Selvom rammen var en blafrende teltdug, så var der ikke ret meget andet, som fik lov til at svæve uberørt i vinden, da SUF var på programmet i Selveje Danmarks Velfærdstelt under det netop overståede Folkemøde på Bornholm.

Med tv-værten Troels Mylenberg som moderator lød det overordnede spørgsmål:

Er fællesskabet nødvendigvis til det bedste for den udsatte?

Baggrunden for netop dét spørgsmål er, at kommunerne i stigende grad efterspørger fællesskaber i de sociale indsatser. Men det er en efterspørgsel, som kalder på nuancer og refleksion.

– I SUF tror vi på fællesskabet, og fællesskabet er en hjørnesten i vores arbejde, men det er samtidig et begreb, som er problematisk, indledte Magrethe Langer, regionsdirektør, SUF.

– De unge, der kommer til os, har ofte prøvet rigtig mange andre ting, og derfor gør vi os vældig megen umage med at tilbyde fællesskaber, som er trygge og rammesættende. Samtidig må vi konstatere, at det sjældent er fællesskabet, de unge som udgangspunkt higer efter, fordi det tidligere har været noget, de slog sig på. De oplever mere fællesskabet som en kampplads, og derfor er fællesskabet også typisk noget af det første, de siger nej tak til.

Når fællesskabet gør ondt

Ved siden af Margrethe Langer stod Noemi Katznelson, professor, leder af Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet. Hun er aktuelt involveret i et forskningsprojekt, der undersøger, hvad fællesskaber er for unge i almindelighed. Overskriften for projektet lyder ”Når fællesskabet gør ondt”.

– Fællesskaber udspiller sig i forskellige former i ungdomslivet. Der er fællesskaber, som eksempelvis knytter sig til køn og geografi. Fællesskaber, som knytter sig til sociale grupper på nettet, festerne på ungdomsuddannelserne osv. Der er gruppefællesskaberne på skolerne og uddannelserne, og endelig er der de mere venskabelige fællesskaber, forklarede Noemi Katznelson og understregede, at der ikke mindst blandt de unge, som hænger i periferien af gruppefællesskaberne, er mange, som har det svært.

Hun vendte blikket mod de sårbare unge, man eksempelvis møder i SUF:

– Typisk har udsatte unge tidligere i deres liv forsøgt at kæmpe for fællesskabet, men de er endt med at trække sig helt ud, fordi det gjorde for ondt. At tilbyde dem fællesskaber her og nu i en social indsats er ikke nødvendigvis et svar. Det vil snarere være at vende tilbage til noget, som er mere en belastning end en hjælp.

Starter med relationen

Synspunkterne fik Troels Mylenberg til at stille spørgsmålet:

Er det dumt at efterspørge fællesskaber i en social indsats?

Noemi Katznelson lagde ud:

– Selvfølgelig er der langt større trivsel, når vi er en del af et fællesskab, men det, som vi er nødt til at forstå, det er, at der også kan være en beskyttelse i at vælge isolationen, fordi der er en beskyttelse mod at slå sig.

Margrethe Langer brød ind:

– Vores unge har ofte søgt fællesskaber, hvor de var sammen med andre unge om for eksempel det at være spiseforstyrret, misbruger eller kriminel. Det gav en følelse af accept på den korte bane, men det er destruktive fællesskaber. Derfor starter vejen til nye fællesskaber også med relationen til en voksen, som kan være med til at sætte en ny retning for den unge.

Der mangler viden

Noemi Katznelson efterlyste generelt i samfundet en større skarphed på, hvad der menes, når der tales om fællesskaber i sociale indsatser for sårbare unge.

– Der ligger nogle kæmpe dilemmaer i at sige, at ’fællesskaber er godt’. Hvad der er godt for en, er dårligt for en anden, sagde professoren, der af samme grund savner større viden på området.

– Sociale indsatser må aldrig blive modeluner, og hvor de skabes, fordi det er oppe i tiden at tilbyde fællesskaber. Det er for usystematisk og ikke vidensbaseret nok, dét, der foregår nu.

I det kommende nummer af SUF Magasinet bringer vi en større omtale af SUF’s indslag samt en reportage fra Folkemødet med fokus på det sociale område. Du kan allerede nu skrive dig op til at modtage det gratis fagmagasin i din postkasse. Magasinet udkommer to gange årligt Link til tilmelding