”Du køber aldrig vin, der koster mindre end 60 kr”. ”Du synes, LinkedIn er the shit”. ”Det er længe siden, du har fået en ny ven, der ikke er en af dine venners kærester”.
Et par sætninger fra en klumme, som for nylig stod at læse i mediet Heartbeats, og som handler om, hvad det vil sige at runde de 30 år i dagens Danmark.
Klummen har sat sig spor hos Julie, der selv snart er 30 år og indskrevet i en af de afdelinger i SUF, der er et tilbud for unge og voksne med psykiske og sociale problematikker. Hun kan ganske enkelt ikke genkende det ideal, som ofte bliver stillet op om den såkaldt perfekte 30-års-alder.
– Når jeg hører nogen, som siger, at i 20-års-alderen suser man rundt, bungy-jumper i Pattaya og tager på Roskilde Festival, mens man i 30-års-alderen sidder med benene op og kigger på sin robotstøvsuger, så kan jeg ikke genkende mig selv i nogle af disse billeder. Da jeg var i 20’erne, havde jeg det skidt, jeg var blandt andet indlagt, og i dag sidder jeg ikke med benene oppe i sofaen og kigger på min robotstøvsuger. Jeg bliver ked af og frustreret over den slags beskrivelser, fordi de får mig til at føle mig forkert, fortæller Julie, som nu selv har sat sig til tasterne og skrevet et personligt indlæg, som du finder i bunden af denne artikel.
Vendepunkt hos SUF
Julie har haft udfordringer store dele af sit liv og har kæmpet med angst og ensomhed som følge af angsten. Først i voksenalderen fik hun stillet diagnosen skizofreni.
– I mange år fik jeg ikke den hjælp, som jeg havde brug for til at få tackle mine udfordringer. Min fornemmelse var, at fordi jeg ser nogenlunde almindelig ud og er mere eller mindre velformuleret, havde systemet svært ved at indse, at jeg havde brug for hjælp. Jeg gik i en periode hos en dygtig psykiater, som hjalp mig meget. Da jeg nogle år senere flyttede fra Jylland til København, fik jeg det efterfølgende dårligere som følge af denne omvæltning, og jeg blev efter et stykke tid indlagt og fik stillet min diagnose. Diagnosen har hjulpet og hjælper mig til at forstå mig selv, fortæller Julie, som samtidig fremhæver betydningen af mødet med psykiater og stifter af Center for Kunst og Mental Sundhed (CKMS), Birgit Bundesen, samt deltagelsen i flere kreative kunstgrupper i netop CKMS.
– I CKMS’ skrivegrupper oplevede jeg, at der blev skabt et særligt rum, hvor jeg kunne være med min sygdom sammen med andre, som også oplever psykiske udfordringer. Sammen forsøgte vi at finde et sprog for det, som ikke kan sprogliggøres. Mødet med Birgit har bl.a. hjulpet mig til at indse, hvad det for mig vil sige at leve med skizofreni, at det også er et liv, og at man kan bruge skriften som en måde at udtrykke disse vanskelige erfaringer på. Sidst men ikke mindst har det at flytte på et bosted været tryghedsskabende både i forhold til at være sammen med de andre udfordrede unge og at have et dygtigt personale tæt på døgnet rundt. Men selvom jeg er kommet længere end for to år siden, er det stadig hver dag et arbejde for mig at være til i verden.
Måtte gøre noget
Julie, der i dag er i gang med at skrive speciale på Københavns Universitet, har tidligere været tilbageholdende med at fortælle om sin skizofreni-diagnose, fordi hun finder, at der er meget stigma forbundet med netop dén diagnose. Men i mødet med fremstillingerne af den ’typiske’ 30-års alder var hun klar over, at hun var nødt til at gøre noget.
– Da først min kedafdethed og følelse af forkerthed havde transformeret sig til vrede og indignation, besluttede jeg at skrive et indlæg, fordi jeg tænkte, at der måtte være andre, som havde det som mig. ’Min og mange andre unges lignende fortællinger er også vigtige at fortælle, siger Julie og slutter:
– Jeg vil gerne tale til alle dem, der ikke kridter danseskoene – dem, der ikke passer ind i den Instagram-fortælling, som bliver fortalt flere steder lige nu, dem, som måske ligesom jeg har været indlagt på grund af psykiske udfordringer. Det er vigtigt at fortælle min og mange andre unges lignende komplekse historier.
– Da først min kedafdethed og følelse af forkerthed havde transformeret sig til vrede og indignation, besluttede jeg at skrive et indlæg, fordi jeg tænkte, at der måtte være andre, som havde det som mig. ’Min og mange andre unges lignende fortællinger er også vigtige at fortælle.
Julie
Julie er et opdigtet navn af hensyn til anonymitet. Det rigtige navn er redaktionen bekendt.
Her kan du læse hendes indlæg:
Kridtede dansesko
”30 betragtninger om voksenlivet” skriver journalisten Thea Torp i en klumme på Heartbeats.dk d.12. juni 2024. ”Jeg bliver 30 og officielt en voksen dame. Her er en liste af livserfaringer opstillet i punktform til andre fortravlede voksne eller koncentrationshæmmede unge.” skriver Torp.
Ét af punkterne lyder: ”Du synes, LinkedIn er the shit.”
Jeg er 29 år, er ved at færdiggøre mit speciale og synes ikke at LinkedIn er the shit. Det synes jeg ikke, fordi jeg gennem min uddannelse har modtaget et handicaptillæg på grund af min psykiske lidelse, som forhindrer mig i at arbejde. Når folk i min omgangskreds har nævnt denne dette store faglige netværk, har jeg tænkt, at det lød da i grunden meget spændende og tillokkende med sådan en platform, hvor man kunne connecte med potentielle samarbejdspartnere. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle reklamere med derinde, når jeg nu ikke havde nogen synderlig erhvervserfaring eller noget skinnende CV at prale af. Eller hvem jeg skulle connecte med for den sags skyld. Torben som er IT-udvikler hos Novo Nordisk?
Til gengæld har jeg masser af livserfaring trods mine 29 år. Men hvor kan man skrive det henne, og hvem har lyst til at connecte? Torben?
—–
”Du køber aldrig vin, der koster mindre end 60 kr.” skriver Torp længere nede. Hvad med: ”Du køber altid vin, der koster mindre end 60 kr.”, fordi du stadig er på SU og i gang med at færdiggøre din universitetsuddannelse, som indtil videre har taget dig 7 år at gennemføre pga. sygdom og indlæggelser. 7 år som har været hårde, men også spændende, udbytterige og hvor jeg har suget viden til mig fagligt såvel som eksistentielt. 7 år med billig vin og et par kyllingefrikadeller på psyk.
Kan man godt skrive det på LinkedIn?
—–
”At være en god kæreste er ikke betinget af de store romantiske gestusser, men at give den anden plads til at være alene og indrømme, når man tager fejl. That’s Amoré!” skriver Torp. Når jeg læser Torps punkt om at være en god kæreste, bliver jeg ked af det og kommer til at føle mig forkert, fordi jeg ikke har en kæreste, som jeg kan give plads til at være alene og indrømme overfor, at jeg tager fejl. Jeg har ikke haft en kæreste i mange år, har i det hele taget haft meget få kærester. Men en del mandlige bekendtskaber. Jeg har ikke følt mig som størstedelen af unge i 20’erne med kærester, rejser, uddannelse, studiejobs og nye venskaber.
Til gengæld har jeg mødt mig selv og mine nærmeste på et dybt plan og arbejder aktuelt på et meningsfuldt projekt, som relaterer sig til min og mange andres historie.
Det er også en slags amoré.
—–
Nye venskaber var der i øvrigt heller ikke mange af i mine 20’ere, hvorfor jeg ikke ” […] kun [er] fuld til bryllupper.” og folk derfor ” […] skal lægge hundredtusind, før [jeg] kridter danseskoene.”, som Torps venner tilsyneladende skal. Jeg har aldrig været til et bryllup, dels fordi jeg ikke har særlig mange venner, dels fordi jeg ikke har nogen dansesko og i særdeleshed ikke nogen, som skal kridtes. Til gengæld er jeg glad for mine sandaler med velcro og de få nære venner, jeg har.
Modsat journalisten Laura Hattens har jeg heller ingen 187 centimers skvulpende kæreste-krop ved mine side, som jeg kan overraske med spa og saunagus (som Hattens berettede om i Weekendavisen d.2.6.2024). Til gengæld skvulper jeg alene rundt i mit (sommetider) glohede sind på daglig basis.
Det gør mig noget, at medierne præsenterer dette billede af livet som 30-årig igen og igen, fordi det får mig til at føle mig forkert. Det er ikke mit liv (og mange andres i slut 20’erne og start 30’erne for den sags skyld). Jeg synes ikke, at LinkedIn, en solseng og en kæreste er the shit.
For mig er det at blive 30 at turde stå ved mig selv og min sygdom, lade danseskoene stå i butiksvinduet, ikke møde op til nogen brunch om søndagen med de mange venner, som jeg ikke har, ikke tænke på dengang, jeg vandrede Asien tynd i mine Birkenstocksandaler, bungeejumpede i Pattaya, ej heller investere i plæneklippere og robotstøvsugere eller tage i saunagus med én på 187 centimeter.
For mig er det at blive 30 at være i stand til for første gang at indgå i et professionelt samarbejde, samt leve med visheden om, at der kan komme en potentiel dårlig periode, hvor jeg ikke kan bevæge mig udenfor min dør.
For mig er det at blive 30 et liv med få nære venner, fortsat være studerende, købe udmærket vin til under 60 kroner, ikke have nogen kæreste, ej heller dansesko, og ikke nødvendigvis savne nogen af delene. For mig er det at blive 30 at bo på et Botilbud for psykisk sårbare unge med en god og omsorgsfuld kontaktperson, der ringer til mig kl. 5 om morgenen, når jeg skal tidligt op og står klar, hvis jeg bliver lammet af angst.
For mig er det at blive 30 (måske) at turde leve et liv.
