– Jeg har lavet en fuglekasse til dig!
Forbløffelsen lyste ud af øjnene på fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), da han forleden besøgte SUF Veterans nye afdeling på Fyn. Foran ministeren stod krigsveteranen Steffen, som har fået plads i et af de selvstændige træhuse, der er beliggende i naturskønne omgivelser ved Haarby.
– Ministeren fik både en smuk, hjemmelavet fuglekasse med hjem og forhåbentligt også en masse nyttig viden om et tilbud, der har været med til at sætte en ny dagsorden for, hvordan vi skaber udviklende tilbud til krigsveteraner, som kæmper med PTSD, siger Jesper Maigaard, forstander for SUF Veteran.
Tæt på rammerne
Ministerbesøget bød både på morgenmad og en rundvisning, hvor Troels Lund Poulsen – der blandt andre havde følgeskab af chefen for Veterancentret, oberst Kim Simonsen og direktør i Den Sociale Udviklingsfond, Michael Hansen – på nærmeste hold fik set de forhold, som tilbydes veteranerne.
– Selve tanken med SUF Veteran er at kunne yde socialfaglig støtte inden for nogle rammer, der dels tilgodeser veteranens behov for uforstyrrethed, dels giver veteranen mulighed for at indgå i et fællesskab med andre veteraner, så den enkelte ikke sidder isoleret tilbage i egen bolig, fortæller Helle Iversen, afdelingsleder, SUF Veteran.
Gør en forskel
Sammen med Jesper Maigaard har hun været med siden 2016, hvor den første afdeling af SUF Veteran, beliggende ved Nr. Broby på Fyn, blev etableret som et af Danmarks første forsorgshjem for krigsveteraner.
– Vores mål var dengang som nu at skabe et tilbud, som giver veteranerne mulighed for at styrke deres kompetencer med henblik på at vende tilbage til et liv i egen bolig og med begrænset støtte, siger Helle Iversen.
I praksis foregår det ved, at hver veteran får tilknyttet en fast kontaktperson, som giver støtte i forhold til samarbejde med myndigheder og behandling, og som hjælper med at genoprette en hensigtsmæssig livsførelse. Samtidig tilbydes krigsveteranerne forskellige former for fællesskaber og aktiviteter med de øvrige krigsveteraner.
– Vi har kunnet se, at SUF Veteran gør en forskel for mennesker, som har været udsendt. Derfor tillader vi os også at nyde den anerkendelse, som alene interessen og besøget fra ministeren vidner om, slutter Jesper Maigaard.
– Selve tanken med SUF Veteran er at kunne yde socialfaglig støtte inden for nogle rammer, der dels tilgodeser veteranens behov for uforstyrrethed, dels giver veteranen mulighed for at indgå i et fællesskab med andre veteraner, så den enkelte ikke sidder isoleret tilbage i egen boli
Helle Iversen,
afdelingsleder SUF Veteran