”…men der følger en mor med”

Betina Møllnitz, mor til Patricia, kender alt til at blive set som den krævende og besværlige pårørende, som sagsbehandlere og bosted  slår sig på. Sammen med Christina Hartmeyer, afdelingsleder, BOAS Jægerspris, løfter hun sløret for knaster og farbare veje i pårørendesamarbejdet

– Jeg var hysterisk og dybt frustreret. Det var et bosted, der ikke fungerede for vores datter, og jeg blev ikke lyttet til. Vi gjorde indsigelser, men det var ikke til at nå igennem.

Betina Møllnitz er  som så ofte før på besøg hos sin datter, 28-årige Patricia med Autisme Spektrum Forstyrrelse.  Patricia er rykket med ind i den nye SUF-afdeling BOAS Jægerspris, som er et autismetilbud til unge og voksne, der nyder godt af at blive afskærmet fra de mange sanseindtryk i et pulserende byliv.

Sammen med afdelingsleder Christina Hartmeyer, er Betina Møllnitz inviteret til en snak om det, der er på spil i pårørendesamarbejdet. Tankerne flyver tilbage til indskrivningen i SUF-regi for snart ni år siden. Patricia var inden da på et bosted, som på ingen måde fungerede for hende, og det resulterede bl.a. i selvmodsforsøg. Dernæst fulgte 7-8 måneder på gaden, hvor moderen kunne se på en datter i frit fald, og hvor hun lagde massivt pres på systemet for at få hjælp..

– Min store frustration var, at jeg godt vidste, hvordan Patricia skulle håndteres, og hvilke rammer, hun havde brug for, men jeg kunne ikke selv gøre det. Fordi jeg var mor, lyttede hun ikke til mig på det tidspunkt i sit liv.

Hvad sker bag larmen?

Patricias sagsbehandler var under pres, men erkendte, at der var brug for et nyt tilbud. Hun kontaktede Christina Hartmeyer, der på daværende tidspunkt var ny afdelingsleder i BOAS Valby.

”… men der følger en mor med,” lød det fra sagsbehandleren i den indledende snak.

For Christina Hartmeyer var det første gang, at hun som leder stod konfronteret med en opgave, hvor det på forhånd var udtalt, at en krævende pårørende var med på sidelinjen – og gerne trådte langt ind over. Hendes tilgang til sagsbehandleren var nysgerrig.

”Hvad siger den mor der så? Hvem er det, som jeg skal til at slås med?” tænkte jeg.

Af dette spor fortsatte Christina Hartmeyer samtalen med sagsbehandleren.

– Har vi rent faktisk sat os ned og lyttet til, hvad moren siger? Hvorfor larmer hun? Hvad er det, som hun siger gennem alt det, som synes som brok?

Betina Møllnitz kan ikke holde sig tilbage, og hun husker følelserne fra dengang: 

– Ja, det var jo i sidste ende et råb om hjælp, siger hun.

Christina Hartmeyer oplevede imidlertid, at sagsbehandleren var forsigtig med at gå med ud ad den lyttende pårørende-vej. ”Nu er det jo Patricia, som det drejer sig om,” indskød hun.

Dialogen mellem sagsbehandleren og Christina Hartmeyer taler direkte ind i de hårfine balancer, som er på spil ved pårørende. Borgeren er i centrum, og hvor tæt på skal de pårørende komme?

– Jeg gav sagsbehandleren ret, men jeg understregede samtidig, at der er et netværk, som følger med. Det kan godt være, at vi arbejder med borgere over 18 år, men der et netværk, som vi er nødt til at skabe en alliance med. 

Jeg er glad for, at de taler sammen. Der er altid to sider af en sag, og det er en tryghed for mig at vide, at de vender det væsentlige omkring mig.

Patricia

Nærbillede af ung mand

Den svære balance

Og her står de tre i dag. Patricia, Betina Møllnitz og Christina Hartmeyer. Betina kan kigge på en datter, der stortrives og som hos BOAS Jægerspris har geder, katte, hunde og en tam ræv om sig – de dyr,
som er alt det, der giver hende den største livsglæde.

– Jeg føler også, at det her er min familie. Jeg kender jo alle, og der bliver lyttet til mig og taget godt imod mig hver gang, jeg er her, siger Betina Møllnitz.

Christina Hartmeyer indkredser, hvad der for hende var helt afgørende i etableringen af samarbejdet:

– Jeg skulle balancere at følge min pædagogiske tilgang i forhold til indgangen til Patricia og samtidig lytte til, at der stod en mor, en far, søster og farmor, og invitere dem ind i de tanker, som vi gjorde os. 

Det hedder netværk

Pårørendesamarbejdet blev i Patricias tilfælde hjulpet af, at hun ikke modsatte sig inddragelsen. 

–  Havde du sagt, at jeg ikke måtte tale med din mor, havde det været et lidt større problem, men det gjorde du heldigvis ikke. Når det sker, så arbejder vi med at modne den unge til at ville inddragelsen, siger Christina Hartmeyer og understreger, at hun hellere taler om netværk end pårørende.

– Det kan godt være, at der her er en biologisk forbindelse, men i andre tilfælde kan det ligeså godt være en tidligere skolelærer eller god ven, som er den gode relation. For mig er det ikke båret af pårørende men af netværket omkring den unge. Det handler om at finde de gode relationer, som kan
arbejde med, siger Christina Hartmeyer.

– I Patricias tilfælde kan mor fx hjælpe mig til at forstå, hvorfor hun handler, som hun gør. Det giver mig en indsigt, som jeg kan bruge.

Kæmp for alliancen

Christina Hartmeyer går derfor også i rette med den indstilling, som i nogle tilfælde opstår i forhold til krævende pårørende, hvor der bliver trukket tydelige streger i sandet, så de ikke overskrider grænser.

– Hvis man som pårørende har brug for at larme eller kritisere, så tror jeg på, at jo hyppigere du kan mødes, jo hurtigere får du skabt den nødvendige alliance, siger Christina Hartmeyer og fortsætter:

– Vi har masser af netværk og pårørende, som hele tiden synes, vi kan gøre noget andet og bedre. Vi må knytte an, og sige at ’vi kan ikke gøre sådan der, men til gengæld kan vi gøre det her. Hvad siger I til det?’  

Patricia har hele vejen igennem taget aktivt del i samtalen og lyttet til udvekslingen mellem mor og Christina Hartmeyer. Hun mærker til fulde betydningen af, at der er et åbent og ærligt forhold, hvor både mor og Christina taler direkte ud af posen.

– Jeg er glad for, at de taler sammen. Der er altid to sider af en sag, og det er en tryghed for mig at vide, at de vender det væsentlige omkring mig.

Min store frustration var, at jeg godt vidste, hvordan Patricia skulle håndteres, og hvilke rammer, hun havde brug for, men jeg kunne ikke selv gøre det. Fordi jeg var mor, lyttede hun ikke til mig på det tidspunkt i sit liv.

Betina

Jeg skulle balancere at følge min pædagogiske tilgang i forhold til indgangen til Patricia og samtidig lytte til, at der stod en mor, en far, søster og farmor, og invitere dem ind i de tanker, som vi gjorde os. 

Christina Hartmeyer, afdelingsleder BOAS Jægerspris

Nærbillede af ung mand

BOAS Jægerspris er et godkendt døgntilbud – efter §§66, stk. 1 nr. 6, 107 og 108 – som er målrettet normaltbegavede unge og voksne med Autisme Spektrum Forstyrrelse og komplekse følgetilstande som angst, depression, OCD, traumer og stress. 

Bliv klogere på BOAS Jægerspris