Unge i centrum for videndelingen
I SUF er den unge midtpunkt for videndelingen om sit eget forløb. En tur rundt i tre forskellige SUF-afdelinger giver et indblik i, hvordan videndelingsværktøjer mellem kommune, selvejet og øvrige aktører skaber sammenhæng for den enkelte
DET AUTISMERETTEDE BOTILBUD – BOAS FREDERIKSBERG
Sort på hvidt er en hjælp
Lisa har autismeprofil og oplever, at det gør en verden til forskel, at videndeling er noget, som foregår fysisk i et nyudviklet hæfte
I SUF er der udviklet et nyt progressionsmålingsværktøj i form af et fysisk hæfte. Her rater den unge sig selv inden for en række områder, som knytter sig til personlige og sociale udfordringer, sundhed, evnen til at varetage praktiske opgaver, økonomi osv.
For Lisa, der for et halvt år siden kom til BOAS Frederiksberg, et det nye hæfte særdeles brugbart.
– Jeg er autist og har Aspergers, og derfor kan jeg godt lide, når ting står sort på hvidt. Alle kan se, hvad jeg skal arbejde med og henimod, siger Lisa, der opfatter sig selv som nonbinær. (Derfor omtales Lisa med de kønsneutrale pronominer de, dem og deres i stedet for hun, hende og hendes i denne artikel, red.).
Det nye hæfte, som de deler med deres vejledere har en yderligere styrke, fremhæver Lisa.
– Visualiseringen er god, og gør det nemt at gå til.
Begge taler med
Hæftet med progressionsmålingen er bygget op, så både den unge og socialkonsulenten giver sin vurdering i forhold til de enkelte punkter. Og den udveksling, som det lægger op til, kan Lisa godt lide.
– Det er godt at se mine egne forventninger til mig selv og samtidig få socialkonsulentens billede af, hvor jeg er. På den måde bliver det tydeligt, hvad jeg skal arbejde med, siger Lisa.
Sine Nejsum, socialkonsulent, BOAS Frederiksberg og en af Lisas to vejledere, er enig:
– Det er et hæfte, som vi kan sidde sammen med, og det giver en god anledning til en snak om, hvad Lisa tænker, og hvad jeg tænker. Vi kommer omkring de centrale emner på en systematisk måde. Jeg oplever, at det meget visuelt giver et overblik over de områder, som Lisa gerne vil arbejde med, siger Sine Nejsum.
Førhen var progressionsmålinger noget, der foregik digitalt, men den nye, fysiske materialisering kan noget helt andet som pædagogisk værktøj, fremhæver Sine Nejsum.
– Nu er det et aktivt, levende redskab, som inviterer til dialog, siger socialkonsulenten.
Bevægelsen ud i verden
Da Lisa kom til BOAS Frederiksberg, var det i høj grad indflytningsmålene, der fyldte i den første tid. Lisa, som også har angstproblematikker og lige nu er ved at blive udredt for OCD, skulle bruge de første måneder på at få skabt sig en god base i det nye botilbud.
Nu viser progressionsmålingen, at både Lisa og deres vejledere vurderer, at det for Lisa er særlig vigtigt at arbejde med ud-af-huset-kompetencer.
– For eksempel det at bevæge mig ud alene. Jeg har et mål om at kunne bevæge mig ud til f.eks. aktiviteter uden ledsagelse, siger Lisa.
Og netop her kan det nye værktøj vise progression.
– Når vi vender tilbage og ser, hvordan jeg tidligere vurderede mig selv, så kan jeg se, at jeg rykker mig, siger Lisa.
Det er et hæfte, som vi kan sidde sammen med, og det giver en god anledning til en snak om, hvad Lisa tænker, og hvad jeg tænker.
Sine Nejsum, socialkonsulent, BOAS Frederiksberg
Tilde var tidligere bange for videndeling
Et nyt progressionsmålingsværktøj samt inddragelse i statusrapporter betyder, at Tilde i dag er tryg og glad for den viden, som deles om hende
Når Tilde kigger tilbage på, hvordan hun tidligere havde det med statusrapporter og videndeling, så er det ikke gode minder. Fra hun var ganske lille, har hun været anbragt i plejefamilier, og siden har hun haft et liv på bo- og opholdssteder.
– Jeg er vokset op med samværs- og handleplaner. Der har hele tiden været skrevet om noget, som jeg skal blive bedre til. Jeg har kunnet læse om mig
selv. Det har været information om mig til mine sagsbehandlere, siger Tilde.
Nu er hun med
For Tilde var det en omvæltning, da hun for to år siden kom til SUF Nordsjælland, et bo-selv-tilbud for unge og voksne med emotionelle, sociale og psykiske vanskeligheder. Nu skulle hun selv være med
til at skabe den viden, som bliver delt om hende. Både i de årlige statusrapporter, men også i et nyudviklet værktøj til progressionsmåling.
– Det gør en verden til forskel for mig, at jeg selv er med til at formulere, hvad der står om mig, og jeg altid kigger med, hvis Serap (Øzdemir, socialkonsulent, SUF Nordsjælland, red.) skriver noget om mig, siger Tilde.
For socialkonsulenten er det altafgørende, at de unge er inddraget i videndelingen.
– Du skal ikke læse om dig selv i tredje person. Det er vigtigt, at der er transparens, og du kan genkende dig selv i det, der står, siger Serap Øzdemir.
Et blik for hverdagsudviklingen
Og netop med det nye progressionsudviklingsværktøj, som er udviklet i SUF, oplever Tilde endnu mere inddragelse. På en række parametre vurderer hun sig selv og sine kompetencer indenfor blandt andet madlavning, rengøring, deltagelse i aktiviteter, håndtering af økonomi. Dernæst laver Serap Øzdemir en tilsvarende vurdering.
– Det er et rigtig godt værktøj. Når jeg har ratet mig selv lavt på et punkt, så kan jeg arbejde med det og dermed få en højere score næste gang, siger Tilde, der også får et brugbart spejl holdt op, når hun ser, hvordan Serap Øzdemir vurderer hende på de tilsvarende spørgsmål.
– Tilde rater generelt sig selv lavere, end jeg gør. Det skyldes, at din selvtillid ikke er stor, fordi du ikke føler, at du har lært mange af de basale livsfærdigheder. Her giver det anledning til gode snakke om, at du faktisk kan mere, end du selv har et billede af, siger Serap Øzdemir.
For Tilde er det gavnligt med et løbende videndeling-værktøj som supplement til statusrapporten.
– Hvor statusrapporten er om mine mere overordnede mål, som vi formulerer sammen med kommunen, så tager progressionsmålingen fat om issues med mere aktuelle problemstillinger.
Det er et rigtig godt værktøj. Når jeg har ratet mig selv lavt på et punkt, så kan jeg arbejde med det og dermed få en højere score næste gang.
DET UDDANNELSES- OG BESKÆFTIGELSESRETTEDE FORLØB
Special Minds
”Jeg skal ikke forklare mig”
Emil er i gang med en STU hos Special Minds, og for ham er det af stor betydning, at han selv er med til at udforme den viden, som udveksles om ham
– Viden flyder. De ved noget om mig, og jeg skal ikke forklare mig hver gang.
19-årige Emil med autismediagnose går ikke til hverdag og tænker over den videndeling, som finder sted omkring ham. Alligevel mærker han betydningen af, at han selv er så kraftigt inddraget i den plan, som han arbejder efter.
– Jeg er selv med til at definere mine mål og bestemme, hvad der står om mig, siger Emil.
Udviklingen træder frem
Hos Special Minds, der tilbyder uddannelses- og beskæftigelsesrettede forløb for unge og voksne med autismeprofil, finder videndelingen sted på flere fronter. Der er videndelingen mellem Emils STU-vejleder i Aarhus Kommune, hans forældre, Special Minds og ham selv. Det sker blandt andet i forløbsplaner og statusmøder.
Rikke Tønder, kontaktperson for Emil og STU-underviser, Special Minds, oplever, at den skriftlige videndeling er af særlig betydning, når det kommer til det overordnede udviklingsperspektiv.
– Forløbsplanen er god, fordi den giver et samlet billede af, hvor det starter, og hvor det skal slutte. På den måde kan vi, der er omkring Emil – sammen med ham – se hans udvikling. Fra da han begyndte her, og det var et mål overhovedet at komme herud, til det næste mål om at deltage i det sociale, og til nu, hvor målet er job, siger Rikke Tønder.
Planen ved hånden
Emil og Rikke Tønder griber ikke kun fat i forløbsplanen den ene gang om året, når der er statusmøde med STU-vejlederen. Når der sker forandringer for Emil – som da han for eksempel valgte at holde en pause med tysk, eller da praktikdelen blev intensiveret – kom forløbsplanen også frem.
– Når udviklingen og forandringerne bliver nedskrevet, får de større værdi, fordi det træder så tydeligt frem. Og det er vigtigt, at vi og STU-vejlederen har en løbende udveksling om, hvor Emil er, så vi kan møde ham på rette vis.
Jobbet i sigte
Lige nu, hvor Emil skal til at i gang med sit tredje og sidste år på STU, er han ikke i tvivl om, hvad der er overskriften for den videndeling, som sker om ham.
– Praktik, praktik, praktik, siger han, velvidende, at det klare mål det næste år er at blive afklaret om, hvad det er for en jobfremtid, han skal sigte efter.
Og når han om godt et år er på bordet i rehabiliteringsudvalget i forhold til fleksjob-vurdering, er han glad for, at hans STU-vejleder har hans forløbsplan med.
– Så behøver jeg heller ikke her at skulle forklare det hele om mig selv, siger han.
Når udviklingen og forandringerne bliver nedskrevet, får de større værdi, fordi det træder så tydeligt frem.
Rikke Tønder, kontaktperson for Emil og STU-underviser
