At befinde sig i centrum af en ophedet bandekonflikt eller være første mand på stedet efter et drab, en voldtægt eller en trafikulykke, hvor et barn er omkommet, har sin pris. Ikke mindst når den slags situationer gennemleves flere gange. År efter år.

Det kan den tidligere politibetjent John tale med om. Eller rettere: Det kan han i dag.

– I flere år var det noget, jeg gik med selv. Når du er i politiet – og som jeg hos ‘beredskab’ og ‘vagtcentral’ – har du selvfølgelig dine debriefinger og dine muligheder for en psykologsamtale, men det er langtfra gjort med dem, når du har stået i noget virkelig slemt. Desværre er politiet ikke et miljø, hvor du går og taler om alt det mentale, du kæmper med. Det vil blive set som en svaghed, og det vil med al sandsynlighed få konsekvenser for din ansættelse. Derfor forsøger du selv at fikse dine problemer. Sådan var det i hvert fald for mig. Men det gik ikke, siger 52-årige John, da vi møder ham i hans nye, midlertidige bolig i den ene af SUF Veteran & Beredskabs to afdelinger på Fyn.

En af de nye

John tilhører en af de nye målgrupper, som er begyndt at få plads hos SUF Veteran & Beredskab. For efter at der i mange år har været fokus på at hjælpe tidligere soldater med PTSD efter udsendelser, er der nu også kommet opmærksomhed på tidligere fængsels- og politibetjente, ambulancefolk og brandfolk, som har fået psykiske mén gennem deres arbejde.

Det er på tide, mener John.

– Personligt er jeg både vred og skuffet over, hvordan jeg blev behandlet, da jeg begyndte at få det skidt, fortæller John, der startede i politiet i 2001.

Angst i kroppen

Omkring 2014 begyndte han at mærke, at der var noget galt. En specifik sag, som John ikke ønsker at gå dybere ind i, fik gamle oplevelser til at poppe op igen. Han havde konstant indre uro, angst i kroppen, kunne ikke sove og var hjemsøgt af billeder og tanker om nogle af de situationer, han tidligere havde stået i.

– Den dag i dag påvirker det mig meget kraftigt, hvis jeg hører en bil gasse voldsomt op, fordi den straks bringer mig tilbage til en situation i en bandekonflikt, fortæller John, der blev diagnosticeret med PTSD i 2016.

I første omgang fortalte han det ikke til nogen.

– Hvis jeg sagde det højt, vidste jeg, at det var lig med en fyreseddel, siger han.

Et nummer i rækken

I stedet bad han om at blive midlertidigt flyttet til en anden afdeling, så han kunne få et par års pause fra nogle af de mest tilspidsede situationer. Det var umuligt.

– Jeg følte mig som et nummer i rækken. Hvis ikke jeg kunne levere dér, hvor der var brug for mig, kunne jeg slet ikke bruges. Heller ikke selvom jeg havde masser af resurser til andre områder. Det var iskoldt, siger John.

Efter 17 års tjeneste stod det i 2018 klart, at han ikke længere havde en fremtid hos politiet. Han forsøgte at flygte fra sine problemer med alkohol, blev førtidspensionist i 2022, og dele af familielivet kollapsede.

Ro og retning

Sådan så situationen ud, da han i 2025 fik plads hos SUF Veteran & Beredskab og en fast kontaktperson i skikkelse af socialkonsulent Trine Fischer Madsen.

– Da jeg møder John første gang, er det en mand, der er topmotiveret for, at der skal ske en stabilisering af hans liv, og som på mange områder også har virkelig godt styr på sig selv – trods sine udfordringer. John er altid venlig og imødekommende, og han overholder vores aftaler, siger Trine Fischer Madsen og fortsætter:

– Men Johns historie illustrerer også meget godt, hvordan vi arbejder. Vi møder ikke kun et menneske med en PTSD-diagnose, men et menneske, hvis liv er blevet påvirket på mange områder. Derfor har vi et helhedsorienteret blik, hvor vi sammen med den enkelte skaber ro og overblik og finder de næste skridt – hvad enten det handler om bolig, økonomi, sundhed, behandling, netværk eller kontakt til andre instanser. Vi kan kun hjælpe med det, den enkelte ønsker hjælp til, så tillid i relationen er helt afgørende.

For John betyder det blandt andet, at der arbejdes målrettet med at skabe den ro og struktur, der på sigt kan gøre det muligt for ham at vende tilbage til en permanent bolig. I dag er han funktionelt hjemløs, fordi uroen gør, at han ikke kan holde til at opholde sig i sit eget hjem.

– Opholdet i SUF Veteran & Beredskabs hytter fungerer samtidig som en tryg træningsbane. Her har beboerne deres egen bolig og står selv for hverdagens praktiske opgaver som indkøb, madlavning, tøjvask og rengøring – men med mulighed for støtte og vejledning, når der er behov for det, siger Trine Fischer Madsen.

Alene og sammen

Ifølge socialkonsulenten er en af Johns udfordringer, at han kan have svært ved at sige, når han har brug for støtte.

– Det er noget, vi ofte ser blandt dem, der kommer her. De har været vant til at være der for andre, og derfor kan det være utrolig svært pludselig selv at bede om hjælp. En vigtig del af vores arbejde er derfor også at bygge bro til de tilbud og instanser, der skal støtte, når opholdet hos os er slut.

John er dog ikke i tvivl om, at han i dag er det helt rette sted.

– Kombinationen af, at jeg kan være mig selv i min egen bolig og samtidig have adgang til Trines støtte samt fællesskabet med de andre veteraner, føles som det, jeg har brug for i forhold til at få fundet en ny struktur – og få ro om mit fremtidige liv.

(John medvirker anonymt. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt).