SUF Nyheder

Litteraturen åbner for det, der er svært at sige højt 

maj 19, 2026

I SUF Nordsjælland er en ny læsegruppe blevet forum for andre typer samtaler blandt sårbare unge

Det er tirsdag i SUF Nordsjælland, som er et bo-selv-tilbud for mennesker med sociale og psykiske vanskeligheder. Der er læsegruppe for en samling unge og voksne, der lytter til læseguiden Ulla Stangerups oplæsning af digtet ”Personen efter flugt” af forfatteren Naiha Khiljee. Det er ikke meningen, at digtet skal analyseres. Det er noget helt andet, som er på spil.

– Det handler ikke om fortolkning af tekster. Det handler om at bruge teksten til at reflektere og møde andres erfaringer og perspektiver, siger Galina Nordby, socialkonsulent hos SUF Nordsjælland.

Nye typer samtaler

Idéen til læsegruppen opstod, da hun og kollegaen, socialkonsulent Serap Özdemir, faldt i snak om deres tidligere erfaringer med etablering af læsegrupper i et herberg og SIND Ungdom.

– Guidet fælleslæsning går ud på, at en ekstern facilitator – en læseguide – kommer og læser en kort tekst op, for eksempel et digt, en novelle eller uddrag af en roman. Derefter tager vi hul på en snak om, hvad teksten sætter i gang hos den enkelte, forklarer Serap Özdemir og tilføjer:

– De unge i den grad har lyst til at tale og dele ud om emner, som ikke på samme måde ville være kommet i spil, hvis vi havde siddet 1:1 og talt sammen. Litteraturen åbner for det, der kan være svært at sige højt. Teksten skaber en tryghed i rummet, og samtidig har vi en aftale om, at det, som bliver sagt i læsegruppen, bliver der.

Ikke en diskussionsklub

Ordene vækker genklang hos Galina Nordby:

– Læsegruppen er ikke en diskussionsklub. Det er et forum, hvor man lytter med respekt til andres perspektiver. Teksten, der er på dagsordenen i læsegruppen, skaber simpelthen et fælles referencepunkt, som sætter sit præg på samtalen. De unge kan spejle sig i hinanden gennem læsegruppen, uanset hvad for en baggrund de nu måtte hver især have. De bliver klogere på hinanden, og får en oplevelse af at de ikke står alene.

Serap Özdemir kommer med et eksempel:

– Vi har en ung, som godt kan blive presset over andres holdninger. Men i læsegruppen bliver han ikke vred, og det er ret sigende for den samtale, der åbner sig i læsegruppen. De unge beskriver, at de oplever at blive overrasket over at føle et stærkt fællesskab med de andre i gruppen på tværs af alle deres forskelligheder.

Galina Nordby slutter:

–En ung sagde en dag til mig, om den tekst, vi havde fået læst højt: ’det er bedre end at gå i biografen…’

Læsegruppen kører over 12 tirsdage, men der er allerede tale om at forlænge forløbet.

{
Du er mit spejlbillede fra et parallelt univers

Som tvillinger forveksler de os på kryds og på tværs

Dine øjne har set ting der ikke dukker op 

i min grummeste fantasi.

Men når modstanden hagler ned om ørerne på dig

er det mig der føler mig knust indeni.

Mere SUF nyt

At preppe i et botilbud er en hårfin balance

At preppe i et botilbud er en hårfin balance

Tryghed, inddragelse og styring skal følges ad, når der gøres klar til en krisesituation i et bofællesskab for sårbare mennesker. I BOAS Taastrup har de fundet vejen

Verdenskongres dumper ind på Frederiksberg

Verdenskongres dumper ind på Frederiksberg

Under den 21. Verdenskongres for socialpædagoger blev BOAS Frederiksberg udvalgt som én af de socialpædagogiske arbejdspladser, der skulle give inspiration til de 600 deltagere fra hele verden

Fra ung klimaaktivisme til sårbarhed i en krisetid

Fra ung klimaaktivisme til sårbarhed i en krisetid

Når folkemødet om kort tid løber af stablen på Bornholm, er Den Sociale Udviklingsfond på programmet med to indslag, som begge har det til fælles, at de handler om de ’vilde tider’, vi lige nu befinder os i – krig, oprustning og en usikker verdensorden.