Job i SUF

Vikar med fast plads i fællesskabet

For Frida er vikarjobbet hos SUF Opgangen i Odense meget mere end et studiejob. Hun føler sig som en fast del af huset, hvor hun både får værdifuld erfaring med sårbare unge og bliver klogere på sig selv.

– Jeg er vikar, men jeg føler mig samtidig som en fast del af teamet.

Sådan beskriver Frida sin rolle hos SUF Opgangen i Odense, hvor hun som 24-årig begyndte som vikar. Til daglig læser hun til psykolog i Esbjerg, og jobbet hos SUF Opgangen giver hende mulighed for at kombinere studielivet med praktisk erfaring fra det socialfaglige område.

Frida har faste ugentlige vagter og derudover en fast weekendvagt hver tredje weekend, hvor hun arbejder otte timer både fredag og lørdag. Herudover bliver hun af og til ringet ind, hvis der er brug for ekstra hjælp.

– Jeg ved godt, at stillingsbetegnelsen er vikar, men det er ikke sådan, jeg føler mig. Jeg kommer fast i huset og kender både de unge, de voksne og personalet, ligesom de kender mig, siger Frida.

Mentor for en ung

En vigtig del af Fridas arbejde er, at hun er mentor for en af de unge i SUF Opgangen. Det betyder, at hun kommer fast hos den unge, hvor de taler sammen, går ture og laver forskellige aktiviteter.

– Jeg synes, det er rigtig meningsfuldt at have den relation. Det handler ikke nødvendigvis om, at vi skal nå en masse. Nogle gange er det bare det at være sammen, snakke og gå en tur, som er vigtigt.

Samtidig oplever Frida, at arbejdet giver hende en indsigt, som hun ikke kan få på studiet alene.

– Jeg lærer noget om nogle sårbare målgrupper, og jeg lærer noget om mig selv.

Det perfekte studiejob

For Frida er det netop kombinationen af faglig relevans, fleksibilitet og det meningsfulde arbejde, der gør jobbet til det perfekte studiejob.

– Der er rigtig meget af det, som jeg oplever i SUF Opgangen, som jeg kan tage med mig ind i mit psykologistudie. Og det samme ved jeg gør sig gældende for nogle af de andre vikarer rundt om i SUF, som for eksempel læser til pædagog eller socialrådgiver.

Hun fremhæver samtidig, at jobbet giver hende en masse brugbar praksis uden at gå på kompromis med studiet.

– Jeg får en masse erfaringer, og samtidig har jeg tid til at passe mit studie.

Faktisk håber Frida at kunne fortsætte hos SUF Opgangen, indtil hun er færdig med sin kandidatuddannelse om fire år.

– Det er et arbejde, hvor jeg både føler, at jeg gør en forskel, og hvor jeg selv udvikler mig.

Jeg ved godt, at stillingsbetegnelsen er vikar, men det er ikke sådan, jeg føler mig. Jeg kommer fast i huset og kender både de unge, de voksne og personalet, ligesom de kender mig.

Frida

Læs om andre fagprofiler hos SUF