SUF SYD: Mange havde opgivet håbet om en fremtid for Camilla som følge af hendes spiseforstyrrelse. Med tålmodighed og målrettet støtte kom hun på ret køl, og i dag er hun mellemleder i en stor virksomhed. Erfaringerne fra sin historie tager hun med sig

Billedet står mejslet ind i hukommelsen hos socialkonsulent Gitte Kargo. Billedet af en ung sårbar kvinde, der i flere måneder lå med ryggen mod omverdenen på sofaen hos SUF Syd i Kolding.

– Du lå næsten tre måneder på den sofa fra morgen til aften, og der var ikke nogen, som skulle blande sig i dit liv, siger Gitte Kargo, da hun sidder sammen med Camilla, der i dag er 32 år og lever et velfungerende liv med en mellemlederstilling i en stor dansk virksomhed.

At det skulle gå sådan, havde ingen af dem i deres vildeste fantasi forestillet sig, da de første gang mødte hinanden for ni år siden. Den dengang 23-årige Camilla var indlagt på Psykiatrisk Afdeling på Odense Universitetshospital. Hun kæmpede med en alvorlig spiseforstyrrelse, og planen var, at hun skulle videre til et behandlingssted, når der blev en ledig plads.

– Vi blev set som en mellemstation, men der var samtidig ikke rigtig nogen, som troede på, at der var en fremtid for Camilla, fortæller Gitte Kargo.

Hos SUF Syd, der en kombination af botilbud og træningsaktiviteter for mennesker med betydelige personlige, psykiske og sociale problemstillinger, vidste man imidlertid, at tingene meget vel kunne udvikle sig anderledes, hvis de fik chancen for at arbejde med Camilla. Det gjorde de, selvom om hun var alt andet end begejstret, da hun blev indskrevet i det sydjyske botilbud.

Tiden arbejder

Så dér lå hun. På hjørnesofaen i fælleslokalerne hos SUF Syd. Alt, hvad Gitte Kargo, og hendes kolleger kunne gøre, var at vente.

– Det var forsvarsmekanisme i allerhøjeste potens. Al tro på, at tingene kunne blive bedre, og at der var nogen, som ville Camilla det bedste, var ødelagt. Hendes logik var, at hun lige så godt kunne skubbe folk fra sig med det samme, for der var ingen grund til at etablere relationer, hun alligevel risikerede at miste. For os var der ikke andet at gøre i første omgang end at lade tiden arbejde, fortæller Gitte Kargo, der indrømmer, at mobiliseringen af tålmodighed var forbundet med en vis nervøsitet, fordi spiseforstyrrelsen var ledsaget af sukkersyge og tanker om selvskade.

– Jeg kan slet intet huske fra den periode, fordi jeg havde det så dårligt, siger Camilla i dag.

Ingen mistænkeliggørelse

Gitte Kargo hjælper hende på vej, og snart efter deler de en oplevelse, der for dem begge står som et vendepunkt. En dag ringede Camilla og fortalte, at hun var i gang med at rydde op på terrassen, der hørte til den lejlighed, hun havde fået stillet til rådighed af SUF Syd.

– Når man lider af en spiseforstyrrelse, og man fortæller andre, at man er i gang med noget fysisk aktivt, bliver man ofte irettesat, fordi man bliver mistænkt for at ville brænde kalorier af. Den irettesættelse fik jeg ikke af Gitte. Jeg blev tværtimod rost for mit initiativ, og det var første gang, at jeg ikke følte mig mistænkeliggjort, siger Camilla.

Gitte Kargo bryder ind:

– Dén pointe er vigtig, for den fortæller noget om, hvordan vi arbejder i Den Sociale Udviklingsfond. Når vi møder et menneske som Camilla, så er det ikke et spiseforstyrret menneske, der træder ind ad døren, men et menneske med en spiseforstyrrelse. Den må aldrig være det første, vi ser. Vi skal spørge os selv: ’Hvem er Camilla, når hun ikke er spiseforstyrret?’

Sten af vejen

Camilla havde ikke alene rejst sig fra sofaen. Hun ville videre med sit liv. Kort efter var hun i gang med en videregående uddannelse indenfor handel og økonomi, og hun fik samtidig støtte til at lære at tage del i det sociale liv. Spiseforstyrrelsen var der stadig, og i et samarbejde mellem SUF Syd og Camilla blev der lagt en plan for, hvordan den skulle håndteres.

– Vi vidste præcist, hvornår spiseforstyrrelsen begyndte at give Camilla vanskeligheder. Kom hun under 48 kilo, opstod der problemer i form af indre stemmer osv., fortæller Gitte Kargo, som husker, hvordan man i SUF Syd indgik en aftale med den lokale bager, som sørgede for, at Camilla fik et rundstykke, inden hun steg på toget på vej til uddannelse.

– Det handlede om at få ryddet nogle sten af vejen, så Camilla kunne gå efter sin drøm, siger Gitte Kargo.

Tilbagefald

Det var dog ikke ensbetydende med, at alt forløb uden problemer. I forbindelse med en af de afsluttende opgaver, gik der kludder i afleveringsprocessen, og Camilla modtog en besked om, at hun ikke kunne gå til den afsluttende eksamen, hvilket risikerede at få alvorlige konsekvenser for den ansættelse, hun netop havde fået i en stor virksomhed.

– Meldingen sendte mig direkte tilbage i de problemer, jeg så længe havde kæmpet med og endelig var på vej ud af. Jeg trak gardinerne for og lagde mig under dynen. Parat til at opgive det hele. Havde det ikke været for Gitte, havde jeg smidt det hele på gulvet, siger Camilla og sender et smil til sin tidligere socialkonsulent, som sammen med Camillas mor tog affære.

Mens moren fik hevet Camilla ud af sengen, var Gitte i timelang kontakt med Uddannelsesministeriet for at finde en løsning.

– Jeg solgte sand i Sahara dén dag, men det lykkedes, og dagen efter gik Camilla op og tog sin eksamen. Der var ingen, som kunne se, at hun blot få timer forinden var slået helt tilbage til start. I den situation var vi dem, som bar håbet på Camillas vegne.

On my own

Situationen var udslagsgivende for, at Camilla er, hvor hun er i dag, og den står derudover som en påmindelse om, hvad hun til stadighed skal være opmærksom på, når tilværelsen pludselig byder på modstand.

– Når jeg har haft kriser, har jeg ofte været bange for, at spiseforstyrrelsen skulle tage over, men det er heldigvis ikke sket. Men jeg ved, at jeg skal være opmærksom, hvis der sker store omvæltninger, eller jeg skal træffe vigtige beslutninger, siger Camilla, der i dag er ’on my own’, som hun udtrykker det.

Hun modtager ingen form for støtte eller supervision, og set udefra ligner det, at hun lever et ganske almindeligt liv med fast arbejde, gode venner og et sundt forhold til ugentlige træningspas i fitnesscentret.

– Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at jeg i dag har et almindeligt liv, for jeg har stadig en spiseforstyrrelse. Nogle dage fylder den mere end andre, men jeg kan styre den, og jeg ved, at min hjerne ikke fungerer, hvis ikke jeg får noget at spise eller bliver for lavvægtig.

’Hvorfor’

For Camilla er der samtidig en anden mindst lige så vigtig erfaring, som hun har taget med sig fra tiden i SUF Syd.

– Nu øver jeg mig i at møde andre, sådan som jeg selv blev mødt, dengang tingene vendte, siger hun og uddyber:

– Når tingene af og til dykkede, mens jeg var hos SUF Syd, så blev jeg aldrig mødt af et anklagende ’hvorfor nu det’, men snarere et ’hvorfor’ som handlede om at forstå, at der nogle gange var en grund til, at det var spiseforstyrrelsen, som tog styringen i mit liv. Gittes indstilling var, at når der opstod en ny situation, så var det den, vi måtte prøve at løse. Dén indstilling forsøger jeg i dag at efterleve i forhold til mine medarbejdere. Jeg prøver at forstå, hvad der i virkeligheden er i vejen, når der pludselig er en medarbejder, som har det skidt. Jeg er nysgerrig, jeg kigger på det hele menneske, og jeg forlanger ikke, at mine medarbejdere lægger deres private problemer til side, når de møder på arbejde. For jeg ved af erfaring, at der kan være meget på spil.

Navnet Camilla er opdigtet af personlige hensyn. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.