Et hav af nye socialpædagogiske muligheder

Tre afdelinger i Den Sociale Udviklingsfond inviterede deres unge med på fisketur på Øresund. Et uvant møde med et ”fælles tredje”, der i fire timer indebar blod og slim og som langt ude på havet skabte en særlig holdånd mellem unge og socialkonsulenter

 

– Emil er fuldstændig in charge, siger Anders Kondrup Haugaard, socialkonsulent hos BOAS Mentor, der blandt andet arbejder med unge voksne med Autisme Spektrum Forstyrrelse og ADHD.

Han peger over på Emil, der har Asperger syndrom, og som er indskrevet hos BOAS Mentor, men som i dag befinder sig et af de steder, han elsker allermest, nemlig på vandet med en fiskestang.

– Tre til fire gange om ugen tager jeg ud og fisker, siger Emil, der i dag på eget initiativ har påtaget sig opgaven som kombineret skibsdreng og lystfisker på kutteren ”Viking”, som de tre SUF-afdelinger BOAS Mentor, BOAS Frederiksberg og BOAS Teglholmen har booket til en fire timer lang fisketur på Øresund efter torsk.   

  

 

Fri fra kaos i hovedet

Emil er her, der og alle vegne. Han hjælper, når der er fiskeliner, som er filtret sammen. Han giver gode råd om alt lige fra forfang til den rette vægt på pirk og viser med usvigelig sikkerhed, hvordan de mange torsk, som efterhånden bliver hevet op i båden, fileteres og renses. Indimellem finder han også tid til at give dækket en omgang vand, så alt er rent og pænt.  

– Det er herude, jeg kobler af. Når man som jeg har Asperger syndrom, så har man totalt kaos i hovedet, og her kan fiskeriet noget helt specielt, fordi der er ro, frisk luft og masser af lys, siger Emil, inden han iler videre hen ad dækket for at hjælpe en anden ung, som har problemer med at få en torsk af krogen.  

Anders Kondrup, socialkonsulent hos Boas Mentor, der selv er ny med en fiskestang i hånden, ser en stor værdi i det, som timerne på kutteren giver de unge.

– Det er en helt anden arena, end jeg er vant til. Det er specielt at stå herude. På mange måder er det et meget ’ufarligt’ miljø, hvor man ikke tænker nærmere over, at vi kommer fra forskellige afdelinger, og at de unge har forskellige ting at slås med. Alt det glemmer man fuldstændig, fordi det hele er så fokuseret på at fange nogle fisk og få snakket godt sammen. Det er et fælles tredje, hvor det er uden betydning, hvor man kommer fra, og det tror jeg kan skabe grobund for nye relationer.   

”Fed følelse”

Også personligt har fisketuren givet Anders Kondrup noget med hjem.

– Jeg kan godt have en smule berøringsangst, når jeg skal prøve noget nyt, men i dag fik jeg pludselig en fiskestang i hånden, og så blev jeg ellers skubbet ud i det. Og så fangede jeg en fisk, og det var en virkelig fed følelse, siger Anders Kondrup og får igen øje på Emil, der synes at være overalt på båden.  

– Emil er i topform herude, og alle hans kompetencer er i spil. Han får så megen anerkendelse på sådan en dag, samtidig med at han skaber en masse glæde, siger Anders Kondrup. 

Sceneskifte

En anden, der glæder sig over fisketuren, er André, der har været indskrevet hos BOAS Teglholmen i to et halvt år, og som indimellem tager en pause fra fiskeriet for i stedet at nyde sommersolen.

– Jeg synes, det er super at komme herud, fordi det bryder med den almindelige hverdag, siger Andre, som først for ganske nylig fik smag for fiskeriet, da han var med BOAS Teglholmen ude at fange fladfisk. 

Ved siden af André sidder socialkonsulent Mathias Stærk fra BOAS Teglholmen. Han nikker genkendende til ordene. 

– Det er et sceneskift på flere måder. Ét er, at vi er langt væk fra vores normale omgivelser. Noget andet er, at selve aktiviteten – fiskeriet – er speciel, fordi det hele tiden veksler mellem, at man er fordybet i fiskeriet og social med de andre på båden. 

En kæmpe sejr

Af og til høres et højlydt ”adr, det er ulækkert”, der efterfølges af et højt pigegrin. Udbruddet kommer fra Emma, der har infantil autisme og skizofreni, og som er indskrevet hos BOAS Frederiksberg. Hun lægger ikke skjul på, at det har været en overvindelse at tage med på kutterturen.

– Jeg var lidt bekymret for at være fanget på en båd i fire timer, for hvad nu hvis jeg fik det dårligt. Derfor er det også en kæmpe sejr at være med, siger hun, da kutteren ”Viking” i den lave aftensol atter nærmer sig havnen i Helsingør. I hånden holder Emma en pose med fisk.

– Det er de første fisk, jeg har fanget, og som ovenikøbet kan spises, griner hun og smiler til Emil, der er i gang med kniven og rensningen af dagens sidste torsk. 

– Jeg er taknemmelig over, at Emil har været med, og at han har gidet hjælpe så meget.