SUF Nyheder

Regnbuecafé åbner for den sårbare og intime samtale

okt 30, 2025

Beboere med autisme, der har spørgsmål til deres seksualitet, køn og identitet finder svar og fællesskab i Regnbuecaféen hos BOAS Teglholmen. Caféen møder nu interesse hos Sex & Samfund

”Hvordan tolker jeg et andet menneskes grænser?”

”Er min lyst forkert?”

”Skal jeg skifte køn?”

Spørgsmålene er på én og samme tid følsomme og komplicerede. Og er man tilmed et menneske med en autismediagnose, hvor de sociale koder til tider kan være vanskelige at aflæse, kan spørgsmålene vokse sig særligt store.

Det har man gjort noget ved i vores afdeling BOAS Teglholmen, der er et botilbud for unge og voksne med autisme. En Regnbuecafé har set dagens lys. Her mødes en gruppe unge og voksne fast med to socialkonsulenter for at tale om emner, der relaterer sig til seksualitet, køn og identitet.

– Helt overordnet kan vi se, at der i forhold til vores målgruppe eksisterer et stort behov for at have adgang til et forum, der kan åbne for nogle svære og intime spørgsmål, siger Lissi Rasmussen, socialkonsulent, der foruden sin baggrund som pædagog også er uddannet seksualvejleder.

Tavse ti minutter

Hun er den af de to initiativtagere, som står bag regnbuecaféen på Teglholmen. Den anden er socialkonsulent Sabrina James.

– Regnbuecaféen begyndte med, at vi gik på opdagelse i nogle af de spørgsmål, som fyldte hos vores beboere. Det var ikke let, siger Sabrina James, som tydeligt husker tavsheden, da hun og Lissi Rasmussen første gang præsenterede deres idé om etableringen af regnbuecafé.

– Der var fuldstændig stille de første ti minutter, men så begyndte snakken, og vi kunne indkredse nogle af de emner, som vores beboere gerne ville blive klogere på. Og samtidig har det været godt for dem at være sammen med andre, der står med de samme spørgsmål, siger hun.

Siden har der blandt andet været inviteret forskellige oplægsholdere ind i Regnbuecaféen for at tale om emner som homoseksualitet, seksuelle traumer og makeup som transkønnet.

– Vi tager de emner, som vores beboere efterspørger, siger Lissi Rasmussen og nævner, at et kommende arrangement bliver i form af en udflugt til en Drag queen-begivenhed.

– Nogle fra gruppen vil gerne ud at opleve mennesker, der udlever deres seksualitet, fortæller hun.

Interesse udefra 

Regnbuecaféen i BOAS Teglholmen er ikke gået ubemærket hen. Den landsdækkende forening Sex og Samfund – som arbejder for et samfund, hvor seksualitet og køn ikke møder fordømmelse – har spurgt nysgerrigt ind til Regnbuecaféen hos BOAS Teglholmen.

– Sex og Samfund er i de her år optaget af at udvikle materiale til blandt andre mennesker med autisme og socialfaglige nøglepersoner. I den sammenhæng har de været ud og tale med vores beboere. Det kommer til at fortsætte med både individuelle samtaler og gruppesamtaler. Vi synes kun, da det i sidste ende er de unges mening, der tæller, slutter Sabrina James.

{

Helt overordnet kan vi se, at der i forhold til vores målgruppe eksisterer et stort behov for at have adgang til et forum, der kan åbne for nogle svære og intime spørgsmål

Lissi Rasmussen,
socialkonsulent i BOAS Teglholmen

Mere SUF nyt

Hvad skal der til for, at du fungerer godt i dit job?

Hvad skal der til for, at du fungerer godt i dit job?

Spørgsmålet er essentielt for ledere, HR-folk og ansatte, der har psykiske udfordringer eller en diagnose. Sådan lød det fra Kamille Ebbe, regionsdirektør i Den Sociale Udviklingsfond, da hun på konferencen ”fra Stigma til Styrke” udfordrede virksomheders evne til rummelighed.

Jeg er her med min historie

Jeg er her med min historie

Julie har svært ved at se sig selv i det ideal, der klæber til at være en 30-årig i dag. Hun er diagnosticeret med skizofreni. – Det er vigtigt, at min og andre psykisk sårbares historie bliver fortalt, mener hun.

Birkmose er bekymret for styringskulturen

Birkmose er bekymret for styringskulturen

Til årets SIKON-konference om autisme talte psykolog og forfatter Dorthe Birkmose til en fyldt sal, om de ord, der snyder og ødelægger mennesker. Kathrine Klærke, kompetenceudvikler i SUF, lyttede med