Job i SUF

Når én beboer er hele teamets fælles ansvar

For Steen Dorumlu Christensen er arbejdet som socialkonsulent i solisttilbuddet BOAS Brønshøj på én og samme tid udviklende og meningsfuldt. Han har ansvaret for én beboer, men opgaven løftes altid i tæt samarbejde med et fast team, hvor forskellige fagligheder går sammen om at finde de bedste veje

– Jeg bruger mig selv hundrede procent – både min personlighed og min faglighed, siger Steen.

I solisttilbuddet arbejder Steen og de øvrige kolleger i hans team med unge og voksne med autisme og komplekse følgetilstande, som kræver intensiv og individuelt tilrettelagt støtte hele døgnet.

– Opgaverne spænder bredt. Det handler både om at få hverdagen til at fungere for den enkelte beboer. Og så har vi som socialkonsulenter en vigtig opgave i at støtte op om kontakten til familie, kommune og sundhedsvæsen.

Et fælles kompas
I modsætning til flere af Steens kolleger i andre afdelinger, som arbejder ud fra et rådighedsprincip, hvor de er til rådighed 24/7, så har han faste vagter. Det kræver til gengæld en høj grad af koordinering i teamet.

– Hele teamet om beboeren skal være synkroniseret i forhold til, hvad det er for mål, vi arbejder med. Vi skal have et fælles kompas. I det ligger, at vi hele tiden ved, hvilke konkrete opgaver, der er presserende her og nu. Det er en væsentlig del af arbejdet, siger Steen, der samtidig understreger, at beboerens dagsform altid er afgørende for, hvordan dagen kommer til at se ud.

– Vi skal som team være klar til alt støtte omkring beboeren, siger han.

Når virkeligheden ikke følger planen

Det betyder også, at Steen og hans kolleger nogle gange må afvige fra den plan, de har lagt. Hvis Steen står alene med beboeren og skal træffe en beslutning – der tager planen i en anden retning, fordi det giver mere mening for beboere – tager han efterfølgende situationen med tilbage til teamet.

– Vi har masser af socialfaglige drøftelser, fordi vi kan se ting forskelligt. Det giver nogle vildt spændende og udviklende samtaler.

For Steen er det netop vigtigt, at medarbejderne er trygge ved at kunne handle, når situationen kræver det.

– Hvad sker der, når vi for eksempel bliver nødt til at afvige fra vores plan? Det kan vi kun, hvis vi er afstemte med hinanden og er enige om i, hvilken retning vi skal gå.

Forskellige fagligheder
Steen har en baggrund som skolelærer, mens andre i teamet er uddannet pædagoger og socialrådgivere. Men der er ikke noget hierarki mellem faglighederne, understreger han. Alle bidrager med forskellige perspektiver og kompetencer.

– Der er ikke nogen fagligheder, der er bedre end andre. Vi kan alle byde ind med noget, og det hele giver mening, siger Steen,

Han er i Den Sociale Udviklingsfond kommet til en evalueringskultur. Steen og hans kolleger forholder sig hele tiden til, hvad de gør.

Samtidig er der løbende fokus på tilførsel af ny viden.

– Jeg har aldrig fået så meget efteruddannelse som her, siger Steen, der bl.a. har taget VITA-uddannelsen, et modul i Recovery-orienteret rehabilitering, autisme-specialistuddannelse og kurser om PDA. Hertil kommer supervision i teamet en gang om måneden.

Ingen facitliste

Arbejdet er samtidig det sværeste, Steen har haft. Ikke mindst fordi han arbejder med mennesker, hvor der ikke kun findes én rigtig løsning i deres udvikling.

– Det er det mest dilemmafyldte arbejde, jeg har haft. Det skal man kunne lide.

Det kan Steen. For ham er det netop kompleksiteten, der gør arbejdet meningsfuldt. Den tvinger ham til at være kreativ og nysgerrig, fordi han ikke altid kan slå op i en facitliste og finde svaret.

– Der er noget, jeg kan, fordi jeg er mig. Og noget, jeg kan, fordi jeg er fagligt klædt på til det.

Hele teamet om beboeren skal være synkroniseret i forhold til, hvad det er for mål, vi arbejder med. Vi skal have et fælles kompas. I det ligger, at vi hele tiden ved, hvilke konkrete opgaver, der er presserende her og nu. Det er en væsentlig del af arbejdet.

Steen Dorumlu Christensen

Steen Dorumlu Christensen

Læs om andre fagprofiler hos SUF

Aldrig foran – altid ved siden af

Som socialkonsulent skaber du udvikling i samarbejde med den enkelte unge eller voksne. Det kræver tillid samt evne til selvledelse - og så skal du købe ind på arbejdet som en livsstil, hvor frihed og rådighed følges ad.

Vikar med fast plads i fællesskabet

For Frida er vikarjobbet hos SUF Opgangen i Odense meget mere end et studiejob. Hun føler sig som en fast del af huset, hvor hun både får værdifuld erfaring med sårbare unge og bliver klogere på sig selv.