SUF Nyheder

PSTD-ramte krigsveteraner nyder godt af fysiske træningstilbud

feb 8, 2024

Den fysiske træning indgår i rehabiliteringen på forsorgshjemmet SUF Veteran – Motivationen skal komme indefra, siger Jens Dall, socialkonsulent, SUF Veteran

Badminton, fitness, crossfit, padel, cykling, eget fitnessrum, samt naturskønne områder. Der er gode muligheder for at komme i god form og blive genoptrænet, suppleret af fysioterapeutisk støtte hos SUF Veteran, der er et forsorgshjem for PTSD-ramte krigsveteraner.  

Og det er der flere gode grunde til. Træningstilbuddene er nemlig en vigtig bestanddel af det samlede rehabiliteringsforløb, som også indeholder afklaring, udredning og behandling, der har til formål at hjælpe veteranerne i retning af en meningsfuld tilværelse med sunde sociale kontaktflader. 

– Mange af de veteraner, vi får ind, kommer i en dårlig fysisk form, som ofte er forbundet med et misbrug. Men de har samtidig gode forudsætninger for at komme i god form, fordi det tidligere har været en del af deres liv som soldater. De kompetencer forsøger vi at finde frem igen ved at tilbyde forskellige aktiviteter, siger Jens Dall, socialkonsulent, SUF Veteran, der selv har en baggrund som udsendt soldat, idrætslærer og voksenunderviser, fitnessinstruktør samt en karriere som kampsportsudøver på eliteniveau, og som i dag dyrker crossfit på konkurrenceplan.  

’Knage-fællesskab’ 

Hver uge ser Jens Dall den betydning, som træningstilbuddene har for veteranerne. Et eksempel er bueskydning.   

– Veteranerne fortæller, at de for en stund finder ro og glemmer deres PTSD, når de er fokuserede på bue og pil, fortæller Jens Dall og sætter i samme ombæring ord på, hvordan aktiviteterne understøtter rehabiliteringen: 

– Der ligger en god eksponering i at komme afsted til træning. Nogen nyder godt at det forpligtende fællesskab, hvor de er en del af at hold. Andre har det bedre med et ’knage-fællesskab’, hvor de møder op et sted, hænger deres jakke på en knage og går ind og træner. Det afgørende er, at de får indarbejdet nogle rutiner, som indebærer en socialisering med andre. Endelig skal man ikke underkende betydningen af at finde noget, som kan sættes i stedet for et misbrug.        

Gamechanger  

En af dem, som har gavn af tilbuddene, er krigsveteranen Mark, som efter en udsendelse til Irak bar rundt på en ubehandlet PTSD i 16 år. Konsekvensen var afbrudte uddannelser som lærer og elektriker og sidenhen et voldsomt alkohol- og kokainmisbrug.  

I maj 2023 blev Mark indskrevet i SUF Veteran, og han var en af dem, som hurtigt fattede interesse for træningstilbuddene.   

– SUF Veteran har været en gamechanger for mig. Udover at jeg har holdt mig stoffri i syv måneder, har jeg taget del i flere af de fysiske aktiviteter – crossfit, padel, badminton – og smidt tolv kilo. Det giver mig en ro i kroppen at få trænet, og det giver mig samtidig overskud til at arbejde med mine mentale udfordringer, siger Mark, der desuden har gennemført et dykkerkursus, hvilket har særlig betydning i forhold til hans PTSD. 

– Der er roligt under vand, og det betyder, at alt det, som kan udfordre, når man har PTSD, er væk for en stund.   

Motivationen indefra 

Ifølge Jens Dall er Mark et godt eksempel på, at motivationen til at tage del i træningsaktiviteterne kommer fra den enkelte veteran. 

– Hvis det er noget, som vi bare forsøger at presse ned over hovedet på veteranerne, har det ingen værdi. Motivationen skal komme indefra, og vi skal respektere deres autonomi. Til gengæld tror vi på, at der er en aktivitet til alle, så det er den, det handler om at finde, slutter han.    

Mere SUF nyt

Alle vinder på efteruddannelse

Alle vinder på efteruddannelse

I SUF er løbende efteruddannelse et omdrejningspunkt. Det skaber højest mulig kvalitet i opgaveløsningen og bidrager til trivsel blandt medarbejderne

Solisterne finder vej til fællesskab

Solisterne finder vej til fællesskab

Godt et år efter etableringen af botilbuddet BOAS Brønshøj spirer fællesskaberne i det små blandt særligt sårbare beboere med behov for massiv støtte

Forsvarsministeren gør holdt ved SUF Veteran

Forsvarsministeren gør holdt ved SUF Veteran

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) besøgte for få dage siden SUF Veterans helt nye afdeling og blev klogere på et unikt tilbud målrettet PTSD-ramte krigsveteraner

Mørketal skal blotlægges gennem en anden sprogbrug

Mørketal skal blotlægges gennem en anden sprogbrug

Mange af dem, som bliver indskrevet i SUF, har svært ved at erkende, at de har et misbrug, dokumenterer de seneste tal fra 2022. I SUF Syd, der er godkendt til misbrugsbehandling, har de fundet en vej til at afdække problemet

Folketingsvalget lever endnu i Nordsjælland

Folketingsvalget lever endnu i Nordsjælland

SUF NORDSJÆLLAND: Det nylige folketingsvalg har vakt interesse for politik blandt flere unge og voksne i bo-selv-tilbuddet i Hillerød. Samtidig venter de spændt på, at en fremtrædende politiker inden længe kommer på besøg.

Efterværn er vores spidskompetence

Efterværn er vores spidskompetence

Gennem snart 25 år har SUF Midt/Vest hjulpet sårbare unge det sidste stykke vej ind i voksenlivet og indfriet drømmen om uddannelse, beskæftigelse og et liv i egen bolig

SUF åbner forsorgshjem nummer to på Fyn

SUF åbner forsorgshjem nummer to på Fyn

Lige siden SUF Veteran åbnede i 2016, har der været efterspørgsel på endnu et tilbud. Den 14. november 2022 er der åbnet en ny afdeling i Jordløse på Vestfyn, og de første veteraner er flyttet ind.