Da Simon fik ro på
Efter flere års uro omkring Simon og hans situation kom han til SUF. Her blev hybridmodellen vejen til udvikling; som ikke kunne opnås andre steder.
Da 16-årige Simon kom i kontakt med SUF, var det tydeligt at det var tid til, at der skulle ske noget nyt. Hans ophold på en døgninstitution havde ikke været den store succes, og hans mor var efterhånden desperat efter, at der skulle komme ro omkring Simon.
”Han havde været på døgninstitutionen i godt halvandet år. De var seks drenge, der alle var ret urolige; jeg tænker nogle gange at det var som at sætte Danmark og Al Qaida sammen” fortæller Lone, der er Simons mor. Som pædagog har hun fuld forståelse for, at børn og unge er forskellige. Men som mor var hun efterhånden noget frustreret. Det hele eskalerede, da Simon blev indlagt efter at have sniffet lightergas på døgninstitutionen.
Heldigvis gik det ikke værre end, at han blev observeret nogle dage på hospitalet og blev erklæret rask og ménfri. Men det satte gang i den videre proces. Det var umiddelbart en hård nød at knække; hvor kunne Simon få de rette rammer, så han ikke skulle forholde sig til en masse andre unge.
Ro omkring sig
Niels Nielsen, der senere blev Simons socialkonsulent i SUF, fortæller at Simon havde så meget uro indeni, så det var absolut nødvendigt, at der var ro på de ydre omgivelser. For Simon var det for stor en mundfuld at være på institution med flere unge i lignende vanskeligheder.
”Simon har betragtelig ADHD, og ham og hans familie har været et krævende sygdomsforløb igennem med Simons bror, der nu er død af kræft.” fortæller Niels Nielsen. I forlængelse af døgninstitutionen iværksatte man et midlertidigt enkeltmandsprojekt med Simon og to pædagoger. Det kunne heller ikke skabe udvikling eller tryghed, kun et taxameter der tikkede, og en dreng der ikke trivedes.
Tid til udvikling
”Det var sådan set opholdstedet selv, enkeltmandsprojektet, der ikke mente at de kunne skabe udvikling for Simon. Men de vidste ikke, hvad de skulle stille op”, fortæller Niels Nielsen, der til daglig arbejder under SUF Syd i Kolding.
I dag sidder han med ved kaffebordet hos Bjarne og Solveig Jespersen, hvor Simon i halvandet år boede, arbejdede og levede både for sig selv og som en del af familien. Minkfarmen uden for Kolding viste sig nemlig at være de perfekte rammer for en ung mand i hans situation. Simons mor, Lone, var lettet og lidt overvældet da hun blev præsenteret for den pædagogiske løsning. ”Vi kaldte det faktisk en Rolls Royce. Der var tydeligvis tænkt på lige præcis min søn, på Simon. Der var både frihed og tryghed, og jeg følte jeg kunne få lov at være mor igen”, siger Lone, der havde været rådvild i nogle år på det tidspunkt.
Eneste rigtige
Også i Esbjerg Kommune var man begejstrede for det tilbud, som SUF kunne sammensætte til Simon. Helle Iversen er sagsbehandler og har fulgt Simon i flere år.
– På opholdssteder skal den unge jo tilpasse sig stedet og de andre, men Simons situation var så kompleks, og der var for meget uro i og omkring ham, til at han kunne det. Det at han kunne få fod under eget bord med faste rammer, var virkelig det helt rigtige for en i Simons situation, forklarer Helle Iversen.
På minkfarmen tog de imod Simon med de sædvanlige faste rammer. Bjarne og Solveig har før haft plejebørn, så de er vant til at omgås unge med udfordringer tæt inde på livet. Denne gang var det hele dog lidt anderledes, fordi Simon ikke skulle bo inde i huset. Men rammer og rutiner har Bjarne Jespersen før været mand for at skabe.
Svært at holde fokus
”Han var febrilsk og rastløs”, fortæller Bjarne Jespersen, der blev den ene part i Simons såkaldte projektfamilie. Med bolig, familie og arbejdsplads samlet kunne Simon både træne job og samvær, men trække sig tilbage, når han havde brug for det. ”Han kunne ikke holde fokus ret længe i starten.
Han var febrilsk og rastløs… Han kunne ikke holde fokus ret længe i starten.
Bjarne Jespersen
Han arbejdede måske en time ad gangen, og så skulle han lige hente en cola i Brugsen eller noget andet. Men langsomt kunne jeg begynde at sige, vi venter lige med colaen til efter kl. 12 – vi skal lige have det her overstået”, fortæller Bjarne Jespersen, der driver minkfarmen, som kunne beskæftige Simon i de rette doser.
Socialkonsulent med overblik
De skulle dog lige lære at navigere i den nye form, hvor Simon havde sin egen pavillon på gårdspladsen med køkken og bad. Derudover fulgte socialkonsulent Niels Nielsen dagligdagen på tæt hold.
”Det var rigtigt fint, at Simon kunne vælge os til og fra i det omfang, han havde behov for. Vi kunne sagtens fornemme, at han både havde brug for at snakke og eksempelvis hjælp til at købe ind, men han trak sig også tilbage indimellem. Men han blev siddende længere og længere tid ved bordet, når han var herinde”, fortæller Solveig Jespersen.
Simon var ikke den eneste, der fik mere ro i sjælen, mens han boede ved Solveig og Bjarne.
”SUF og Niels var min forlængede arm. Jeg havde også selv stor glæde af at snakke med Niels, for at forstå hvad der foregik og følge med i min søns udvikling. Helt overordnet kunne jeg få lov til bare at være mor og ikke bekymre mig om de ydre rammer; jeg var tryg ved Solveig og Bjarne, jeg vidste han var i professionelle hænder, der havde fokus kun på Simon”, fortæller Lone, Simons mor.
Gradvis holdningsskift
Udover at Simon blev mere afslappet og gradvist optrappede til at gennemføre en hel arbejdsdag, skete der også små holdningsskift hos den unge mand.
Han var faldet fra flere uddannelser på grund af for højt fravær, og han har haft svært ved at holde aftaler og møde til tiden. På minkfarmen fortæller Bjarne Jespersen om en af de tydelige forandringer han mærkede. Det var en af de historier Simon fortalte om en ven.
”Han fortalte om en kammerat, der var kommet tre timer for sent på arbejde. Simon forklarede hvordan han simpelthen synes det var for dårligt, og han burde da vist lige et smut herud på minkfarmen”, griner Bjarne Jespersen.
At den pædagogiske løsning kan skabe udvikling og forandring, er Helle Iversen ved Esbjerg Kommune enig i. Er behovet til stede er hun sikker på, at hun vil få opbakning til at bruge den igen, med henblik på at ruste den unge til voksenlivet: ”Hvis jeg oplever en dreng, der er ligeså kompleks som Simon, er fleksibiliteten i modellen rigtig god. Man kan kalde det en rugekasse til voksenlivet”, lyder det fra sagsbehandleren.
Hvad skete der bagefter?
Simon boede på minkfarmen i lidt under halvandet år, til han blev 18 år. Både Bjarne, Solveig, Simons mor og SUF ville gerne at han kunne have været der lidt længere, men en række omstændigheder gjorde, at Simon flyttede for sig selv i Ribe kort efter, at han var blevet 18.
Det var rigtigt fint, at Simon kunne vælge os til og fra i det omfang, han havde behov for. Vi kunne sagtens fornemme, at han både havde brug for at snakke og eksempelvis hjælp til at købe ind, men han trak sig også tilbage indimellem. Men han blev siddende længere og længere tid ved bordet, når han var herinde
Solveig Jespersen