Fuglene kvidrer i baggrunden hos botilbuddet SUF Veteran & Beredskab på Fyn. Her bor 34-årige Benjamin Lassen Schmidt. Han sidder ved et bord udenfor, mens solen bryder gennem skyerne. Der er ro omkring ham nu. Men sådan har det ikke altid været.

I marts 2023 blev han uddannet brandmand. En drøm, han havde arbejdet målrettet for at opnå.

– Det var et arbejde, som gav utrolig meget, fordi jeg sammen med mine kolleger havde opgaven at hjælpe andre. Jeg blev bidt af det med det samme. Jeg startede som deltidsbrandmand og drømte om at komme på fuld tid. Al min fokus lå på at blive en god brandmand, fortæller han.

Ét skridt for langt

Men få måneder senere ændrede en arbejdsulykke alt. I september 2023 blev beredskabet kaldt ud til en brand på en kemifabrik i Nyborg.

– Det var en rutineopgave. Vi kørte der fast et par gange om måneden, så der var ikke noget usædvanligt ved det, fortæller Benjamin.

Området var dækket af tæt skum fra fabrikkens eget slukningsanlæg. Sigtbarheden var nærmest ikkeeksisterende. Benjamin tog et skridt frem – og forsvandt.

Han styrtede seks meter ned i en affaldsgrav. Faldet ødelagde hans skulder, og der gik hul på hans røgdykkermaske. Fanget i det tunge skum havde han kun begrænset tid til at trække vejret, før kollegerne fik ham hevet op. En omfattende operation ventede. Beskeden fra lægerne var klar: Han ville aldrig kunne vende tilbage som brandmand.

Da det psykiske meldte sig

I de første måneder efter ulykken fyldte de fysiske smerter mest. Men langsomt begyndte noget andet at vise sig.

– Jeg kunne godt mærke, at noget var galt, men jeg troede i første omgang, at det var stress. Jeg søgte ind på ingeniøruddannelsen og tænkte, at jeg skulle videre med livet. Men jeg kunne ikke sove, trak mig fra andre mennesker og mistede mere og mere overskud.

En dag opdagede Benjamin pludselig, at han var kørt over for rødt med sine to børn på bagsædet. Når han kørte til studiet, kom han ofte ikke længere end til parkeringspladsen. Lægen henviste ham til udredning for PTSD.

– Det var en kæmpe mavepuster. Jeg vidste, at PTSD ikke var noget, jeg bare ville blive kureret for, men noget jeg skulle lære at leve med.

En overset gruppe

PTSD forbindes ofte med veteraner fra Forsvaret. Men hos SUF Veteran & Beredskab møder de i stigende grad mennesker, der i lighed med Benjamin har gjort tjeneste i forskellige dele af beredskabet.

– Benjamin er en del af en nyere målgruppe. Brandfolk, politi, fængselsbetjente og ambulancereddere kan blive ramt af alvorlige psykiske skader som følge af deres arbejde, siger Tina Gammelgaard, socialkonsulent hos SUF Veteran & Beredskab.

Hun har været fast kontaktperson for Benjamin, siden han kom til botilbuddet i 2025.

– Han var meget forpint, da han kom her. Det, der fyldte mest, var, at han ikke kunne være der for sine børn.

I dag er børnene i aflastning hos hans søster og hendes kæreste. Benjamin ser dem kun få timer hver anden uge.

Ringe i vandet

For Benjamin har konsekvenserne rakt langt ud over ham selv.

– Noget af det sværeste har været at se, hvordan ulykken har påvirket andre mennesker. Min søster og hendes mand har fået deres liv vendt på hovedet, fordi de tager sig af mine børn. Min mor har været fast omsorgsperson for mig i flere år. Hver gang familien skal noget, skal der tages hensyn til mig.

Han tænker ofte på, hvor lidt der skulle til.

– Havde jeg ikke taget de to skridt, havde mit liv og mine nærmestes tilværelse set helt anderledes ud i dag.

At finde fodfæste igen

Indsatsen hos SUF Veteran og Beredskab har handlet om at skabe struktur og overskuelighed i en hverdag, der var brudt sammen.

– Da vi sammen med Benjamin fik styr på et minimum af samvær med hans børn, kunne vi begynde at fokusere på Benjamins egen recovery og hverdagsmestring. Det handler blandt andet om at mærke egne grænser, bede om hjælp og få opbygget en hverdag, som er overskuelig, siger Tina Gammelgaard.

Benjamin har fundet ro i naturen og på fisketure med overnatning.

– Jeg har altid været meget energisk og haft mange bolde i luften. Nu kan to tallerkener på køkkenbordet vælte hele min dag. Det har været svært at acceptere, at jeg ikke kan det samme som før.

Samtidig har han skullet forholde sig til et identitetstab.

– Hele min identitet som brandmand forsvandt. Jeg vidste ikke længere, hvem jeg var. På et tidspunkt fyldte selvmordstankerne så meget, at jeg blev indlagt i psykiatrien.

Mangler anerkendelse

Benjamin oplever, at der mangler fokus på de psykiske belastninger, som brandfolk udsættes for.

– To af mine tre første udkald var en drukneulykke og en arbejdsulykke, hvor en mand var blevet mast ihjel. Det er ikke småting, man bliver sendt ud til. Men der er stadig ikke tilstrækkelig opmærksomhed på, at de oplevelser kan sætte sig som psykiske skader.

Tina Gammelgaard peger i den sammenhæng på, at brandfolk ikke har samme adgang til specialiseret traumebehandling som veteraner fra Forsvaret.

– Veteraner kan henvises direkte til ATT (tværfaglig traumebehandling, red.). Det kan brandfolk som Benjamin ikke. De skal først gennem lokalpsykiatrien. Det er et unødigt benspænd, som forlænger vejen til behandling, siger hun.

Børnene er målet

I dag mærker Benjamin fremskridt.

– Accepten for min situation vokser, og jeg begynder at komme i bedre form gennem træning. Jeg kan se, at der sker noget, selv om det går langsomt. Samtidig er jeg glad for at have en kontaktperson som Tina Gammelgaard. Hun står til rådighed døgnet rundt, og selvom jeg ikke har prøvet at ringe til hende på skæve tidspunkter, så giver det mig en stor tryghed at vide, at hun er der.

Han er taknemmelig for den hjælp, han har fået undervejs. Og selv om vejen tilbage stadig er lang, er målet klart.

– Min største motivation er at finde vejen tilbage til at være sammen med mine børn. I første omgang en hel weekend. Det er det, jeg arbejder hen imod.