Store eksistentielle spørgsmål sættes i spil, når man er en sårbar ung med autisme, som ønsker transformation til en bestemt kønsidentitet

Det er ikke så indviklet – eller rettere: det burde det ikke være.

– Jeg er jo stadig bare mig, og det er sådan, jeg gerne vil mødes – men med en respekt for den køns-identitet, der nu engang er min.

Sådan lyder det fra Ara (pseudonym, red.), der for to år siden blev indskrevet i BOAS Frederiksberg, et behandlings- og botilbud for unge og voksne med autisme. Siden 2016 har Ara været igennem et personligt udviklingsforløb i forhold til sit køn og sin identitet. I dag definerer Ara sig selv som akønnet.

– Jeg føler simpelthen ikke, at jeg hører til i hverken det mandlige eller kvindelige køn, fortæller Ara, hvis kønsmæssige bevægelse for alvor tog sin begyndelse i 2016, hvor Ara så en transkønnet youtuber, Stef Sanjati, som delte ud af sit liv og sin transformation til en transkønnet kvinde.

– Hun fortalte om alt det, hun skulle igennem for at blive den, hun er, og det fik mig til at stille spørgsmålstegn ved min egen kønsidentitet: Hvad er jeg så? Jeg har altid følt mig anderledes i forhold til mit køn, men det var ikke noget, jeg havde været åben om.        

Voksende tema

Ara, der er 32 år i dag, fik først stillet en autismediagnose, da de som 19-årig gik i 2.g på et gymnasium i Odense. Sideløbende med gennemførelsen af gymnasiet blev Ara ramt af forskellige psykiske problematikker, blandt andet svær angst, og et støt dalende funktionsniveau, som i sidste ende gjorde det umuligt at leve et selvstændigt liv i egen bolig.

– Det er for stor en mundfuld for mig at bo selv, og det er årsagen til, at jeg kom til BOAS Frederiksberg, fortæller Ara, der blev indskrevet i SUF-tilbuddet i 2022.

Her mødte Ara socialkonsulenten Andrea Brejnebøl, som siden har været Aras faste kontaktperson.

– Da vi indledte vores samarbejde, drejede det sig ikke om køn og identitet, men om nogle af de udfordringer, som Ara stod overfor. Ara var meget udfordret af angst og havde svært ved at bevæge sig udenfor, så i første omgang handlede det om at få lært Ara nogle strategier, så de kan begå sig på egen hånd. Sideløbende er spørgsmålet om køn kommet ind i billedet, ligesom det i det hele taget er blevet et voksende tema hos BOAS Frederiksberg.

Aktiv afklaring

Ara er således ikke den eneste beboer, der definerer sig som akønnet eller nonbinær. En anden er 28-årige Morgan, der i lighed med Ara er akønnet. Overvejelserne om køn begyndte i teenageårene.

– Jeg har altid haft det svært med min krop, men jeg har ikke vidst, om det skyldtes det ene eller det andet. Det var ubehageligt med puberteten og kroppens udvikling mod det feminine, siger Morgan. 

Det var først, da jeg flyttede ind hos BOAS Frederiksberg, hvor der også bor andre nonbinære, at pronominerne blev brugt. Personalet her prøver at sige ”de, dem, deres”, og de har aldrig sat spørgsmålstegn ved min kønsidentitet, men accepteret den.

Morgan

Klædt på til samtale

Netop nysgerrigheden har hos BOAS Frederiksberg været et afsæt til at etablere nogle workshops under overskriften ‘Nonbinær i en binær verden’, hvor der fra henholdsvis et unge- og medarbejderperspektiv er blevet arbejdet på at skabe rum for samtaler om det at være nonbinær. Workshoppenes indhold og ramme er udviklet og afholdt af Laura Goret, der er nonbinær, har en faglig baggrund som kandidat i Gender Practices og selv har erfaring med at bo i botilbud.

I workshoppene er deltagerne blandt andet kommet omkring spørgsmål om, hvad der kan skabe usikkerhed i forhold til LGBT+-emner og kønsforståelser, og de har fået en grundig indføring i hele kønsspektret og dets underliggende emner såsom brug af pronominer, kønsdysfori modsat kønseufori og minoritetsstress. 

– For mig har det været utrolig meningsfuldt at få et rum, hvor jeg sammen med mine kolleger kan dele spørgsmål, oplevelser, tanker og følelser, som relaterer sig til køn og identitet. Og for de unge har det være godt at møde Laura, fordi de kommer med en baggrund, som de unge kan spejle sig i, siger Anders Kyndesgaard.

Skaber tryghed

Han er ikke i tvivl om, at alene initiativet til at sætte køn og identitet på dagsordenen hos BOAS Frederiksberg skaber en tryghed hos de unge.

– De ved, at her er noget, vi tager seriøst, og som vi fortløbende ønsker at blive klogere på, så vi kan give den bedst mulige støtte. Det er et område, som er yderst følsomt og personligt. Derfor er relationen til de unge så vigtig, siger han og betoner i samme åndedrag, at der blandt de unge selv findes en stor viden om køn og identitetsspørgsmål.

– Det er en viden, som de blandt andet henter gennem forskellige netværk, fortæller Anders Kyndesgaard.

Minus merviden

Ordene om ‘viden’ er for Krista Naver et stikord til at bringe et andet perspektiv i spil. Hun hæfter sig ved, at socialkonsulenten i forbindelse med eksempelvis psykoedukation sidder i en position med en merviden om autismens mange facetter, som gennem dialog bliver stillet til rådighed for den unge. Men det er anderledes, når det kommer til køns- og identitetsspørgsmål, pointerer hun.

– Vi har ikke en mervidensposition, når vi taler med en ung om vedkommendes køns- og identitetsopfattelse. Her er vi nødt til at stille os i en mere spørgende og søgende position og for eksempel spørge: ‘Hvilke tanker gør du dig om dit køn og din identitet?’ ‘Hvilken betydning vil dit valg af kønsidentitet få for dit liv?’ siger Krista Naver og fortsætter:   

– Når vi kigger på køn og identitet, så er der rigtig meget, som vi ikke ved om det landskab, hvori de unge bevæger sig. Og det må aldrig blive vores moralske dom eller personlige vurdering, der kommer til at sætte kursen i et landskab, vi ikke kender. 

​For mig har det været utrolig meningsfuldt at få et rum, hvor jeg sammen med mine kolleger kan dele spørgsmål, oplevelser, tanker og følelser, som relaterer sig til køn og identitet.

Anders Kyndesgaard, socialkonsulent,
BOAS Frederiksberg