Tiden er til, at vi tør skabe partnerskaber

Den Sociale Udviklingsfond var med på Social Enterprise Day i Odense, hvor erhvervskvinden Stine Bosse ledte debatten, der blandt andet   kiggede på behovet for partnerskaber mellem socialøkonomiske virksomheder og kommunerne

Den socialøkonomiske scene var i sidste uge sat i det rå havnemiljø i DOKK5000 i Odense. End ikke corona kunne bremse den verdensomspændende Social Enterprise Day, hvor der over hele kloden var fokus på socialøkonomi.

”Jeg tror aldrig, at jeg har været sammen med så mange kompetente mennesker inden for det socialøkonomiske felt, som her,” indledte erhvervskvinden Stine Bosse, der var udpeget til at lede debatten og fremhævede praktikerne i form af de socialøkonomiske virksomheder, forskere, investeringsfondene og det offentliges tilstedeværelse i panelet.

Med- og modvind

Klart blev det, at der er et særdeles stort potentiale i socialøkonomi, og at det øgede fokus på Verdensmål, miljø og menneskelig trivsel giver medvind til de virksomheder, som er drevet af en social agenda.  

Når det er sagt, så blev der i den åbne og nysgerrige debat, heller ikke lagt skjul på, at det at drive en socialøkonomisk virksomhed er en kæmpe udfordring, og mange knækker halsen på det, fremhævede både forskere og erhvervsfremmeaktører. I panelet sad til gengæld en række socialøkonomiske virksomheder, der lykkes med succes, og som satte ord på, hvad der er brug for.

- Der skal ’partnerskaber for handling’ til! I dag er det sådan, at kommuner køber ydelser, men det skal være partnerskaber, hvor kommunen for eksempel går sammen om at løfte hjælpen til en bestemt gruppe borgere, lød det fra Olivia A. Jørgensen, direktør Blitek Social, der i samarbejde med virksomheder skaber plads til borgere, der ikke passer ind på det ordinære arbejdsmarked.

Frank Jacobsen, direktør i Care for Green, der recycler og upcycler tekstiler og tøj og målrettet ansætter udsatte borgere i fleksjob, stemte i:

- Vi skal lave partnerskaber. Og det er samtidig helt afgørende, at partnerskaberne bliver knyttet op på en målbarhed inden for en række kriterier. Så kommunen kan se, hvad den vinder på det, sagde  Care of Green-direktøren.

 

Politisk nysgerrighed

Debatten i DOKK5000 var præget af stor lydhørhed og åbenhed. Ideen om partnerskaber fik Brian Dybro, rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune, til at nikke:

- Vi skal kigge nærmere på det her med partnerskaber. Jeg ved ikke, hvordan vi præcist skal gøre det, men her er åbenlyst nogle tanker, som kan styrke udviklingen, sagde Brian Dybro.

I Den Sociale Udviklingsfond (SUF) hilser direktør Michael Hansen partnerskaber særdeles velkomne. Med 27 afdelinger rundt om i hele Danmark – botilbud, sociale projekter og socialøkonomiske virksomheder – og en snart 30-årig historie, er partnerskabet en vej til styrkede indsatser.

- Et partnerskab mellem kommunen og den givne virksomhed eller aktør skaber en helt anden ligeværdighed i samarbejdet. Så er det ikke kommunen, der køber en ydelse hos en underleverandør, men to ligeværdige partnere, som står sammen om at løse en opgave, siger Michael Hansen og fortsætter:

- Det vil betyde, at der i højere grad også kan komme fokus på at dele viden og udvikle indsatserne i fællesskab. I sidste ende vil det komme de udsatte borgere til gavn, idet de vil opleve en øget sammenhæng og styrkelse i det, som vi kan, når vi arbejder sammen.

 

Opgør med kortsigtet økonomi

Endelig vil partnerskaber også gøre det nemmere at lykkes med at drive en socialøkonomisk virksomhed. Michael Hansen har gennem sine mange år i SUF set dygtige socialøkonomiske samarbejdspartnere bukke under, fordi de ikke får skabt langsigtet økonomi.

- Problemet er, at du som virksomhed kan have et rigtig godt samarbejde med en kommune, hvor du tager imod en bestemt gruppe borgere, for fra den ene dag til den anden at opleve, at kommunen vælger at smække pengekassen i eller trække opgaverne hjem. Er du ung virksomhed uden et tilstrækkeligt samarbejde ud i nabokommuner kan det kvæle din eksistens.

 

Om Social Enterprise Day Odense

Social Enterprise Day i Odense den 19.11.20 var en del af Danmarks Iværksætteruge. Social Enterprise Day er en international begivenhed, hvor det socialøkonomiske hvert år er i fokus på denne dag verden over. I Odense blev debatten ledet af erhvervskvinden Stine Bosse.
I panelet var:

Katia Dupret,
forskningsleder på RUC med fokus på socialøkonomi 

Birgitte Frost Mathiesen,
ledende partner i Den Sociale Kapitalfond

Trine Faber Velling,
adm. direktør, Huset for Socialøkonomi

Peter Nørgaard,
stifter af Creativ Company A/S og netværket Code of Care

Olivia A. Jørgensen,
direktør Blitek Social

Frank Jacobsen,
partner og direktør, Care for Green

Thorkil Sonne,
stifter af Specialisterne

Christoffer Lilleholt,
Rådmand, By- og Kulturforvaltningen, Odense Kommune

Brian Dybro,
Rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen,
Odense Kommune

 

Nyheder