Det bliver der nu ændret på.
SUF Nordsjælland flytter i nye og større lokaler, der matcher såvel de unge behov som afdelingens socialfaglige ambitioner.
– For os er adgangen til et fællesskab essentielt for vores tilbud. Men det skal være et fællesskab, som samtidig giver den enkelte unge mulighed for at kunne trække sig, når indtrykkene bliver for massive. Det får vi mulighed for med vores nye lokaler, siger Thomas Gammelgaard, leder, SUF Nordsjælland.
100 meter ned ad gaden
Flyttebilen får ikke brug for en fuld tank, når SUF Nordsjælland skal fragte deres indbo til de nye lokaler. Den kommende adresse ligger godt 100 meter fra den nuværende.
– Vi har været rigtig glade for vores adresse på Torvet i Hillerød, fordi vi er så centralt placeret. Det gør det nemt for vores unge at komme til, og samtidig er der masser af byliv helt tæt på. Derfor er vi også glade for at kunne bevare denne del på vores nye adresse, siger Thomas Gammelgaard.
Inddragelse og indretning
I de nye lokaler bliver der både fællesrum, kontorfaciliter og små møderum.
– Det bliver et sted, hvor der bliver små oaser, som vores unge kan trække sig tilbage til, men uden at de giver slip på fællesskabet, siger Thomas Gammelgaard, der samtidig fremhæver, at de unge bliver inddraget i indretningen af det nye domicil.
– Det er helt afgørende, siger han og fortsætter:
– Det er jo deres sted. Derfor skal de også være med til at bestemme, hvad der skal på væggene og den slags. Målet er, at det bliver fælleslokaler, hvor man har lyst til at komme for at være sammen med andre – og samtidig finde rum til sig selv.














