Nordjysk sansehave trækker sårbare unge og voksne ud i naturen

SUF Nord har med succes etableret en sansehave, som hjælper sårbare unge og voksne udenfor husets fire vægge

 

Fra alle sider er der dokumentation for, at naturen har en positiv indvirkning på psyken. Det ved man i SUF, og i Aalborg-afdelingen SUF Nord har man med succes etableret en sansehave lige uden for beboernes vinduer.

Allerede efter år ét viser sansehaven resultater.

- Vi har borgere, som aldrig af sig selv har valgt at gå udenfor en dør, som nu selv bevæger sig ud i sansehaven, siger Jane Fredegod Vestergaard, pædagogisk medarbejder, som i snart 20 år har været ansat i SUF Nord.

For selv om SUF Nord ligger placeret med natur og park tæt omkring, så har sansehaven en helt anden appel til beboerne.

- Modsat i parken, så er beboerne i sansehaven skærmede. Der kommer ikke pludselig en menneskeflok eller en stor sound box. De kan bevæge sig ud, samtidig med, at de er i rammer, der giver ro og stimulerer deres sanser på rette vis, siger Dorthe Drivsholm, afdelingsleder SUF Nord.

 

Fælles om haven

SUF Nord etablerede sansehaven i 2020 som et miljøterapeutisk rum, hvor der arbejdes med tilgangen Low Arousal. Det betyder bl.a., at sansehaven skaber et rum, hvor medarbejderne i SUF Nord gennem egen adfærd støtter beboernes daglige trivsel og udvikling.

- I sansehaven kan borgerne være sig selv, men det er også et rum, hvor vi er sammen om noget, et fælles tredje, som skaber grobund for både ro og samtale, siger Rikke Aabenhus, pædagogisk medarbejder, som også er en del af den projektgruppe, som driver sansehaven.

 

Plantekasse giver ejerskab

SUF Nord er et botilbud målrettet unge og voksne med bl.a. komplekse psykiske problemstillinger og Autisme Spektrum Forstyrrelse. Det er mennesker, som ofte har det vanskeligt i samværet med andre og i ukendte rum. 

- Vi kan se, at sansehaven hjælper dem til at bevæge sig ud af de zoner, som de ellers helst færdes i. På den måde kan haven være en trædesten hen mod at blive mere tryg udenfor de kendte rammer og finde mod til at være i rum med andre, siger SUF Nords madfar Morten Vinkel, som bl.a. også laver udendørs mad i haven og chilismagning med en af beboerne, som ikke interesserer sig for blomster.

 

Sansehaven er etableret med en række forskellige rum, bl.a. hængekøje til afslapning, staudebede, drivhus med plantekasser, bålplads, spisested og et ’strandområde’ med liggestole, sandstrand og hvislende højt græs.

- Haven er ikke statisk men hele tiden under udvikling. Vi ser på, hvordan beboerne bruger den og er hele tiden optaget af at finde på nye ting, som styrker beboernes lyst til at være der. Et af de nyere tiltag er plantekasser, hvor hver beboer har sin egen plantekasse.

- Det styrker tydeligvis ejerskabet, at hver har sin egen plantekasse, som de selv har sået og er med til at passe, siger Jane Fredegod Vestergaard.

Hendes kollega socialkonsulent Jørgen Kjeldahl Larsen supplerer:

- Vi arbejder med en høj grad af inddragelse. Det kan for eksempel også være, at beboerne skal være med til at bygge bænke eller finde sten til bålpladsen. Det er ikke bare én have men deres have, siger han.

 

 

Skal fortsat vokse

Alt imens SUF Nord fortsat udvikler på sansehaven og glæder sig over at flere og flere af beboerne langsomt træder ud på deres eget natur-spot, så håber de også at inspirere andre bosteder.

- Vi kan se den positive indvirkning som sansehaven har på trivsel og udvikling, både i forhold til stimulering af sanser og afstresning. Hovedparten af vores beboere har ikke sprog for det, men det at de af sig selv går derud, vidner om at det virker, og vi kan mærke den positive indvirkning på dem, siger Dorthe Drivsholm og fortsætter:

 

- Derfor håber vi også at andre bosteder ved at skele til vores erfaringer kan få lyst til at give sig i kast med at etablere en sansehave.

Nyheder