SUF Nyheder

BOAS-afdelinger inviterer til autismevenligt vælgermøde

okt 9, 2025

Unge med autisme får mulighed for at tage aktiv del i den aktuelle valgkamp, når en række af vores BOAS-afdelinger slår dørene op for et særligt tilrettelagt vælgermøde den 22. oktober

For mennesker med autisme kan det være sin sag at tage del i en offentlig debat som den, der foregår netop nu, hvor der tælles ned til kommunalvalget. Tempo, uforudsigelighed og sociale krav gør et traditionelt vælgermøde til en uoverskuelig mundfuld.

Det bliver der gjort noget ved nu. Vores københavnske BOAS-afdelinger – der alle arbejder med mennesker med autisme – inviterer til et særligt tilrettelagt vælgermøde den 22. oktober på Nørrebro.

– Vi synes, det er interessant at gå ind og kigge på, om vi kan styrke deltagelsen i demokratiet blandt en gruppe mennesker, som ofte oplever at være ekskluderet fra den offentlige samtale. Ved at skabe et veltilrettelagt vælgermøde ønsker vi at fjerne nogle af de barrierer, der kan gøre det svært at stille spørgsmål, udtrykke holdninger og indgå i dialog med politikerne, siger Eva Garde, afdelingsleder, BOAS Nørrebro.

Tre nøglefaktorer

I tilrettelæggelsen af vælgermødet har BOAS-afdelingerne lagt vægt på, at der skal være styr på tre faktorer: tydelighed, forudsigelighed og tryghed.

– Deltagerne har på forhånd modtaget en klar og detaljeret beskrivelse af programmet, så de ved, hvad der skal ske, og hvornår. Der har desuden været mulighed for at indsende spørgsmål på forhånd, hvilket giver de unge en stemme, men uden forventning om spontanitet eller at skulle tale foran en større forsamling. Endelig vil selve afviklingen af vælgermødet tage højde for behovet for overskuelige rammer, siger Jesper Klaaby, socialkonsulent, BOAS Nørrebro.

Han fremhæver, at lokalet, hvor mødet kommer til at finde sted, bliver inddelt i trygge zoner. Derudover vil det blive lagt vægt på rolig stemning og tydelig struktur i samtalen med politikerne i form af korte, præcise indlæg og pauser undervejs.

– Vi håber og tror på, at vi med denne form får givet vores unge en reel stemme i den demokratiske proces – en stemme, som samtidig understreger, at deres perspektiver og erfaringer har værdi og betydning i samfundsdebatten, slutter Jesper Klaaby. Vælgermødet finder sted den 22. oktober 2025 kl. 16.00 –18.30 hos Nørrebro United, Baghuset, Husumgade 44, 2200 København.

Tilmelding til arrangementet skal ske til Jesper Klaaby senest d. 17. oktober kl. 9.00 på mail-adressen: jfk@suf.dk.

Du bedes oplyse antallet af deltagere samt navne. Af hensyn til at skabe et autismevenligt miljø er der begrænsede pladser, hvorfor det er ’først til mølle’.

Jesper vil give besked samme dag, om du har fået en plads.

{

Vi håber og tror på, at vi med denne form får givet vores unge en reel stemme i den demokratiske proces – en stemme, som samtidig understreger, at deres perspektiver og erfaringer har værdi og betydning i samfundsdebatten

Jesper Klaaby,
socialkonsulent i BOAS Nørrebro

Mere SUF nyt

At preppe i et botilbud er en hårfin balance

At preppe i et botilbud er en hårfin balance

Tryghed, inddragelse og styring skal følges ad, når der gøres klar til en krisesituation i et bofællesskab for sårbare mennesker. I BOAS Taastrup har de fundet vejen

Verdenskongres dumper ind på Frederiksberg

Verdenskongres dumper ind på Frederiksberg

Under den 21. Verdenskongres for socialpædagoger blev BOAS Frederiksberg udvalgt som én af de socialpædagogiske arbejdspladser, der skulle give inspiration til de 600 deltagere fra hele verden

Fra ung klimaaktivisme til sårbarhed i en krisetid

Fra ung klimaaktivisme til sårbarhed i en krisetid

Når folkemødet om kort tid løber af stablen på Bornholm, er Den Sociale Udviklingsfond på programmet med to indslag, som begge har det til fælles, at de handler om de ’vilde tider’, vi lige nu befinder os i – krig, oprustning og en usikker verdensorden.

Derfor blev vi mesterlærefamilie

Derfor blev vi mesterlærefamilie

Lysten til i praksis at gøre en forskel for en sårbar ung eller voksen, er det, der driver vores mesterlærefamilier i SUF Syd. Her møder du en af dem – og vi kan sagtens bruge flere

Milliondonation muliggør nyt specialiseret botilbud

Milliondonation muliggør nyt specialiseret botilbud

Med 10 millioner kroner i ryggen fra Den A.P. Møllerske Støttefond har vi netop åbnet botilbuddet SUF Hune, som henvender sig til mennesker med autisme og sanseforstyrrelser. De første fire beboere er flyttet ind