SUF Nyheder

Udvikling er noget, vi skaber med de unge

sep 27, 2022

Evnen til at skabe socialfaglig innovation er en hjørnesten i vores arbejde – og her spiller, dem, som er indskrevet hos os, en helt central rolle, siger Margrethe Langer, regionsdirektør i SUF, der den 28. september holder oplæg ved Selveje Danmarks årsmøde

Der kan hæftes mange flotte ord på svulstige begreber som ’innovation’ og ’udvikling’, men spørger man Margrethe Langer, regionsdirektør i Den Sociale Udviklingsfond (SUF), så er hun ikke i tvivl om, hvor snittet skal lægges.  

– Evnen til at skabe socialfaglig innovation er en hjørnesten i vores arbejde – og her spiller, dem, som er indskrevet hos os, en helt central rolle, fastslår regionsdirektøren. 

Brugerdrevet innovation 

Derfor var hun også med det samme klar over, at der måtte en ganske bestemt vinkel i spil, da hun for nylig blev spurgt af Selveje Danmark, om hun kunne tænke sig at holde et oplæg om, hvordan man i SUF arbejder med ’medarbejderdrevet innovation’.  

– Jeg vil hellere tale om ’brugerdrevet innovation’, fordi det til syvende og sidst er de mennesker, som befinder sig i sårbare og vanskelige livssituationer, når de bliver indskrevet hos os, der driver udviklingen, siger Margrethe Langer forud for oplægget, som hun holder den 28. september i forbindelse med Selveje Danmarks årsdag i Vejle, og som skal virke som en inspiration for de selvejende medlemmer, der gæster i årsdagen.  

Kodeordet er invitationer  

Margrethe Langer vil blandt andet komme ind på, hvordan man i SUF arbejder med løbende dataindsamling fra de indskrevne med henblik på kontinuerligt at justere og udvikle indsatserne. Men dét, som i særlig grad har hendes opmærksomhed, er, hvordan der også skabes udvikling i  den daglige socialfaglige praksis, hvor for eksempel den sårbare unge er sammen med sin socialkonsulent.    

–  Kodeordet er invitationer. I det ligger, at vores socialkonsulenter skal være i stand til at invitere den unge til at dele ud af sin livsindsigt og sine erfaringer, så vi får et billede af, hvad der rent faktisk virker for den unge inde bag alt det svære. Herfra er det socialkonsulentens opgave at kanalisere denne viden over i de metoder, vi i forvejen arbejder med i SUF, siger Margrethe Langer.       

Særlig organisationskultur 

Hun lægger ikke skjul på, at det er en svær øvelse, som stiller krav om, at socialkonsulenten evner at skabe en relation til den unge, som er båret af lige dele autenticitet, tillid og professionalisme. Det kræver en ganske særlig organisationskultur, påpeger Margrethe Langer.  

– Når man som os har en ambition om at få frisat de idéer og kompetencer, som vores indskrevne kommer med, men som de ofte gemmer på, så er vores socialkonsulenter nødt til at have et fagligt rum at kunne handle i. Derfor er selvledelse og rådighed to af de organisatoriske nøglebegreber i SUF, siger Margrethe Langer og uddyber:   

– Hvor selvledelse giver socialkonsulenten vide rammer for at kunne handle på en idé, som den unge har, så gør rådigheden – hvor socialkonsulenten er tilgængelig 24/7 – det muligt at gribe idéen, når den er der.

{

– Hvor selvledelse giver socialkonsulenten vide rammer for at kunne handle på en idé, som den unge har, så gør rådigheden – hvor socialkonsulenten er tilgængelig 24/7 – det muligt at gribe idéen, når den er der.

Margrethe Langer
Regionsdirektør i SUF

Margrethe Langer

Mere SUF nyt

Ny bog skal styrke autismeindsatsen 

Ny bog skal styrke autismeindsatsen 

Kathrine Klærke, kompetenceudvikler i SUF-afdelingen Special Minds, bidrager i ny bog med viden om, hvordan ergoterapien hjælper unge og voksne med autisme til at lykkes med job

SUF møder fremtidens socialrådgivere

SUF møder fremtidens socialrådgivere

Nysgerrigheden og spørgelysten var stor, da SUF gæstede Professionshøjskolen Absalons Karrieredage og talte med fremtidens socialrådgivere

Når mørket kaster lys over sanserne

Når mørket kaster lys over sanserne

BOAS Taastrup sætter gang i friluftsprojekt, der bringer beboere med autisme, komplekse følgetilstande og sanseforstyrrelser ud i naturen. Målet er en overnatning i shelter til september

Alle vinder på efteruddannelse

Alle vinder på efteruddannelse

I SUF er løbende efteruddannelse et omdrejningspunkt. Det skaber højest mulig kvalitet i opgaveløsningen og bidrager til trivsel blandt medarbejderne

Solisterne finder vej til fællesskab

Solisterne finder vej til fællesskab

Godt et år efter etableringen af botilbuddet BOAS Brønshøj spirer fællesskaberne i det små blandt særligt sårbare beboere med behov for massiv støtte

Forsvarsministeren gør holdt ved SUF Veteran

Forsvarsministeren gør holdt ved SUF Veteran

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) besøgte for få dage siden SUF Veterans helt nye afdeling og blev klogere på et unikt tilbud målrettet PTSD-ramte krigsveteraner