SUF Nyheder

Da nattevagten vejrede morgenluft

jan 4, 2024

Efter at have arbejdet som rengøringsassistent, nattevagt og mentor hos SUF Opgangen i Odense, var Lærke Rasmussen ikke i tvivl, da hun efter færdiggjort uddannelse fik tilbudt job som socialkonsulent

Er der én, som der kender samtlige hjørner af SUF Opgangen i Odense i både bogstavelig og overført betydning, så er det Lærke Rasmussen. Da hun for seks år siden var i færd med at uddanne sig til pædagogisk assistent, tog hun arbejde som rengøringsassistent i SUF Opgangen, der er et specialiseret botilbud for unge mellem 15 og 35 år med psykosociale vanskeligheder og mulighed for støtte i egen bolig.  

Lærke Rasmussen sugede til sig.

– Jeg har altid vidst, at jeg ville lave noget med mennesker – og meget gerne noget med unge mennesker – så det var virkelig et interessant sted for mig at være, fortæller Lærke Rasmussen. 

Derfor takkede hun også omgående ja, da hun nogle år senere blev tilbudt en ny ansættelse som nattevagt, samtidig med at hun påbegyndte uddannelsen som ergoterapeut.  

– Stillingen betød, at jeg fik mulighed for at komme tættere på den socialfaglige indsats og selve udviklingen hos den enkelte unge, fortæller Lærke Rasmussen, der efter en nattevagt, hvor hun tog imod en ung med akut behov for støtte, blev tilbudt et job som mentor den unge. Igen sagde Lærke Rasmussen ja.  

– Det var utrolig meningsfyldt, siger Lærke Rasmussen, der blev færdiguddannet ergoterapeut i juni 2023. 

Selvledelse styrker relationsarbejdet 

Hos SUF Opgangen var man ikke sen til at se de muligheder, der lå i fastansættelsen af en nyuddannet ergoterapeut, som samtidig kendte alt til huset. Lærke Rasmussen blev tilbudt en fuldtidsstilling som socialkonsulent, og nok engang behøvede hun ingen betænkningstid. 

– Noget af det, som kendetegner mit arbejde som socialkonsulent – og hvor jeg kan gøre brug af min uddannelse som ergoterapeut – er blikket på det hele menneske. Observationen af hvordan eksempelvis motoriske udfordringer og kompetencer spiller sammen med de kognitive resurser, forklarer Lærke Rasmussen, der på det personlige plan stortrives med den selvledelse, som er et af omdrejningspunkterne i arbejdet som socialkonsulent. 

– Et er, at jeg i vid udstrækning selv kan strukturere min hverdag og mit samvær med den unge. Noget andet er, at det giver noget særligt til relationsdannelsen, at jeg kan være der på de skæve tidspunkter – for eksempel om aftenen og natten – hvor det nogle gange er virkelig svært for den unge, siger socialkonsulenten.       

Stærk på sanserne 

Samtidig er Lærke Rasmussen glad for, at hun blev mødt med stor åbenhed fra sine kolleger, da hun præsenterede sit ønske om at komme til at arbejde med de såkaldte sanseprofiler, hvor hun med et omfattende spørgeskema får afdækket, hvordan den unge reagerer på smag, lyd, lys, lugte osv.   

– Formålet er at finde ud af, hvor det er, den unge er særligt sensitiv og har brug for støtte for at blive grounded i sit liv. Kort sagt et værktøj, der kan bruges til at inddrage den unge i egne begrænsninger og muligheder i hverdagen for derved at finde ud af, hvilke tiltag de unge selv tænker, at de kan gøre brug af. Hvis den unge for eksempel reagerer meget kraftigt på lyde, så er det vigtigt at have den viden med i dialogen med den unges beskæftigelsesvejleder, fordi det kan være nødvendigt at tage højde for den dimension, når den unge er klar til at bevæge sig ud på arbejdsmarkedet, slutter Lærke Ramussen.  

{

Lærke Rasmussen:

– Det var utrolig meningsfyldt, siger Lærke Rasmussen, der blev færdiguddannet ergoterapeut i juni 2023. 

Mere SUF nyt

SUF Holstebro udvider med botilbud  

SUF Holstebro udvider med botilbud  

Vores vestjyske afdeling er netop blev godkendt til §§66 og 107. Det betyder helt nye ydelser til særligt sårbare unge med komplekse udfordringer

Interessen for Café Frida breder sig

Interessen for Café Frida breder sig

Socialøkonomiske Café Frida i Aarhus mærker interessen for beskæftigelsesrettede indsatser for sårbare mennesker. For eksempel har Nordisk Ministerråds sekretariat været på besøg.

Ny bog skal styrke autismeindsatsen 

Ny bog skal styrke autismeindsatsen 

Kathrine Klærke, kompetenceudvikler i SUF-afdelingen Special Minds, bidrager i ny bog med viden om, hvordan ergoterapien hjælper unge og voksne med autisme til at lykkes med job

Når mørket kaster lys over sanserne

Når mørket kaster lys over sanserne

BOAS Taastrup sætter gang i friluftsprojekt, der bringer beboere med autisme, komplekse følgetilstande og sanseforstyrrelser ud i naturen. Målet er en overnatning i shelter til september

Alle vinder på efteruddannelse

Alle vinder på efteruddannelse

I SUF er løbende efteruddannelse et omdrejningspunkt. Det skaber højest mulig kvalitet i opgaveløsningen og bidrager til trivsel blandt medarbejderne