BOAS VILLA: Rebecca og Caroline er historien om, at kombinationen af autisme og spiseforstyrrelse kræver et helhedsblik for at skabe forandring.
30-årige Rebecca og 28-årige Caroline nikker anerkendende til hinanden, når de på skift tager ordet. Først og fremmest fordi der er så meget i deres personlige beretninger, som vækker genklang hos dem begge.
– Jeg troede ikke længere på, at der fandtes et tilbud, som kunne hjælpe mig. Jeg var tæt på at opgive hele mit liv, indleder Caroline.
Rebecca indskyder:
– Jeg havde det på samme måde. Jeg havde sagt til mig selv, at hvis ikke jeg havde fået det anderledes, når jeg blev 30 år, så ville jeg ikke fortsætte mit liv. Der var en udløbsdato. Heldigvis nåede jeg at flytte hertil, inden jeg fyldte 30 år.
Der manglede et tilbud
De to unge kvinder smiler varmt til hinanden, da vi møder dem i det lille baghus hos BOAS Villa i Taastrup. En af de nyere SUF-afdelinger, der så dagens lys i 2021, og som blev etableret, fordi der var et behov for at skabe et helhedsorienteret tilbud til unge og voksne i alderen 16-40 år, som både har autisme og en spiseforstyrrelse.
– Tidligere har det typisk været sådan, at der enten var fokus på spiseforstyrrelsen eller autismediagnosen. Men sagen er, at de to udfordringer spiller sammen. Derfor manglede der et tilbud, som tog højde for begge dele, siger Alexandra Huszar, leder af BOAS Villa.
Denne dag sidder hun med ved bordet i det lille baghus, hvor Carolines servicehund løber logrende omkring. Alexandra Huszar fortsætter:
– Autisme er typisk forbundet med sanseforstyrrelser, hvilket kan medføre ’forstyrret spisning’, når smag, lugt, konsistens og udseende udfordrer sanserne. På den måde kan en spiseforstyrrelse være en følgetilstand, der opstår, når belastningerne bliver for store.
Altid spiseforstyrrelsen
At der var behov for at etablere et nyt tilbud som BOAS Villa, understreger såvel Rebeccas som Carolines livshistorier. Begge udviklede de i en tidlig alder livstruende spiseforstyrrelser, men i årevis var der ingen indenfor det professionelle behandlingssystem, som havde fokus på, at spiseforstyrrelsen muligvis skulle ses i samspil med autismen.
– Jeg kan huske engang i psykiatrien, hvor jeg blev presset til at spise min mad i et stort rum, hvor der sad mange andre mennesker. Jeg modsatte mig og fik at vide, at det var meget vigtigt, at jeg spiste den mad. Men det var jo slet ikke maden, som var problemet. Det var rummet og de mange mennesker, jeg ikke kunne kapere, fortæller Rebecca om autismen, som hun i dag ved har været med til at forstærke og forværre hendes spiseforstyrrelse.
Caroline, der tidligere har boet knap fem år på et bosted med fokus på spiseforstyrrelse, genkender billedet:
– Det var altid spiseforstyrrelsen, der fyldte, og det var den, der blev taget udgangspunkt i. Men jeg havde det hele tiden som om, at der var noget mere, som skabte mine udfordringer. Jeg har aldrig følt mig ’klassisk’ spiseforstyrret – ja nogle gange har jeg faktisk haft det sådan, at jeg ikke engang kan finde ud af være syg rigtigt. Jeg følte, at det, jeg sagde, var forkert, hvis det ikke passede med spiseforstyrrelsen.
Caroline husker derfor tydeligt lettelsen, da hun gennem en psykiater fandt ud af, at hun havde autisme.
– Der var pludselig en masse, som gav mening, og som jeg forstod bedre.
Rebecca følger op:
– Jeg har ofte følt, at jeg ikke var en af de ’rigtige’ spiseforstyrrede. Det drejede sig kun om mad og vægt, men der var meget andet på spil for mig. Der gik mange år, før der var nogen, som begyndte at interesse sig for, at min spiseforstyrrelse muligvis ikke var min eneste udfordring.
– Tidligere har det typisk været sådan, at der enten var fokus på spiseforstyrrelsen eller autismediagnosen. Men sagen er, at de to udfordringer spiller sammen. Derfor manglede der et tilbud, som tog højde for begge dele.
Alexandra Huszar, leder af BOAS Villa.
– Det var altid spiseforstyrrelsen, der fyldte, og det var den, der blev taget udgangspunkt i. Men jeg havde det hele tiden som om, at der var noget mere, som skabte mine udfordringer. Jeg har aldrig følt mig ’klassisk’ spiseforstyrret – ja nogle gange har jeg faktisk haft det sådan, at jeg ikke engang kan finde ud af være syg rigtigt. Jeg følte, at det, jeg sagde, var forkert, hvis det ikke passede med spiseforstyrrelsen.
Caroline
– Det har været som at bevæge sig fra helvede til himlen. For første gang i umindelige tider føler jeg, at jeg kan sænke skuldrene, fordi jeg ved, at Caroline er i gode hænder og bliver set som et menneske.
Charlotte, mor til Caroline
Dårlige erfaringer
Alligevel var autismeudredningerne for de to kvinder ikke lig med, at der straks blev sat ind med de rette tilbud.
– Jeg har mange gange fået at vide, at ’her beskæftiger vi os ikke med autismedelen, så den glemmer vi’. Men det kan man jo ikke, siger Rebecca.
Samme modstand har Caroline mødt, hvilket fik hendes tillid til forskellige behandlingstilbud til at dale. Hun var da også yderst skeptisk, første gang hun troppede op hos BOAS Villa. Selvom det nye tilbud slog sig op på både at arbejde med spiseforstyrrelse og autisme, så havde Caroline efterhånden gjort sig så mange dårlige erfaringer, at hun tvivlede på, at et nyt tilbud nyttede.
– Helt ærligt, så troede jeg ikke på det. Jeg var kommet til et punkt, hvor jeg ikke længere vidste, hvem jeg var, og hvad jeg kunne lide. Jeg havde ikke noget indhold i mit liv, siger Caroline.
Sandwich i Lyngby
Snart begyndte det dog at gå op for Caroline, at BOAS Villa markerede noget nyt, som hun kunne få glæde af.
– For første gang følte jeg, at jeg blev set som et menneske. Det var hverken spiseforstyrrelsen eller autismen, der var udgangspunktet. Det var mig – Caroline, siger hun.
Rebecca giver et nærværende billede af den hverdag, som hun siden sin indskrivning i januar 2023 har nydt godt af i BOAS Villa, og som har sat gang i en konstruktiv udvikling.
– Her er der ikke nogen, som irettesætter mig, hvis ikke jeg spiser på det samme tidspunkt hver dag, eller sidder på en bestemt måde, når jeg spiser. Jeg får også lov til at spise det samme i nogle perioder, fordi det nu engang er det, som passer bedst til mine nuværende behov, siger Rebecca, der samtidig har taget nogle store personlige skridt.
– Nogle gange tager jeg sammen med min socialkonsulent, Camilla, toget til Lyngby, og så går vi på Joe & The Juice, og jeg spiser en sandwich. Jeg har også været med i klatrehal, vinterbadet og er på strandcafé med de andre unge hver uge. Begge dele havde været fuldstændig utænkelige for et år siden, fortæller Rebecca, der også tør gøre sig tanker om fremtiden.
– Da jeg var yngre, drømte jeg om at komme til at arbejde på et kattehjem. Men den drøm forsvandt, da jeg efter gymnasiet blev rigtig syg. På det seneste er jeg begyndt at tro på den mulighed igen.
Tilbage til normaliteten
I forlængelse heraf fremhæver Alexandra Huszar, at noget af det, som har været målet for både Rebecca og Caroline, er at de får en hverdag som for dem er meningsfuld og som de på sigt kan opret holde uden indgribende støtte.
– Når vi tager i klatrehal eller vinterbader, så handler det ikke kun om, at det er sjove aktiviteter, men mest alt om fremelskelsen af ro og en sund form for kropsbevidsthed, hvor der er fokus på noget andet end spiseforstyrrelsen. På samme vis er en udflugt til en cafe eller en restaurant en mulighed for at smage forskellige typer mad og drikke på en naturlig måde samt indgå i et fællesskab. Den socialfaglige støtte, som Rebecca og Caroline får til dette, har betydet, at de i dag kan tage på familiebesøg, deltage i familiearrangementer samt tage på ferie med deres nærmeste, hvilket de i lang tid ikke har kunnet, fortæller Alexandra Huszar og oplyser at støtten desuden indebærer hjælp til for eksempel at købe ind og strukturere hverdagen, så der er energi til at arbejde med de mål, der er opsat for indsatsen.
– Af samme grund er støtten individuelt tilrettelagt, fordi det giver mulighed for at gå med det, som vores beboere brænder for og – ikke mindst – de områder, hvor de ønsker at udvikle sig, siger afdelingslederen.
Pårørendes afmagt
Med til historien om Rebecca og Caroline hører også de pårørendes fortælling. Pårørende, som i afmagt og fortvivlelse, har kunnet se til, at deres døtre år efter år er blevet sendt fra det ene tilbud til det næste, men uden at der blev arbejdet med den dobbelte problematik.
– Det har været grufuldt at være vidne til, at ens barn langsomt gik i stykker, fordi der ikke var noget sted, hvor man vidste, hvordan man tog højde for min datters sammensatte udfordringer, og hvor man ikke ville anerkende, at hun har autisme, fortæller Charlotte, mor til Caroline. Hun oplevede sin datter blive opsagt i et botilbud, da stedet ikke accepterede den servicehund, som ellers kunne give Caroline et tilknytningsforhold og en ro.
– Hver dag har vi levet i en frygt for, hvordan det skulle gå vores datter, fortsætter Charlotte.
Ved hendes side sidder Hanna, mor til Rebecca. Det er er første gang, at de to mødre møder hinanden. Og de har i lighed med deres døtre meget at tale om.
– Dine ord berører mig dybt, siger Hanna, mor til Rebecca og tilføjer:
– Den fortvivlelse, du har stået med i forhold til Caroline, er den, som jeg har stået med i forhold til Rebecca. Jeg genkender din smerte og den magtesløshed, som er så ødelæggende, fordi den både rammer ens datter og en selv på ens værdighed.
Hanna fortæller, at hendes datter sammenlagt har været indlagt i mere end to år.
– Det er meget af en ung kvindes liv, og set fra et pårørendeperspektiv er det forstemmende, når der samtidig ikke har været nogen positiv udvikling at spore. Vi har set en forpint pige, der led i stilhed, mens de mørke skyer trak ind over hende. På et tidspunkt troede vi ikke, at hun ville overleve, siger Hanna.
Fra helvede til himlen
Når Charlotte i dag skal beskrive udviklingen, siden Caroline i juli 2022 blev indskrevet i BOAS Villa, bliver de store ord taget i brug.
– Det har været som at bevæge sig fra helvede til himlen. For første gang i umindelige tider føler jeg, at jeg kan sænke skuldrene, fordi jeg ved, at Caroline er i gode hænder og bliver set som et menneske, siger Charlotte og fremhæver, at særligt rådighedsprincippet – som betyder, at Caroline døgnet rundt kan få fat i en kontaktperson – er noget af det, som skaber tryghed.
– Dét, at jeg ved, at Caroline altid kan få fat i et menneske, som hun stoler på, og som vil hende det bedste, har gjort, at jeg i dag kan slappe mere af.
Helt dertil er Hanna ikke nået endnu:
– Jeg er stadig i alarmredskab, og jeg kan blive frygtelig urolig på Rebeccas vegne. Men i modsætning til før indskrivningen hos BOAS Villa, så tror jeg faktisk i dag på, at min datter kan få et godt liv. Og jeg bliver så glad, når jeg for eksempel hører, at hun har haft en god snak med sin socialkonsulent, hvor hun har åbnet op for, hvordan hun har det.
Dagene er blevet lange
Også Caroline og Rebecca tror på livet. Og Caroline er godt klar over, hvem hun skal takke for troen.
– Jeg ved godt, at det kan lyde som om, at jeg spiller på ’den store violin’, men jeg mener det faktisk bundreelt, når jeg siger, at BOAS Villa og Alexandra har reddet mig liv, og at hun nu er ved at vise mig, hvad livet også kan.
Derudover er der det venskab, som er blevet grundlagt mellem Rebecca og Caroline.
– Vi har haft mange gode snakke om vores fælles historier, og for mig har det været en øjenåbner at høre Caroline fortælle, fordi det har gjort, at jeg ikke stod så alene med min egen historie. Samtidig har vi det bare supersjovt sammen, og vi griner meget. Så glemmer jeg alt det, der handler om sygdom, siger Rebecca.
Hun holder en kort tænkepause, inden hun binder en sløjfe på samtalen:
– Der var engang, hvor det første jeg tænkte på, når jeg slog øjnene op om morgenen, var, hvornår det blev aften, så jeg kunne komme i seng igen. Om sommeren var det særligt slemt, fordi der var dagene så lange. Nu er det som om, at alle dagene er blevet lidt længere – og det gør ikke noget …
BOAS Villa
Botilbud for unge og voksne med Autisme Spektrum Forstyrrelse og spiseforstyrrelse – eller forstyrret spisning.
Bliv klogere på BOAS Villa