SUF Nyheder

Insekter, tallerkener og afhuggede fingre åbner for nyt fællesskab i Jægerspris

sep 4, 2025

Med støtte fra Statens Kunstfond har BOAS Jægerspris skabt et kunstprojekt for unge og voksne med autisme og sanseforstyrrelser. Det styrker fællesskabet, alt imens der tælles ned til åbningen af udstilling

Luftfoto af afdelingen, BOAS Jægerspris

Én er i gang med at forme det, der skal blive til afhuggede fingre. En anden er i færd med at lægge sidste hånd på et par sirlige blade på en kop.

Vi er i keramikværkstedet i en tidligere skole, som døgn- og botilbuddet BOAS Jægerspris overtog for tre år siden. Værkstedet er blevet rammen om huskunstnerprojektet ”Sanser som form – et keramikforløb med fokus på processen”. Her mødes et hold unge og voksne med autisme og sanseforstyrrelser én gang om ugen for at arbejde med ler i alskens former.

– Det er et projekt, som har åbnet for nogle helt nye socialfaglige perspektiver, siger Ane Feierskov Knudsen, pædagogisk aktivitetsmedarbejder, BOAS Jægerspris.

– Ler kan noget helt særligt for mennesker med sanseforstyrrelser. Når man arbejder med ler, opstår der sanseintegration, fordi både psyken og fysikken sættes i spil. Derudover skabes der et fællesskab for en gruppe, som ellers har en tendens til at isolere sig.

Støttet med huskunstner

Det var Ane Feierskov Knudsen, som fik idéen til at skabe et kunstprojekt, da hun så keramiklokalet med en gammel keramikovn på skolen.

– Jeg tænkte, at her lå et uudnyttet potentiale, som ville give os mulighed for at introducere vores beboere til kunstneriske processer. Det førte til udformningen af huskunstnerprojektet, fortæller hun.

En ansøgning blev sendt afsted til Statens Kunstfond, som har støttet projektet med 75.000 kroner. Pengene går til aflønning af den udøvende, tværfaglige kunstner Martha Skou, der er tilknyttet som såkaldt huskunstner og som står for keramikundervisningen.

– Når ordene ikke rækker, kan det frie arbejde med ler gøre det nemmere at udtrykke sig og bearbejde følelser og tanker. Med ler er det nemt at komme i en tilstand af flow og tankefrihed, siger Martha Skou.

Udstilling på trapperne

Men det standser ikke her. I slutningen af september i år præsenterer de medvirkende i kunstprojektet nemlig deres værker i kulturhuset Rejsestalden i Jægerspris. Titlen er ”Tanker og tallerkner”.

– Det bliver en udstilling, der tager form som et frokostbord – mere skal ikke afsløres nu, slutter Ane Feierskov Knudsen.

{

Ler kan noget helt særligt for mennesker med sanseforstyrrelser. Når man arbejder med ler, opstår der sanseintegration, fordi både psyken og fysikken sættes i spil. Derudover skabes der et fællesskab for en gruppe, som ellers har en tendens til at isolere sig.

Ane Feierskov Knudsen,
pædagogisk aktivitetsmedarbejder i BOAS Jægerspris

Mere SUF nyt

Ny politisk åbning for PTSD-ramte veteraner 

Ny politisk åbning for PTSD-ramte veteraner 

Forsvarsminister Jeppe Bruus vil gøre det lettere at få PTSD anerkendt som arbejdsskade. Det vækker glæde hos SUF Veteran & Beredskab, som samtidig peger på, at den rette hjælp handler om langt mere end erstatning – og at PTSD også rammer andre end krigsveteraner, der har gjort tjeneste for Danmark

Dorthe Birkmose: Vi må rotte os sammen

Dorthe Birkmose: Vi må rotte os sammen

Det er ikke nok, at den enkelte medarbejder siger fra. Kritik skal samles og lyde højere. Det var budskabet, da psykolog Dorthe Birkmose fyldte Velfærdsteltet på Folkemødet og appellerede til handling nu

Tillid på prøve i et presset system

Tillid på prøve i et presset system

Når økonomisk pres, politik og slagkraftige mediesager præger socialområdet, bliver tilliden mellem kommuner og sociale tilbud både mere sårbar – og vigtigere end nogensinde