.

Dorthe Birkmose tror på, at kritik kan omsættes til handling. Og at fælles stemmer kan flytte noget.

– Vi ved ikke, hvordan det ser ud om tre eller fem år. Derfor giver det mening – for hver og en af os – at kæmpe for, at det bliver bedre, sluttede hun.

“Vi skal blive bedre til at kritisere. Det er ikke hinanden, vi skal kritisere, og heller ikke de enkelte ledere, eller de enkelte politikere. Men de strukturer og systemer, som gør det sværere at levere den hjælp, som børn, unge og voksne har brug for.”

Dorthe Birkmose, psykolog og forfatter.

Margrethe Langer

Mere SUF nyt

At preppe i et botilbud er en hårfin balance

At preppe i et botilbud er en hårfin balance

Tryghed, inddragelse og styring skal følges ad, når der gøres klar til en krisesituation i et bofællesskab for sårbare mennesker. I BOAS Taastrup har de fundet vejen

Verdenskongres dumper ind på Frederiksberg

Verdenskongres dumper ind på Frederiksberg

Under den 21. Verdenskongres for socialpædagoger blev BOAS Frederiksberg udvalgt som én af de socialpædagogiske arbejdspladser, der skulle give inspiration til de 600 deltagere fra hele verden

Fra ung klimaaktivisme til sårbarhed i en krisetid

Fra ung klimaaktivisme til sårbarhed i en krisetid

Når folkemødet om kort tid løber af stablen på Bornholm, er Den Sociale Udviklingsfond på programmet med to indslag, som begge har det til fælles, at de handler om de ’vilde tider’, vi lige nu befinder os i – krig, oprustning og en usikker verdensorden.

Derfor blev vi mesterlærefamilie

Derfor blev vi mesterlærefamilie

Lysten til i praksis at gøre en forskel for en sårbar ung eller voksen, er det, der driver vores mesterlærefamilier i SUF Syd. Her møder du en af dem – og vi kan sagtens bruge flere

Milliondonation muliggør nyt specialiseret botilbud

Milliondonation muliggør nyt specialiseret botilbud

Med 10 millioner kroner i ryggen fra Den A.P. Møllerske Støttefond har vi netop åbnet botilbuddet SUF Hune, som henvender sig til mennesker med autisme og sanseforstyrrelser. De første fire beboere er flyttet ind

Hvad skal der til for, at du fungerer godt i dit job?

Hvad skal der til for, at du fungerer godt i dit job?

Spørgsmålet er essentielt for ledere, HR-folk og ansatte, der har psykiske udfordringer eller en diagnose. Sådan lød det fra Kamille Ebbe, regionsdirektør i Den Sociale Udviklingsfond, da hun på konferencen ”fra Stigma til Styrke” udfordrede virksomheders evne til rummelighed.