Renovering af ejendom er et lykketræf for to piger med autismeprofil

BESKÆFTIGELSE: Corona sendte to piger med autismeprofil til tælling. En omfattende renovering af en ejendom har skabt girl power og vendt op og ned på alt

 

”De to piger dér skal have deres eget nedbrydningssjak, og jeg skal være den første til at hyre dem – og de skal hedde Girl Power!”

Sådan kom det en dag spontant fra den arkitekt, der sammen med et hold håndværkere og entreprenører netop nu er i færd med at renovere en ejendom på Vigerslevvej, som skal udvide SUF-afdelingen BOAS Valby. Ordene var rettet mod to piger med autismeprofil, der begge er indskrevet i afdelingen.    

– Håndværkerne siger, at de aldrig har oplevet noget lignende. Vores to piger knokler otte timer om dagen. De holder møder med entreprenørerne, de studerer bygningstegninger, finder ting på ejendommen, som vi skal være opmærksomme på, og de taler fagsprog med elektrikerne, siger Christina Hartmeyer, afdelingsleder i BOAS Valby, der er et botilbud til unge mellem 18 og 35 år med autismespektrumforstyrrelser. Hun har svært ved at skjule sin begejstring.

– Det er spitzenklasse, dét, som de to piger leverer! 

 

Tæppet rives væk

Men sådan så situationen mildest talt ikke ud for blot to måneder siden. Corona var kommet til Danmark, landet lukkede, og de to pigers verden brød sammen. De uddannelser, som pigerne var i gang med, blev pludselig indstillet.

– Pigerne følte, at tæppet blev trukket væk under dem fra det ene øjeblik til det andet. Corona er ekstremt voldsomt og mega-stressende for mennesker med autisme, fordi hverdagen ikke længere er den samme, som den var i går, fortæller Christina Hartmeyer.

– Vi var kort sagt nødt til at tænke sindssygt kreativt, siger hun.

 

Er I med?

En dag var der en af medarbejderne i BOAS Valby, som kom på en idé: Hvorfor ikke inddrage de to piger i renoveringen af den nye ejendom, som allerede var sat i gang?

– Vores medarbejder sagde til de to piger, at ’hvis jeg nu laver en ramme om, hvad der skal ske i forhold til ejendommen, kunne I så tænke jer at være med her’? Den mulighed greb pigerne med det samme, selvom det var med massiv støtte i begyndelsen, for de var stadig udfordret af deres autisme. Men jeg skal blankt indrømme, at jeg ikke havde forestillet mig, hvad det kunne føre med sig af begejstring og nyt indhold i hverdagen, siger Christina Hartmeyer.

Hun nævner som eksempel, hvordan pigerne som noget af det første kastede sig over at gøre plads til et nyt køkken i en kvistlejlighed, hvor alle vægge var skæve. 

 – Pigerne gik fuldstændig nørdet og detaljeret til værks, og de gav udførlige instrukser til håndværkerne om, hvordan det nye køkken skulle sættes op. Samtidig var de så omhyggelige med at pakke det gamle køkken ned, at det efterfølgende kunne leveres færdigpakket til en anden af opgangens beboere, som kunne bruge det. 

 

Nye perspektiver  

For Christina Hartmeyer har de seneste ugers udvikling med de to piger givet stof til eftertanke.

– Inden for beskæftigelse møder vi tit den fordom, at mennesker med autisme er vanskelige at få i job, fordi de har svært ved at samarbejde. Men man lukker for en masse muligheder med dén indstilling. I stedet bør vi spørge: Hvad kan lade sig gøre?

Og Christina Hartmeyer behøver blot at kigge på de to piger, som fra morgen til aften er optaget af BOAS Valbys nye ejendom på Vigerslevvej, for at finde svaret:

– De kan ikke få nok. Pigerne har taget totalt ejerskab, og de siger begge, at renoveringen af ejendommen er det bedste, som er sket under Corona, slutter hun.