”De har som de første troet på mig”

SUF Magasinet besøger politikvinden Rikke, der er incestoffer og for 12 år siden forlod SUF Eremitterne, men som trods nye tragiske hændelser har en ukuelig tro på livet

På væggen i stuen i det velindrettede hjem i Allerød hænger der blandt helt almindelige billeder en række fotos, som viser krig og udsendelse. Et par militærstøvler placeret i ørkensandet, en kampvogn og soldater i baggrunden. 

– Det er min mand, peger Rikke.

– Han døde for syv år siden i en trafikulykke en lørdag morgen på vej til arbejde, hvor det var glat. Jeg var højgravid med vores yngste datter.

Rikke stod midt i det liv, hun stræbte efter.

– Min største drøm har været et liv i et helt almindeligt parcelhus på en helt almindelig og kedelig villavej. Det var en drøm om at passe ind og være helt almindelig – alt det min barndom ikke var, siger 33-årige Rikke. 

Rikke bor stadig i parcelhuset på villavejen i Allerød. Hun har valgt ikke at have en ny mand endnu. Hun nyder hverdagen med sine to døtre på 7 og 10 år, og de får alt det, som hun ikke selv fik som barn. For hende blev årene hos SUF Eremitterne i 2004-2009 skelsættende. Her kom hun til et botilbud for unge med svære psykiske problemer, og hvor hun med egne ord fik den ballast i livet, som hun ellers aldrig havde haft.

– Jeg fik for første gang følelsen af, at jeg var noget værd. De gad mig, og jeg kunne gøre dem stolte selv ved de mindste ting – om det så var at have spist en halv pære, smiler hun.

Incest og tavshed

Rikke er lykkedes med at skabe en livsbane, hvor hun har trodset en ellers ødelagt barndom og ungdom. Hendes morfar begik seksuelle overgreb på hende fra hun var 4-12 år. Hendes forældre vidste det, hendes egen mor havde været udsat for det samme, men hun gjorde ikke noget. 

Som 12-årig blev Rikke afleveret til kommunen, fordi forældrene ikke længere kunne håndtere hende. Folkeskolen blev aldrig gennemført, og gymnasiet gik også galt. Misbrug, selvmordsforsøg og psykiatriske indlæggelser blev kulminationen på barndommens traumer. 

Rikkes vilje og livskraft har imidlertid sat sig igennem. I 13 år har hun arbejdet som politikvinde.

– Jeg har lært, at livet holder sammen, selvom det crasher. Og så har jeg lært ikke at være et offer i mit eget liv, siger hun.

De gik over stregen

Læringen hviler på den livserfaring, som hun hentede i de fem år hos SUF Eremitterne på Vesterbro i København i perioden 2004-2009. I dag tænker Rikke tilbage på, hvad det var, som hun fik med, og som har givet hende livsmodet.

– Der var et hjerterum, som jeg aldrig tidligere havde oplevet. De formåede at skabe en personlig relation til mig, siger Rikke, som hæfter sig ved betydningen af, at socialkonsulenterne var til rådighed 24 timer i døgnet.

– Det betød virkelig meget, at der ikke var lukket klokken 16. De gider dig også om natten. Den følelse af, at de var der, når jeg havde brug for det og oprigtig interesserede sig for mig, og jeg kunne mærke deres kærlighed, var altafgørende.

Rikke er bevidst om, at der i dag i den pædagogiske praksis er en diskussion om, hvor langt man kan og må gå som professionel. 

– Dybest set gik Karin og Stine (Rikkes to tilknyttede socialkonsulenter, red.) længere, end de skulle. Jeg var aldrig i tvivl om, at de ville gå gennem ild og vand for mig. Den støtte gjorde, at jeg fandt troen på mit eget værd.

Ikke et arbejde

Rikke hæfter sig ved, at hun aldrig har følt, at de var der for hende, fordi det var deres arbejde. Hendes oplevelse var, at de stod som holdepunktet, fordi de holdt af hende. Det gjaldt i høj grad også det år, hvor hun blev udskrevet fra SUF Eremitterne, fordi hun havde det så svært, at hun måtte indlægges på psykiatrisk hospital og efterfølgende et halvt års rehabiliteringsforløb på Skt. Hans.

– Karin og Stine var der stadig, hvor jeg mærkede deres støtte – også selvom det ikke var deres job på det tidspunkt, siger Rikke og hæfter sig ved, at SUF Eremitterne også bevarer kontakten til de unge, som for længst er udskrevet.

– Vi har stadig jævnlig kontakt. De betyder ligeså meget for mig som min egen familie, siger Rikke, der også hvert år tropper op med sine børn og tidligere indskrevne unge og deres familier, når der i starten af december er julehygge og klippe-klistre-dag.

– Lige meget hvor jeg og andre unge er i livet, så er Eremitterne et holdepunkt for os, som har været der.

Glem bare hovedretten

I dag har Rikke en god relation til sine forældre, og det er dem, som hjælper med at passe hendes børn, når hendes skæve arbejdstider i politiet betyder, at hun ikke kan være hjemme og putte dem. Hun lever dog på stor afstand af den polerede overflade, som kendetegnede hendes barndomshjem.

– Karin har lært mig, at alting ikke behøver at være perfekt og se rigtigt ud. Har du lyst til at spise desserten først, så gør du det. Det skal ikke altid være forret, hovedret og så dessert. Sådan fungerer livet ikke. 

Rikke nyder, at hun i 13 år har haft et job, hvor hun i kraft af sin egen historie, formår at handle roligt og kompetent, når hun eksempelvis står overfor et menneske, som truer med at tage sit eget liv, eller hun befinder sig midt i en trusselssituation. Og den største glæde er, at hun har fået skabt sig et kærlighedsfyldt liv med sine to døtre, hvor der både er nærvær, glæde og overskud i hverdagen.

– Det er vigtigt for mig at lære mine børn, at det er helt okay at spise desserten først. 

Navnet Rikke samt hendes arbejdsplads er opdigtet af personlige hensyn. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

SUF Eremitterne

SUF Eremitterne er et bo-selv-tilbud for unge fra 16-35 år efter §§ 66 og 107 og med efterværn efter §76.