’Ven af huset’.
Sådan lød det, da Margrethe Langer, regionsdirektør i Den Sociale Udviklingsfond, bød velkommen til dagens hovedgæst, forfatteren Fine Gråbøl, da der for nylig var personaledag i Den Sociale Udviklingsfond.
Og ’ven af huset’ er næppe for meget sagt.
Fine Gråbøl har tidligere været ’Profilen’ i SUF Magasinet, ligesom hun for et par år siden var med til Folkemødet på Bornholm for at deltage i et oplæg arrangeret af Den Sociale Udviklingsfond.
På denne solbeskinnede majdag i 2025 var Fine Gråbøl inviteret med til personaledag på Hotel Severin i Middelfart for at give godt 100 medarbejdere i Den Sociale Udviklingsfond et indefra-blik på, hvad det vil sige at være psykiatrisk patient og ung på et bosted. Baggrunden var dels hendes egen personlige historie, dels romanen Ungeenheden, der udkom i 2021 og som blev hædret med BogForums debutantpris.
Ikke en solstrålehistorie
I samtalen med Margrethe Langer indledte Fine Gråbøl med åbent at fortælle sin historie om det at være et ungt menneske, der havner i psykisk sygdom.
– Det startede i teenageårene med et voldsomt angstanfald, og derfra udviklede tingene sig meget hurtigt. Jeg kunne ikke være alene, jeg kunne ikke spise, og jeg kunne ikke sove. Det var kort sagt følelsen af, at jeg ikke længere var mig selv, men en anden, fortalte Fine Gråbøl, der i 2010 fik stillet diagnosen bipolar og sidenhen borderline.
Fine Gråbøl begyndte at selvskade, og siden fulgte indlæggelser i børne- og ungdomspsykiatrien og efterfølgende halvandet års indlæggelse i voksenpsykiatrien. Fine Gråbøl var suicidal og modtog både medicin og elektrochokbehandling. I 2012 kom hun til et døgnbemandet bosted, og kort efter var hun – højst usædvanligt – klar til udtrapning af medicin. I sommeren 2013 flyttede hun i egen lejlighed fra bostedet. I dag bor hun i hus i Sydhavnen med sin mand og deres to børn. Men Fine Gråbøl vil ikke ses som en solstrålehistorie.
– Der er en tendens til – ikke mindst i medierne – at de psykiatriske stemmer, som vi gerne vil høre, er dem, som er ’ude på den anden side’ og kan tale fra det ’stærke’ sted. Det bryder jeg mig grundlæggende ikke om, fordi jeg synes, at det er usolidarisk med dem, som stadig er indenfor systemet, og som lever et værdigt liv på de præmisser, lød det fra Fine Gråbøl.
Det sårbare fællesskab
På personaledagen åbnede hun døren til det, hun kalder ’det institutionelle rum’.
– Det institutionelle rum, som man eksempelvis møder på et bosted, optager mig, fordi det er et sted, hvor en gruppe sårbare mennesker bor og lever sammen. Det er skrøbelige, ufrivillige fællesskaber, men det udelukker ikke, at der kan opstå en ganske særlig form for samhørighed. Simpelthen fordi der er tale om en gruppe mennesker, som hver især har oplevet at miste forbindelsen til sig selv ved blandt andet at blive institutionaliserede, sagde Fine Gråbøl som optakt til en af reflektionsøvelserne for medarbejderne i Den Sociale Udviklingsfond.
Den gik blandt andet ud på at beskrive ens eget forhold til fællesskaber, og hvordan de kan påvirke på både betydningsfulde og svære måder. En anden øvelse gik ud på, at medarbejderne skulle reflektere over, hvilke konstruktive og ærlige måder, som de kan synliggøre og formulere relationen til en sårbar ung.
Der er en tendens til – ikke mindst i medierne – at de psykiatriske stemmer, som vi gerne vil høre, er dem, som er ’ude på den anden side’ og kan tale fra det ’stærke’ sted. Det bryder jeg mig grundlæggende ikke om, fordi jeg synes, at det er usolidarisk med dem, som stadig er indenfor systemet, og som lever et værdigt liv på de præmisser
Fine Gråbøl


Det sagde de på dagen
Fine Gråbøls indlæg blev afsluttet med spørgsmål fra salen. Her følger nogle af de spørgsmål, som blev stillet
Spørgsmål fra medarbejder:
Er det fællesskab, du beskriver i bostedet, et ’svært’ fællesskab, og er det grunden til, at du ikke er vendt tilbage til det?
Fine Gråbøl:
Bostedet var på den ene side et fællesskab, som var bundet sammen af nogle specifikke behov. På den anden side var det et fællesskab, hvor jeg ikke oplevede, at man skulle ’lade som om’. Selvom det var et fællesskab, som havde farve af alt det svære, så var der også masser af glæde.
Spørgsmål fra medarbejder:
Hvordan oplever du, at sårbare unge har læst din roman – genkender de sig selv, eller føler de sig eksponerede?
Fine Gråbøl:
Jeg føler mig heldig over de tilbagemeldinger, jeg har modtaget fra folk, som har boet på bosteder og været i psykiatrisk behandling. Jeg har faktisk ikke oplevet, at nogen har følt sig stødt over noget. Jeg har endda fået henvendelser fra unge i eksempelvis USA og Tyskland, hvor min bog er blevet oversat, og hvor man ikke har bosteder, som vi kender dem i Danmark, men hvor der alligevel er noget fra min bog, som vækker genklang.
Spørgsmål fra medarbejder:
Når jeg læser din bog, kan jeg godt blive ramt af en følelse af, at der måske er en del unge på bosteder, som ikke altid i nuet – og mens de er midt i det – forstår de tilgange, som de bliver mødt med. Er der noget, som du i dag forstår bedre, men som du havde svært ved at forstå, da du var på bostedet?
Fine Gråbøl:
Jeg har i forbindelse med min bog researchet en del, og jeg kan godt se, hvad meningen er med meget af det, der foregår på et bosted. Men noget af det kan godt virke lidt kunstigt, og selvom det sker i omsorg og med de bedste intentioner, så kan det godt føles lidt nedværdigende, når man for eksempel bliver rost til skyerne for at have skrællet en gulerod

