”Har du lyst til at tage med til Folkemødet på Bornholm for at sætte køn og identitet indenfor socialområdet på dagsordenen?”
Nogenlunde sådan lød henvendelsen fra os i Den Sociale Udviklingsfond til Sølve Storm, der er psykolog med speciale i køn og seksualitet og udsatte unge LGBT+-personer.
Svaret var et klart og rungende ja!
– Når jeg ikke tøvede ét sekund med at tage med til Folkemødet, så er det fordi, jeg generelt brænder for at skabe fællesskaber, hvor det ikke kun handler om, at minoriteter skal tolereres, men hvordan vi helt grundlæggende er sammen som mennesker, og hvordan vi giver plads til diversitet. Her melder spørgsmål om køn og identitet sig som et stærkt vedkommende emne, der lige nu presser sig på indenfor især socialområdet med en voldsom kraft, siger Sølve Storm, der gæster Folkemødet for første gang.
Det er lige nu
Ifølge Sølve Storm så er det ’lige nu’, at der er brug for en praksisforankret socialfaglig viden, der kan gøre en forskel for eksempelvis udsatte unge, som har brug for støtte i forhold til valg af kønsidentitet.
– Der findes rigtig mange sårbare unge LGBT+-personer, som ikke føler sig forstået, men derimod stigmatiserede, fordi de ikke oplever, at de bliver mødt som dem, de er, siger Sølve Storm, der under Folkemødet er i samtale med vores egen regionsdirektør, Margrethe Langer.
Netværk i Velfærdsteltet
Arrangementet finder sted lørdag den 15/6 kl. 14.00 – 14.45 i Selveje Danmarks Velfærdstelt, men Sølve Storm håber, at der bliver lejlighed til at tale endnu mere om køn og identitet end de berammede 45 minutter.
– Jeg glæder mig til at møde mange af de mennesker, som lægger vejen forbi Velfærdsteltet, siger Sølve Storm og slutter:
– Min oplevelse er, at når der på en god og kærlig måde bliver skabt rum til samtale og refleksion, så inviterer det noget godt frem i os alle. Det bliver rum, som ikke kun er for minoriteternes skyld, men rum som er til gavn for hele fællesskabet. De rum håber jeg at kunne være med til at skabe på Bornholm.
Der findes rigtig mange sårbare unge LGBT+-personer, som ikke føler sig forstået, men derimod stigmatiserede, fordi de ikke oplever, at de bliver mødt som dem, de er.
Sølve Storm,
psykolog med speciale i køn, seksualitet og unge LGBT+-personer