SUF Nyheder

SUF åbner forsorgshjem nummer to på Fyn

nov 22, 2022

Lige siden SUF Veteran åbnede i 2016, har der været efterspørgsel på endnu et tilbud. Den 14. november 2022 er der åbnet en ny afdeling i Jordløse på Vestfyn, og de første veteraner er flyttet ind.

Idéen har været på tegnebrættet længe. Stort set siden, at SUF Veteran i 2016 åbnede den første afdeling på Mosevej ved Nr. Broby på Fyn, har der været efterspørgsel på et lignende tilbud målrettet PTSD-ramte krigsveteraner.

Mandag den 14. november 2022 blev tilbuddet en realitet. SUF Veteran slog dørene op for afdeling nummer to – denne gang i Jordløse – blot få kilometer fra tilbuddet i Nr. Broby.

– Dét, som vi siden dag ét har kunnet konstatere, er, at der mangler tilbud til de veteraner, som på grund af eksempelvis manglende personlige resurser ikke søger de etablerede tilbud. Her har vores tilbud vist sig at have effekt for en gruppe veteraner, der ellers er i fare for at falde gennem sikkerhedsnettet, fortæller Helle Iversen, leder af den nye afdeling.

Ro og fællesskab

SUF Veteran er etableret som et godkendt forsorgshjem, hvor krigsveteraner, som har brug for et midlertidigt botilbud, finder ro, og hvor de får socialfaglig støtte til at etablere netværk og tage hånd om personlige udfordringer. Veteranerne bor i selvstændige boliger placeret med afstand i naturskønne omgivelser.

– Kombinationen af ro og fællesskab med andre veteraner er selve fundamentet for SUF Veteran, og vi kan se, at det er det, som gør, at vi kan komme ind og arbejde med den enkelte veteran, så vedkommende på sigt kan vende tilbage til et meningsfuldt liv med begrænset støtte, siger Jesper Maigaard, forstander, SUF Veteran.

Hundepladser

I dag kan han og Helle Iversen se tilbage på et hæsblæsende år med renovering og opførsel af boliger til veteranerne.

– Det har været som at starte helt fra nul med alt fra etablering af brandveje og kloakering til selve byggeriet, fortæller Jesper Maigaard, som glæder sig over, at de i dag står med endnu en afdeling, der som noget helt nyt tilbyder såkaldte hundepladser, som gør, at veteranerne kan have en hund med.

– Hundepladserne har været noget af det, som der også har været efterspørgsel på, og derfor har det været vigtigt for os at kunne imødekomme det i den nye afdeling, slutter Jesper Maigaard.
De første fire veteraner er flyttet ind i den nye afdeling, og snart kommer der tre yderligere. Veteranerne finder blandt andet vej til det fynske forsorgshjem via Forsvarets Veterancenter og kommunernes veterankoordinatorer. I alt er der ti pladser på det nye SUF Veteran.

Om SUF Veteran

SUF Veteran er etableret som et forsorgshjem, og det betyder, at veteraner enten selv kan henvende sig eller blive henvist af offentlige myndigheder. SUF Veteran i Nr. Broby består af 10 pladser, hvoraf hovedparten er til midlertidige ophold. Det nye SUF Veteran ved Jordløse består af 10 pladser.

Læs mere på https://suf.dk/suf-veteran/

{

– Kombinationen af ro og fællesskab med andre veteraner er selve fundamentet for SUF Veteran, og vi kan se, at det er det, som gør, at vi kan komme ind og arbejde med den enkelte veteran, så vedkommende på sigt kan vende tilbage til et meningsfuldt liv med begrænset støtte

Jesper Maigaard
Forstander, SUF Veteran.

Mere SUF nyt

Da nattevagten vejrede morgenluft

Da nattevagten vejrede morgenluft

Efter at have arbejdet som rengøringsassistent, nattevagt og mentor hos SUF Opgangen i Odense, var Lærke Rasmussen ikke i tvivl, da hun efter færdiggjort uddannelse fik tilbudt job som socialkonsulent

Interessen for Café Frida breder sig

Interessen for Café Frida breder sig

Socialøkonomiske Café Frida i Aarhus mærker interessen for beskæftigelsesrettede indsatser for sårbare mennesker. For eksempel har Nordisk Ministerråds sekretariat været på besøg.

Ny bog skal styrke autismeindsatsen 

Ny bog skal styrke autismeindsatsen 

Kathrine Klærke, kompetenceudvikler i SUF-afdelingen Special Minds, bidrager i ny bog med viden om, hvordan ergoterapien hjælper unge og voksne med autisme til at lykkes med job

Når mørket kaster lys over sanserne

Når mørket kaster lys over sanserne

BOAS Taastrup sætter gang i friluftsprojekt, der bringer beboere med autisme, komplekse følgetilstande og sanseforstyrrelser ud i naturen. Målet er en overnatning i shelter til september

Alle vinder på efteruddannelse

Alle vinder på efteruddannelse

I SUF er løbende efteruddannelse et omdrejningspunkt. Det skaber højest mulig kvalitet i opgaveløsningen og bidrager til trivsel blandt medarbejderne