Underviser og kompetenceudvikler Kathrine Klærke skaber forståelse og sammenhæng mellem unge og voksne med autisme, jobcenter, virksomheder og uddannelser
Når Kathrine Klærke bliver bedt om at beskrive sin jobfunktion som kompetenceudvikler, så er der to svar, som umiddelbart melder sig: For det første er der ikke tale om én jobfunktion. For det andet handler det om at oversætte – skabe forståelse og sammenhæng – mellem det, der foregår i forskellige kontekster.
– At arbejde som kompetenceudvikler handler dybest set om at varetage og oversætte forskellige interesser, siger Kathrine Klærke, underviser og kompetenceudvikler og i Special Minds Aarhus, der hjælper unge og voksne med autisme hen mod uddannelse eller job. Hun uddyber:
– På den ene side har jeg jobcentret, som ønsker at få så mange mennesker som muligt tættere på arbejdsmarkedet eller i uddannelse. På den anden side har jeg kandidaten, der på grund af sin autisme har brug for støtte og viden til at forstå sine resurser og begrænsninger. Endelig har jeg arbejdsgiveren eller uddannelsesinstitutionen, som har brug for viden om, hvad det vil sige at få en sårbar ung eller voksen med autisme i et praktik- eller uddannelsesforløb. Jeg skal hele tiden stille mig et sted midt imellem de forskellige aktører.
Konstant fokusskifte
For Kathrine Klærke er det magtpåliggende at understrege, at arbejdet som underviser og kompetenceudvikler stiller krav om, at man investerer sig selv.
– Det er et hårdt arbejde, hvor der er brug for en del restitution, men det er samtidig sindssygt sjovt, siger Kathrine Klærke, der foreløbig har arbejdet som kompetenceudvikler hos Special Minds i ni år.
– Jeg har aldrig før været ansat et sted i så lang tid, og det skyldes i høj grad, at arbejdet er så meningsfuldt, siger Kathrine Klærke og fortsætter:
– Det er et arbejde, hvor du skifter fokus hele tiden. Fra et fokus på lovgivning til et fokus på, hvordan lovgivningen tager sig ud for en ung eller voksen med autisme. Hvad angår det sidste, så består min opgave ofte i at bidrage med den perspektiveringsevne, som vedkommende ikke selv har.
Målet er udvikling
Samtidig tjener de forskellige fokusskift, som kompetenceudvikleren hele tiden navigerer i, ét overordnet mål, nemlig at rykke en sårbar ung eller voksen tættere på beskæftigelse eller uddannelse. Også denne del af arbejdet har flere facetter, betoner Kathrine Klærke.
– Grundlæggende handler det om at undersøge, hvad der skal til for at skabe de forudsætninger, der skal til for at skabe udvikling, siger Kathrine Klærke og fremhæver, at en stor del af hendes arbejde med den unge eller voksne handler om at skabe stabilitet, tryghed og tillid.
– For nogle drejer det sig som, at de skal have styr på deres stressniveau, før de kan komme videre. Og så drejer det sig om at få skabt afklaring og indimellem også lukke nogle døre, så den unge eller voksne får fokuseret sine kræfter og resurser, dér, hvor det giver mening, siger Kathrine Klærke og slutter:
– Det fede er, at det giver mening. Jeg arbejder med mennesker, som dels har brug for at lære at forstå deres egen kontekst, dels har brug for støtte til at finde vej til en kontekst, hvor de kan begå sig og komme ud og få et meningsfuldt liv.

Det er et hårdt arbejde, hvor der er brug for en del restitution, men det er samtidig sindssygt sjovt
Kathrine Klærke



