Jeg har noget vigtigt,
jeg gerne vil fortælle
Sidsel Høgenhaug har gjort det til sin livsopgave at dele ud af sine erfaringer og sin historie som tidligere bruger hos blandt andet Den Sociale Udviklingsfond. Hun vil give behandlingssystemet brugbar viden og bud på nye sociale løsninger
Sidsel Høgenhaug er ikke i tvivl om, hvad hun vil med interviewet. Hun har nemlig gjort det til noget nær sin livsopgave at gøre behandlingssystemet – socialpædagoger, sygeplejersker, psykiatrien osv. – klogere på, hvordan det er at være den udsatte unge, som befinder sig i systemerne, og hvad der er brug for.
– Jeg har noget vigtigt, jeg gerne vil fortælle, siger Sidsel Høgenhaug, da hun hører, at emnet for interviewet netop skal handle om, hvordan brugernes viden kan være med til at forme fremtidens sociale indsatser.
– Det har været en vanskelig beslutning for mig at stå frem i offentligheden, for jeg higer ikke efter den anerkendelse, der ligger i, at jeg er kommet ud på den anden side og har fået en god tilværelse, men jeg føler, at jeg sidder med en viden fra mit eget liv, som er både brugbar og relevant at bringe ind i de professionelle systemer, siger Sidsel Høgenhaug, da vi møder hende på Cafe Frida i hjertet af Aarhus.
– Jeg ved, hvordan det er at være ung og udsat, men jeg er i dag et sted, hvor jeg kan se det hele udefra. Det giver mig en anden position end både den udsatte unge og den professionelle behandler.
Jeg ved, hvordan det er at være ung og udsat, men jeg er i dag et sted, hvor jeg kan se det hele udefra. Det giver mig en anden position end både den udsatte unge og den professionelle behandler.
Sidsel Høgenhaug
Altid haft håbet
Siden 2005 var Sidsel Høgenhaug tilknyttet psykiatrien og behandlingssystemet, hvor hun blev kastet frem og tilbage mellem forskellige tilbud og indsatser. Hun var ekstremt selvskadende og selvmordstruet, og hun endte med at få stillet diagnosen paranoid skizofreni og blev tildelt førtidspension. I journalen stod der, at Sidsel Høgenhaug var ”kronisk selvmordstruet”.
– Jeg har altid haft håbet om, at det kunne blive godt, siger Sidsel Høgenhaug og peger på en bestemt dato, hvor hendes liv for alvor vendte. Det var den 3. marts 2013.
– Jeg var lige blevet udskrevet fra ’psyk’ med den besked, at de ikke kunne hjælpe mig mere. Jeg havde spist glasskår og var blevet opereret. Jeg stod ved kanten, hvor det handlede om, hvorvidt jeg skulle leve eller ikke leve. Jeg valgte det første. Det blev et breaking point og starten på en rejse, hvor jeg langsomt begyndte at trappe ud af medicin og behandling.
Mod alle odds ændredes tingene langsomt til det bedre, og siden 2016 har Sidsel Høgenhaug været rask. Hun har ikke længere brug for psykiatrisk behandling og får heller ikke længere medicin, og hun er samtidig i fuld gang med uddannelsen til sundhedsteknologiingeniør i Aarhus.
– Egentlig kunne jeg sagtens have valgt at slette de tolv år af mit liv, hvor jeg var syg, og så ellers blive ingeniør og leve et almindeligt liv. Men sagen er, at jeg har en historie, som kan give mening for andre. Jeg indså, at jeg kunne blive en kapacitet på grund af min brugererfaring, siger Sidsel Høgenhaug, der blandt andet blogger om sine erfaringer og tanker, ligesom der også er rift om hende som foredragsholder for professionelle repræsentanter fra behandlingssystemet.
Et redskab til at se sig selv
Et af de emner, som mange professionelle har særlig stor interesse for, er Sidsel Høgenhaugs syn på dokumentation.
– Det er langtfra en selvfølge, at man som bruger bliver inddraget i behandlernes dokumentationsarbejde, og det er en kæmpe fejl, fordi man derved misser et muligt værdifuldt arbejdsværktøj for den enkelte bruger, siger Sidsel Høgenhaug, der i sin tid selv var med til at skrive statusser og journaler.
– For mig udsprang dokumentationen af en interesse for at vide, hvem der vidste hvad om mig, men i dag kan jeg se, at der var meget mere i det end det. Inddragelsen i dokumentationsarbejdet var for mig et fantastisk godt redskab til, at jeg for en stund kunne se mig selv fra en anden vinkel. Når jeg satte mig ned og formulerede mig, gav det mig en distance til, hvad der måske var foregået under en vagt, og det gav mig samtidig et indblik i, hvem jeg var, når man så mig udefra.
Sidsel Høgenhaug husker engang, hvor hun sad til et statusmøde med kommunen og sin daværende kontaktperson. Da den nedskrevne status blev lagt på bordet, kunne hun slet ikke genkende sig selv.
– Den fokuserede udelukkende på alt det negative og på udfordringerne, men der var faktisk også noget positivt at sige, så derfor skrev jeg en status selv, som jeg lagde på bordet, fordi jeg syntes, det var vigtigt også at få den anden side af historien frem, fortæller Sidsel Høgenhaug.
Det var først, da hun blev indskrevet hos Den Sociale Udviklingsfonds afdeling i Nordjylland, SUF Nord, at hun som en selvfølge blev inddraget, når der skulle skrives status til kommunen.
– Hos SUF Nord fik jeg lov til selv at formulere mig, og det gjorde, at jeg følte mig set og hørt på en respektfuld og omsorgsfuld måde, der i sig selv var med til at understøtte den samlede indsats, siger Sidsel Høgenhaug, der allerede nu går med overvejelser om, hvordan hun en dag kan bruge sin tekniske ingeniørbaggrund til at udvikle det optimale og brugeregnede dokumentationssystem til fx bosteder.
Manglende fælles sprog om selvskade
Et andet område, som Høgenhaug brænder for, er selvskadeproblematikken. Ifølge hende mangler der et fælles sprog systemerne imellem.
– Der findes et utal af holdninger og meninger om selvskade, men der mangler et fælles sprog mellem systemerne, og det risikerer at gå ud over eksempelvis den unge, som sidder midt i problemet, siger Sidsel Høgenhaug, der personligt har oplevet stor forskel på, hvordan der blev set på hendes selvskadeproblematik.
– Det er ikke uden betydning, om du bliver mødt med omsorg eller kontanthed, siger hun og tilføjer:
– Jeg blev engang behandlet, som om jeg var farlig, og jeg blev derfor isoleret fra omverdenen. Men virkeligheden var, at jeg ikke var udadreagerende og dermed ikke til fare for andre end mig selv, og jeg havde mest af alt brug for, at der var et menneske, som satte sig ned og spurgte, hvordan jeg egentlig havde det. Jeg vil gerne, at systemerne bliver bedre til at trække diagnosen ud af ligningen og kigge mere på mennesket – og hvad mennesket kan i stedet for, hvad det ikke kan.
Det er den slags budskaber, som får professionelle behandlere til at spidse ører, og samtidig oplever Sidsel Høgenhaug, at responsen fra tilhørerne give hende nye vinkler på historien. For få dage siden holdt hun et oplæg for 50 pædagogiske medarbejdere og sagsbehandlere, hvoraf nogle havde undret sig over, hvorfor selvskadende ofte skadede sig selv, når der var bestemte personer på arbejde.
– Det havde jeg aldrig selv tænkt over, men jeg kunne godt genkende situationen, som for mig gav god mening. Når du er selvskadende, befinder du dig i en ekstremt sårbar situation, hvor du måske søger kontakten fra én bestemt person. Men kontakten er ikke nødvendigvis lig med et ønske om en konfrontation af problemet, fordi det faktisk kan have den stik modsatte virkning.
Konkret brugererfaring
Sidsel Høgenhaug bilder sig ikke ind, at hun har samtlige løsninger på alle problemer, men det er heller ikke hendes ærinde. Hun ønsker først og fremmest at bringe konkret brugererfaring ind i det professionelle teoretiske arbejde.
– Jeg kan ikke forstå, hvordan der kan skrives så mange teorier om eksempelvis selvskade, uden at dem, som formulerer teorierne, reelt ved, hvordan det er at være den selvskadende, siger hun og slutter:
– Jeg har ikke nogen teoretisk baggrund. Alt, hvad jeg ved, er, hvad der har virket og ikke virket for mig. Men det har også en værdi.
SUF Nord
Tilbuddene hos SUF Nord retter sig mod personer med multiple problemstillinger inden for psykiatri, Autisme Spektrum Forstyrrelse og/eller nedsat psykisk funktionsevne.
Bliv klogere på SUF Nord