Nu fejrer vi fællesskabet med konkurrencefrit dobbelt-OL

SUF-afdelinger på tværs af landsdele arrangerer OL i Jylland og på Sjælland for unge og medarbejdere  

 

Arash Skelberg, socialkonsulent hos BOAS Mentor på Frederiksberg, kunne mærke, hvordan en idé begyndte at tage form, da Danmark begyndte at åbne efter lang tids corona-nedlukning. Sammen med de mange sårbare unge, der ligesom alle andre havde måttet leve med isolation og restriktioner, havde han lyst til at fejre fællesskabet.

– Jeg syntes, at genåbningen at landet kaldte på et eller andet, som stod i fællesskabets tegn, og hvor vi SUF kunne samles på tværs, siger Arash Skelberg.

Dette ’et eller andet’ er nu blevet til en konkret begivenhed, nærmere bestemt SUF’s egen udgave af et OL, hvor i omegnen af 200 unge og medarbejdere i SUF mødes samme dag og i samme tidsrum hos henholdsvis Special Minds i Aarhus og BOAS Jægerspris i Nordsjælland om en række aktiviteter.

– Når vi har valgt to lokaliteter, så skyldes det, at vi gerne vil bruge mindst mulig tid på transport, så det er fællesskabet og aktiviteterne, der bliver skubbet i forgrunden, fortæller Arash Skelberg. 

 

Lokalt særpræg

Hos Special Minds i Aarhus sidder projektleder Lise Krukow Engedal allerede nu og lægger planer for, hvordan afviklingen af OL i det jyske skal forløbe. Hun er begejstret for den lokale forankring.

– I Jægerspris og Aarhus har vi nogle meget forskellige rammer, som gør, at vi kan tilrettelagt OL, sådan som det bedst passer til de to lokationer. Hos os råder vi både over en stor hal og kantine, hvor der bliver spillet bordtennis og brætspil, og samtidig har vi gode udendørsarealer, som vi også tager i anvendelse, siger Lise Krukow Engedal, som understreger, at man i Aarhus søger at lave et koncept, der er så fleksibelt som muligt.

– Vi ved, at mange af de unge, som kommer, har det svært med bindende tilmeldinger til bestemte aktiviteter, for på dagen kan det være, at de mentalt er et helt andet sted. Derfor arrangerer vi det sådan, at de unge først på dagen, beslutter sig for, hvad de har lyst til at deltage i.  

 

Bare for sjov

Når de unge og SUF-medarbejderne samles fra klokken 12.00-16.00 for at spille fodbold, bordtennis, kongespil, stikbold osv., bliver det af samme grund uden konkurrence.

– Vi ved, at der er flere af vores unge, som af forskellige grunde vil have det svært, hvis de føler, at de skal præstere, og det vil kunne afholde dem fra at deltage. Derfor handler vores OL ikke om, at man skal opnå noget eller have en medalje, men udelukkende om at være med i præcist det omfang, man har lyst til, siger Arash Skelberg

De unge, som gerne vil med til OL, men som ikke har lyst til at deltage i aktiviteterne, er også velkomne.

- De er stadig en del af fællesskabet – det er bare for sjov, siger Arash Skelberg, der allerede nu går med tanker om, at sommer-OL i SUF for fremtiden kan blive en årligt tilbagevendende begivenhed.   

SUF’s sommer-OL finder sted den 3. september 2021 hos Special Minds i Viby og BOAS Jægerspris.

Nyheder