Lyden af medbestemmelse

 

”Jeg kom aldrig rigtigt hjem”

 

Sådan lyder titlen på det seneste afsnit af podcastserien Hjertelyd, der udgives af Selveje Danmark. I afsnittet kan du høre de to tidligere krigsveteraner Allan og Marc fortælle deres både gribende og tankevækkende historier. Begge er indskrevne i SUF’s afdeling SUF Veteran i Nr. Broby på Fyn, der er et forsorgshjem for PTSD-ramte krigsveteraner.

Helle Iversen, socialkonsulent, SUF Veteran, glæder sig over Selveje Danmarks initiativ, da det er med til at give et indblik i, hvordan verden ser ud som veteran med PTSD.

– Det er blevet en stærk og vedkommende udsendelse, der i høj grad handler om medbestemmelse og inddragelse. For det første fordi vores to krigsveteraner får lov til at fortælle deres historier i et format, hvor der er god tid til at høre, hvad de har at sige. For det andet fordi meget af det, de selv fremhæver som særlig værdifuldt i deres liv i dag, omhandler den aktive inddragelse i hverdagen hos SUF Veteran, siger Helle Iversen, socialkonsulent, SUF Veteran.

Hun henviser blandt andet til veteranen Allan, der i podcasten fortæller om, hvor betydningsfuldt det er, da han allerede på førstedagen i de nye omgivelser på Fyn bliver inviteret med ind i et byggeprojekt, hvor han får brug for at trække på sin håndværksmæssige baggrund som tømrer og bygningskonstruktør.      

 

Har hørt podcasten fem gange

 

Det er ikke første gang, at et medie banker på hos SUF Veteran, men det er langtfra altid, at der bliver takket ja til at medvirke.  

– Selvom krigsveteranerne har nogle vigtige historier, som fortjener at komme frem, så tænker vi os altid godt om, inden vi siger ja til at få journalister på besøg. Opmærksomheden kan nemt komme til at føles som et pres hos veteranerne, og det er ikke altid godt for deres PTSD. Der var dog så stor tryghed forbundet med produktionen af Hjertelyd, at vi ikke var betænkelige ved at medvirke. Alle fik således lov til at høre afsnittet igennem, inden det blev sendt, fortæller Jens Dall, socialkonsulent, SUF Veteran.

Han mener, at podcasten har gjort noget godt for de to medvirkende krigsveteraner.

– Min oplevelse er, at podcasten har medvirket til, at de to krigsveteraner i dag har fået en øget erkendelse af, hvor meget de rent faktisk har flyttet sig, mens de har været her. Det bliver tydeligt, når de sidder og lytter til deres egen historie. De er begge meget glade for resultatet, og den ene har ligefrem fortalt, at han allerede har hørt afsnittet fem gange.

Du finder Hjertelyd – ”Jeg kom aldrig rigtigt hjem” her : https://www.selveje.dk/nyheder/ny-podcast-jeg-kom-aldrig-rigtigt-hjem/