Sommer-OL rykker SUF-unge ud af comfortzonen

Med stor spænding har SUF netop afholdt et sommer-OL på tværs af 30 afdelinger, og for unge med autisme og psykiske problematikker var det en stor sejr at turde mødes på fremmed grund

 

- Jeg vil gerne øve mig i at være mere social. Normalt sidder jeg meget ved computeren, men det her gad jeg faktisk godt, og jeg håber at skabe nye sociale relationer.

19-årige Simon fra Special Minds i Kolding har autisme og ADHD.  Han har sammen med 13 andre fra Special Minds i Kolding taget turen til Aarhus, hvor SUF’s Vækstpark for Socialøkonomi udgør rammen om de første Olympiske Lege i SUF’s historie.

–Vi vil fejre samværet og fællesskabet efter halvandet år i pandemiens skygge med restriktioner og begrænsninger i vores hverdag, siger Arash Skelberg, socialkonsulent BOAS Mentor i København, som er en af initiativtagerne til det netop afholdte OL, hvor unge og socialkonsulenter på tværs af SUF’s 29 afdelinger har været samlet til aktivitet, fælleskab bevægelse i henholdsvis Aarhus og BOAS Jægerspris.

 

 

Udenfor trygge boble

Med sensommersol fra en skyfri himmel og næsten 200 deltagere bliver der danset til zumba-rytmer, grinet til kongespil og vandballonkast, spurtet på løberuten og kæmpet sveddryppende på floorballbanen.

- Normalt bevæger jeg mig ikke udenfor min boble, men her er jeg i trygge rammer. Og når jeg er det, så synes jeg, at det er super spændende at være sammen på kryds og tværs, siger Trine Thomsen, der er ansat i flexjob i IT-afdelingen i Special Minds Kolding.

- Der er et miljø i SUF og mennesker her, som jeg kan lide, fortsætter hun.

 

BOAS Jægerspris er rammen om sommer-OL for de sjællandske og fynske afdelinger. 80 deltagere er mødt frem, og dyster i alt lige fra fodbold til bordtennis og bordfodbold. Dagen handler først og fremmest om gennem aktiviteter og fysisk udfoldelse at skabe god stemning og fællesskab, nu hvor verden igen er til at træde ud i.

 

 

De rette rammer

For OL-planlæggerne i SUF har den helt store opgave været at organisere en ramme, som på en og samme tid skaber fællesskab, og som også giver mulighed for at trække sig væk fra den store forsamling, hvis man reagerer på social overstimuli.

I et hjørne af Vækstparkens have – væk fra hovedaktiviteterne – er 19-årige Vincent fra Special Minds Aarhus og underviser Tina Rudolph i gang med bordfodbold.

- Så længe, at jeg kan blive væk fra alt for mange, så er en dag, som den her fin, siger Vincent.

Helt anderledes er det for de unge, som kæmper på floorballbanen. For et halvt år siden startede Brian Husum, pædagogisk pedel i Vækstpark for Socialøkonomi, floorball som et forsøg. Både han og kompetenceudvikler Tore Ankjær Ibsen er overrasket over, at den er så stort et tilløbsstykke.

- Det kom både bag på os og mange af de unge, at de havde så stor lyst til floorball. Mange har kun haft dårlige oplevelser fra gymnastiktimerne i skolen, siger Tore Ankjær Ibsen og fortsætter.

- Her er en lille ramme uden al den støj, som mange har oplevet i gymnastiksalen og uden den svære omgang i omklædningsrummet. Det er en sejr for mange at få en oplevelse som den her på floorballbanen.

 

BOAS Jægerspris har brugt mange kræfter på at skabe en inviterende ramme med forskellige boder med bl.a. is, saft og indregistrering. De unge spiller en central rolle i hele facilliteringen og er med til at betjene OL-deltagerne i boderne.

 

 

Against humanity

Da OL-planlæggerne sammensatte dagens program, var de godt klar over, at det ikke ville være alle, som havde lyst til at dyste i forskellige fysiske aktiviteter. Kantinen i Vækstpark for Socialøkonomi er omdannet til brætspilscafé, og der er tæt pakket omkring bordene. En stor gruppe med unge fra Special Minds i Kolding, Silkeborg og Aarhus, som ellers aldrig har mødt hinanden har fundet sammen om brætspillet ”Cards Against Humanity”. Stemningen er humørfyldt.

- Jeg er her med gode venner, og jeg har mødt nye, som jeg har det sjovt med, siger 18-årige Sam.

Set med socialfagliglige øjne skaber dagen noget særligt.

- Det her er en god anledning til at træne vores unge i rammer, som er lidt uforudsigelige. De bliver skubbet nænsomt, og det fungerer, fordi de har tillid til, at vi ikke udsætter dem for noget ubehageligt, selv om dagen ikke rummer den normale velkendte struktur, siger Mark Bønding Søndergaard, underviser og kompetenceudvikler, Special Minds Silkeborg.

 

En dag uden for kategori

For Kenny Carstensen, der har autismeprofil og som er fra Special Minds i Aarhus, står dagen som noget ganske særligt. Han er ophavsmand til en såkaldt POM-quiz, en tal-kryds, som efterhånden har vundet en del udbredelse, og hvor hovedparten af deltagere fra Aarhus går med en t-shirt designet med hans talquiz.

- Det er nok en af de største dage i mit liv. At se over 50 gå rundt i min POM-t-shirt, og hvor jeg nu modtager flere bestillinger. Det er vokset mere, end jeg havde turdet håbe på.

Nyheder