SUF Nyheder

PSTD-ramte krigsveteraner nyder godt af fysiske træningstilbud

feb 8, 2024

Den fysiske træning indgår i rehabiliteringen på forsorgshjemmet SUF Veteran – Motivationen skal komme indefra, siger Jens Dall, socialkonsulent, SUF Veteran

Badminton, fitness, crossfit, padel, cykling, eget fitnessrum, samt naturskønne områder. Der er gode muligheder for at komme i god form og blive genoptrænet, suppleret af fysioterapeutisk støtte hos SUF Veteran, der er et forsorgshjem for PTSD-ramte krigsveteraner.  

Og det er der flere gode grunde til. Træningstilbuddene er nemlig en vigtig bestanddel af det samlede rehabiliteringsforløb, som også indeholder afklaring, udredning og behandling, der har til formål at hjælpe veteranerne i retning af en meningsfuld tilværelse med sunde sociale kontaktflader. 

– Mange af de veteraner, vi får ind, kommer i en dårlig fysisk form, som ofte er forbundet med et misbrug. Men de har samtidig gode forudsætninger for at komme i god form, fordi det tidligere har været en del af deres liv som soldater. De kompetencer forsøger vi at finde frem igen ved at tilbyde forskellige aktiviteter, siger Jens Dall, socialkonsulent, SUF Veteran, der selv har en baggrund som udsendt soldat, idrætslærer og voksenunderviser, fitnessinstruktør samt en karriere som kampsportsudøver på eliteniveau, og som i dag dyrker crossfit på konkurrenceplan.  

’Knage-fællesskab’ 

Hver uge ser Jens Dall den betydning, som træningstilbuddene har for veteranerne. Et eksempel er bueskydning.   

– Veteranerne fortæller, at de for en stund finder ro og glemmer deres PTSD, når de er fokuserede på bue og pil, fortæller Jens Dall og sætter i samme ombæring ord på, hvordan aktiviteterne understøtter rehabiliteringen: 

– Der ligger en god eksponering i at komme afsted til træning. Nogen nyder godt at det forpligtende fællesskab, hvor de er en del af at hold. Andre har det bedre med et ’knage-fællesskab’, hvor de møder op et sted, hænger deres jakke på en knage og går ind og træner. Det afgørende er, at de får indarbejdet nogle rutiner, som indebærer en socialisering med andre. Endelig skal man ikke underkende betydningen af at finde noget, som kan sættes i stedet for et misbrug.        

Gamechanger  

En af dem, som har gavn af tilbuddene, er krigsveteranen Mark, som efter en udsendelse til Irak bar rundt på en ubehandlet PTSD i 16 år. Konsekvensen var afbrudte uddannelser som lærer og elektriker og sidenhen et voldsomt alkohol- og kokainmisbrug.  

I maj 2023 blev Mark indskrevet i SUF Veteran, og han var en af dem, som hurtigt fattede interesse for træningstilbuddene.   

– SUF Veteran har været en gamechanger for mig. Udover at jeg har holdt mig stoffri i syv måneder, har jeg taget del i flere af de fysiske aktiviteter – crossfit, padel, badminton – og smidt tolv kilo. Det giver mig en ro i kroppen at få trænet, og det giver mig samtidig overskud til at arbejde med mine mentale udfordringer, siger Mark, der desuden har gennemført et dykkerkursus, hvilket har særlig betydning i forhold til hans PTSD. 

– Der er roligt under vand, og det betyder, at alt det, som kan udfordre, når man har PTSD, er væk for en stund.   

Motivationen indefra 

Ifølge Jens Dall er Mark et godt eksempel på, at motivationen til at tage del i træningsaktiviteterne kommer fra den enkelte veteran. 

– Hvis det er noget, som vi bare forsøger at presse ned over hovedet på veteranerne, har det ingen værdi. Motivationen skal komme indefra, og vi skal respektere deres autonomi. Til gengæld tror vi på, at der er en aktivitet til alle, så det er den, det handler om at finde, slutter han.    

Mere SUF nyt

SUF Holstebro udvider med botilbud  

SUF Holstebro udvider med botilbud  

Vores vestjyske afdeling er netop blev godkendt til §§66 og 107. Det betyder helt nye ydelser til særligt sårbare unge med komplekse udfordringer

Da nattevagten vejrede morgenluft

Da nattevagten vejrede morgenluft

Efter at have arbejdet som rengøringsassistent, nattevagt og mentor hos SUF Opgangen i Odense, var Lærke Rasmussen ikke i tvivl, da hun efter færdiggjort uddannelse fik tilbudt job som socialkonsulent

Interessen for Café Frida breder sig

Interessen for Café Frida breder sig

Socialøkonomiske Café Frida i Aarhus mærker interessen for beskæftigelsesrettede indsatser for sårbare mennesker. For eksempel har Nordisk Ministerråds sekretariat været på besøg.

Ny bog skal styrke autismeindsatsen 

Ny bog skal styrke autismeindsatsen 

Kathrine Klærke, kompetenceudvikler i SUF-afdelingen Special Minds, bidrager i ny bog med viden om, hvordan ergoterapien hjælper unge og voksne med autisme til at lykkes med job

Når mørket kaster lys over sanserne

Når mørket kaster lys over sanserne

BOAS Taastrup sætter gang i friluftsprojekt, der bringer beboere med autisme, komplekse følgetilstande og sanseforstyrrelser ud i naturen. Målet er en overnatning i shelter til september

Alle vinder på efteruddannelse

Alle vinder på efteruddannelse

I SUF er løbende efteruddannelse et omdrejningspunkt. Det skaber højest mulig kvalitet i opgaveløsningen og bidrager til trivsel blandt medarbejderne