Tallene har længe været alarmerende. Hver fjerde unge dansker føler sig stresset, og samtlige undersøgelser dokumenterer stigende mistrivsel. Nogle af de mest bekymrende tal lyder, at 37 procent af pigerne i 9. klasse tænker på deres vægt, og at 3.000 børn, unge og voksne årligt bliver behandlet i psykiatrien som følge af en spiseforstyrrelse.  

Det er tal, som peger direkte ind i et problemfelt, som også fylder mere og mere blandt indskrivningerne i SUF: Spiseforstyrrelser og selvskade.  I dét lys var Foreningen spiseforstyrrelser & selvskade inviteret med, da SUF den 14. september holdt personaledag i Middelfart.  

– Spiseforstyrrelser eller selvskade inviterer sig ofte ind i et menneskes liv i en periode, hvor noget er rigtig svært. Spiseforstyrrelsen eller selvskaden byder sig til som den umiddelbart ’bedste’ løsning i en vanskelig situation, men senere bliver løsningen problemet, sagde Anna Gersel Olsen, psykolog, Foreningen spiseforstyrrelser og selvskade. Hun tilføjer: 

– Et menneske, der kæmper med en spiseforstyrrelse eller selvskade ved godt, at det ikke er det bedste, som det har gang i, men her og nu føles det ikke sådan, og tanken om at forlade spiseforstyrrelsen eller selvskaden kan virke som at kaste sig ud fra en klippe.  

Det virker   

Derfor var det også et af Anna Gersel Olsens kernebudskaber, at socialfaglige medarbejdere, som arbejder med udsatte unge, klædes på med den størst mulige viden om spiseforstyrrelsernes og selvskadens mange ansigter.  

For hvor spiseforstyrrelser for blot få år tilbage som oftest knyttede sig til anoreksi og bulimi, så er der siden kommet flere afarter til, for eksempel Binge Eating Disorder (tvangsoverspisning, red.), og det samme gælder området for selvskade.         

– Hvis vi kun ser på selvskade, som det at skære i sig selv, risikerer vi at overse en gruppe, som også er selvskadende, sagde Anna Gersel Olsen og fremhævede, at det et bide i sig selv, have risikofyldt seksuel aktivitet eller praktisere selvskade by proxy, hvor man får andre til at påføre sig en selvskade, blot er få eksempler på selvskade anno 2022.   

– Uanset om vi taler spiseforstyrrelse eller selvskade, så er den store udfordring fra et socialfagligt perspektiv, at begge dele skaber en afhængighed hos den enkelte, som kan være svær at slippe, fordi spiseforstyrrelsen eller selvskaden giver en umiddelbar oplevelse af at virke. 

Gå ind i ambivalensen 

Også her findes der dokumentation, som underbygger Anna Gersel Olsens pointe. Undersøgelser viser således, at 56 procent af en gruppe mærkede stor vrede, inden de praktiserede selvskade, hvor oplevelsen af vrede dalede til 2 procent efter selvskade-udførelsen. Tilsvarende steg oplevelsen af ’lettelse’ fra 2 procent før selvskaden til 68 procent bagefter.     

– Kigger man på effekten ved selvskade rent følelsesmæssigt, så er det en effektiv strategi her og nu, pointerede Anna Gersel Olsen, og derfor er det ifølge hende essentielt, at man har en grundlæggende forhåndsforståelse med i bagagen, når man skal arbejde med mennesker, som kæmper med spiseforstyrrelse eller selvskade.         

– Man får ikke en spiseforstyrrelse, og man begynder ikke på selvskade, hvis ikke man har nogle problemer, som gør det svært at være i verden. Begge dele udspringer ofte af en utilstrækkelighed, som bliver vendt indad, og det kan være forbundet med stor ambivalens og utryghed at forestille sig noget andet. Dén ambivalens og utryghed skal vi som fagfolk være nysgerrige på at gå ind i.           

Et identitetsprojekt  

Budskabet fra Anna Gersel Olsen affødte spørgsmålet om, hvornår man som socialfaglig medarbejder skal intervenere, når man ikke har nogen lægefaglig baggrund for at vide, hvornår et menneske eksempelvis er blevet for tynd.   

Svaret fra Anna Gersel Olsen var klart:  

– Medmindre der er nogle tydelige fysiske konsekvenser, som kræver lægefaglig behandling, så bliver vi nødt til at indlede med en dialog, hvor vi spørger den enkelte om, hvad vedkommende selv oplever. På den måde er den enkelte selv med til at definere sit problem, og samtidig får man som socialfaglig medarbejder skabt den fortrolighed, som gør, at det bliver muligt at få øje på de små sprækker, hvor spiseforstyrrelsen ikke har fået lov til at komme ind. Og det er her, vi skal sætte ind, sagde Anna Gersel Olsen og sluttede: 

– At få et menneske ud af selvskade eller spiseforstyrrelse er et samarbejde og kan langt hen ad vejen betragtes som et identitetsprojekt, hvor det fra en socialfaglig vinkel gælder om at have blik for de kompetencer og færdigheder, som det pågældende menneske også bærer på. Personen er altid mere og andet end spiseforstyrrelsen og selvskaden. Der gemmer sig altid nogle intentioner og bestræbelser, men det tager tid og tryghed at få øje på dem, og det foregår med små skridt, når vi skal have et menneske til at gå en anden vej.