Soloprojekter forhindrer selvskadende unge i at ”smitte” hinanden

En fokuseret satsning på individuelt relationsarbejde er afgørende, hvis stærkt selvskadende unge skal hjælpes til et bedre liv

 

Skal stærkt selvskadende unge finde en vej ud af deres destruktive adfærd, så er det afgørende, at de ikke anbringes sammen med andre selvskadende unge.

Så klart lyder budskabet fra Dorthe Drivsholm, afdelingsleder, SUF Nord, der har årelang erfaring med at hjælpe specielt unge, selvskadende kvinder.

– Indimellem ser vi desværre, at selvskadende unge bliver anbragt et sted, hvor der er andre unge med lignende problematikker. Det ender ofte i nogle meget langstrakte forløb, fordi de unge ”smitter” hinanden og skaber alliancer, der lægger sig i vejen for det nødvendige socialfaglige relationsarbejde, siger Dorthe Drivsholm.    

Tillid tager tid

Hun understreger, at det, som selvskadende unge har brug for, netop er relationen til en eller flere socialkonsulenter. Og det er ikke en relation, som opstår over en nat, betoner Dorthe Drivsholm.    

– Det kan være en enormt krævende proces at vinde tilliden til unge, som er selvskadende. I begyndelsen har de ofte svært ved at tro på, at vi rent faktisk holder hånden under dem, og de vil gøre meget for at snyde os, siger hun og fortsætter:

– Men over tid finder de ud af, at det ikke er os, men dem selv, de snyder, og når de begynder at få dén tillid til socialkonsulenten, kan den afgørende udvikling finde sted. Det kræver, at fokus fra starten er på relationen mellem den unge og socialkonsulenten, og at der ikke er andre selvskadende unge i nærheden, som skubber relationsarbejdet i baggrunden, siger hun.

Udvikling mod alle odds

At det er tunge og krævende sager, som Dorthe Drivsholm taler om, har den nordjyske afdelingsleder adskillige eksempler på. Hun nævner en borger, som krævede intensiv støtte og overvågning hele døgnet.     

– Hvis socialkonsulenten dristede sig til at gå på toilet, var der blod overalt, når vedkommende kom tilbage. Ikke desto mindre lykkedes det at skabe en udvikling, som har gjort, at borgeren i dag kan nøjes med 18 bostøttetimer fordelt over tre dagen om ugen. Da vi begyndte, havde borgeren behov for 252 timer dækning om ugen samt vågen nattevagt og to socialkonsulenter i størstedelen af de vågne timer. Det lykkedes at lave den rette udvikling, fordi det nødvendige relationsarbejde fandt sted, og fordi borgeren gjorde brug af vores rådighed, som går ud på, at det altid er muligt at komme i kontakt med socialkonsulenten, siger Dorthe Drivsholm og tilføjer:

– I dag kollapser borgerens verden to til tre gange om året – da vi startede, var det to til tre gange om dagen.

Dorthe Drivsholm vender tilbage til betydningen af at vælge sololøsningen fra begyndelsen.

– Selvskadende unge repræsenterer så krævende og tunge sager, at det ikke er uden betydning, hvilket tilbud man lægger fra land med.